Lokaludvalgets støtte til projektet "Mor hvorfor sover han der?"
Tidligere beslutninger
I mødet den 8. februar 2024 tog lokaludvalget stilling til en puljeansøgning fra Det Runde Bord om 75.000 kr. af lokaludvalgets 2024-pulje til en række fællesmiddage på forskellige lokationer i Indre By.
Lokaludvalgets beslutning:
- Lokaludvalget giver tilsagn til Det Runde Bord om én gange 25.000 kr. af 2024-puljen til én fællesmiddag i 2024 med fokus på udsathed.
- Lokaludvalget bemyndiger forpersonen til at beslutte, om lokaludvalget skal give tilsagn til Det Runde Bord om yderligere to gange 25.000 kr. af 2024-puljen til yderligere to fællesmiddage i 2024 med fokus på udsathed. Beslutningen træffes på grundlag af evalueringen af og regnskabet for den første fællesmiddag. Forpersonen træffer beslutningen i samråd med næstforpersonerne og sekretariatet.
Tilsagnene om støtte er betinget af,
- at fællesmiddagene afholdes i lokaludvalgets område
- at Det Runde Bord orienterer lokaludvalget om tid og sted for hver af fællesmiddagene senest 14 dage før afholdelsen af dem, idet der orienteres om fællesmiddagen i lokaludvalgets nyhedsbrev og på lokaludvalgets Facebookside.
- at Det Runde Bord sender dokumentation til lokaludvalget inden afholdelsen af hver fællesmiddag for, at organisationer m.fl. med fokus på socialt udsatte er inviteret til at deltage i dem for at skabe interesse for deres initiativer og projekter.
- at Det Runde Bord sender lokaludvalget en evaluering og et regnskab for hver af de tre fællesmiddage, idet der udbetales støtte for hver fællesmiddag.
- at regnskaberne for hver af de tre fællesmiddage er udspecificeret.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om lokaludvalget skal trække tilsagnet til Det Runde Bord om støtte til tre fællesmiddage i 2024 med fokus på udsathed tilbage begrundet med, at lokaludvalget vurderer, at Det Runde Bord ikke kan nå at afholde fællesmiddagene i 2024. I givet fald kan lokaludvalget orientere Det Rund Bord om muligheden for at søge lokaludvalget om støtte, når virksomheden er klar til at gennemføre projektet.
Problemstilling
I puljeansøgningen, som lokaludvalget tog stilling til i mødet den 8. februar 2024, nævnte Det Runde Bord, at første middag forventes afholdt mellem 10. februar og 10. marts 2024.
Med mail den 11. april 2024 bad sekretariatet Det Runde Bord om en status på projektet. Det Runde Bord svarede den 23. april 2024, at den første bespisning i "Mor hvorfor sover han der?" bliver i slut maj måned. Det Runde Bord begrundede udsættelsen med forskellige forhold omkring virksomhedens drift.
Den 11. juni 2024 talte sekretariatet telefonisk med lederen af Det Runde Bord om en dato for det første fællesspisningsarrangement. Lederen forventede, at organisationen kunne informere sekretariatet om det i midten af juli måned. Sekretariatet har ikke modtaget den lovede information.
Den 7. august 2024 talte sekretariatet igen telefonisk med lederen af Det Runde Bord. Han oplyste, at han fortsat ikke har en dato for det første arrangementet, grundet forhold vedr. virksomhedens drift. Han oplyste, at han har møde med bestyrelsen i slutningen af ugen, der starter den 12. august 2024, hvor han ved mere. Han tilkendegav, at han ikke ser det som verdens undergang, hvis lokaludvalget trækker tilsagnet tilbage, da Det Runde Bord så må søge igen.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om lokaludvalget skal trække tilsagnet til Det Runde Bord om støtte til tre fællesmiddage i 2024 med fokus på udsathed tilbage med en begrundelse om, at lokaludvalget vurderer, at Det Runde Bord ikke kan nå at afholde fællesmiddagene i 2024. I givet fald kan lokaludvalget opfordre Det Rund Bord til at søge om støtte, når virksomheden er klar til at gennemføre projektet.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 340.000 kr. af 2024-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 366.408 kr. af rammen. Hvis lokaludvalget beslutter at trække tilsagnet om støtte tilbage, vil der være disponeret 75.000 kr. mindre af 2024-puljen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer Det Runde Bord om lokaludvalgets drøftelse og beslutning.