Mødedato: 15.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Høringssvar om forslag til tillæg 1 til lokalplan 234 ”Nansensgade”

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til et forslag til høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til lokalplantillæg 1 til lokalplan 234 "Nansensgade".

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som ses i løsningsafsnittet, om et forslag til lokalplantillæg 1 til lokalplan 234 "Nansensgade".

 

Problemstilling

Den 31. maj 2024 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til tillæg 1 til lokalplan 234 Nansensgade i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen.  Der er svarfrist den 26. august 2024.

Det fremgår af forslaget, at det giver mulighed for etablering af flere boliger i baghuset og sikrer, at boligerne har gode vilkår. Det giver desuden mulighed for etablering af serviceerhverv, såsom hotel og kontor. Det fremgår videre, at muligheden for at etablere boliger udløser det et krav til friareal, som ikke er mulig at overholde. Det er vurderet, at der er tilstrækkeligt opholdsareal, hvorfor man fraviger friarealkravet. Bygningen på ejendommen har en høj bevaringsværdi (SAVE 3), og tillægget sikrer, at bygningen udpeges som bevaringsværdig.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget sender følgende høringssvaret Teknik- og Miljøforvaltningen:

”Indre By Lokaludvalg drøftede i sit møde d. 15. august 2024 forslag til tillæg 1 til lokalplan 234 ”Nansensgade”.

Indre By Lokaludvalg er fortsat stærkt imod, at ejendommens anvendelse ændres fra ”bolig” til ”bolig og serviceerhverv”.

Beboerne i området ser ingen grund til, at boligerne skal anvendes til hotel og service, da der mangler boliger. En sådan ændring af anvendelsen vil lægge et øget pres på boligmarkedet i området og i Københavns Kommune.

Desuden gør vi opmærksom på, at der i forvejen er et stort antal hoteller i og tæt på Indre By. Ejendommen Nørre Søgade 35 m.fl. ligger i et boligkvarter, som i dag er belastet af hoteldrift. Vi ser ingen grund til, at vores bydel belastes yderligere med hoteller.

En eventuel tilladelse til, at ejendommen kan anvendes til hotel, skal indeholde et vilkår om, at der ikke må foretages ændringer i ejendommen, som hindrer, at lejlighederne i ejendommen en gang i fremtiden kan anvendes til beboelse.

Indre By Lokaludvalg efterspørger et større fokus hos Teknik- og Miljøforvaltningen på balancen mellem bolig og hoteldrift i området samt på balancen mellem lokale erhverv og hoteldrift.

Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
forperson i Indre By Lokaludvalg”

 

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Sekretariatet lægger høringssvaret på Bliv Hørt-portalen.

 

 

Til top