Mødedato: 15.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Tiltag til spredning af turismen i København

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget om muligheden for at sprede turismen i København ved at fremme anvendelsen af bygningsmassen i Indre By til beboelse.

 

 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget om muligheden for at sprede turismen i København ved at fremme anvendelsen af bygningsmassen i Indre By til beboelse.

Problemstilling

 Medlemsforslag fra Sally Mountfield:

"Der er ved at blive indrettet hotellejligheder eller lejligheder uden bopælspligt i baghuset i Teglgårdsstræde 13, i Skt. Peder Stræde 19 og i Studiestræde 34.  For så vidt angår baghuset i Teglgårdsstræde 13 er det naboernes oplevelse, at der ikke tages højde for de problemer vedr. trafik,  cykelparkering, ændring af nærmiljøet mm., som man forudser og har gjort kommunen opmærksom på. 

Jeg ser sagerne som endnu et udtryk for, at Middelalderbyen er ved at blive overtaget af turismen uden hensyntagen til Middelalderbyens beboere. Udviklingen viser, at politikerne mangler lyst til at styre byen.

Dertil kommer, at der overnattes i de lokaler i baghuset i Teglgårdsstræde 13, der ønskes indrettet til hotellejligheder. Det er formentlig ikke lovligt, men da det tager lang tid at få en sådan sag afgjort, orker ingen at tage fat i det.

Jeg foreslår, at lokaludvalget undersøger grundlaget for indretning af hotellejligheder de nævnte steder. Jeg foreslår også, at lokaludvalget gør politikerne opmærksom på, hvad der er ved at ske."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget:

Indre By Lokaludvalg er bekendt med, at der flere steder i Nørre Kvarter er ved at blive indrettet hotellejligheder eller lejligheder uden bopælspligt, nemlig i baghuset i Teglgårdsstræde 13, Skt. Peder Stræde 19 og i Studiestræde 34. Det er endnu en bekræftelse på, at Middelalderbyen er ved at blive overtaget af turismen uden hensyntagen til Middelalderbyens beboere. 

Wonderful Copenhagen har i turismeanalysen 10xCopenhagen bl.a. anbefalet,

  • at man inkluderer bæredygtig turismevækst som relevant element i byplanlægning og som positivt redskab til at styrke by- og lokalområders attraktivitet for både lokale og besøgende.
  • at man afsøger nye måder at motivere investering og initiativ, der sætter fokus på København som attraktiv destination uden for Indre By.
  • at man udvikler synlighed og besøgsparathed for attraktioner uden for Indre By, bl.a. ved brug af fyrtårnsstrategi, der gør oplevelser omkring attraktioner mere tilgængelige for besøgende.

På baggrund af de nævnte sager om indretning af hotellejligheder eller lejligheder uden bopælspligt, den generelle udvikling i Indre By og Wonderful Copenhagens anbefalinger foreslår vi hermed, at I beslutter et forbud jf. § 14 i Planloven mod indretning af hotellejligheder eller lejligheder uden bopælspligt i Indre By med henblik på at udarbejde lokalplaner for vores bydel, hvor det overordnede formål er

  • at sikre et alsidigt og levende bymiljø i Indre By, primært ved at tilstræbe andelen af beboede boliger opretholdt eller øget
  • at tilstræbe en forbedret balance i Indre By mellem beboede boliger og serviceerhverv.

Dette skridt kunne sammen med åbningen af Cityringen medvirke til, at turisterne søger overnatningsmuligheder i de ydre bydele i kommunen og således understøtte en positiv byudvikling dér.

Det er et drastisk skridt at tage for at sprede turismen i København, men det er nødvendigt at fremme anvendelsen af bygningsmassen i Indre By til beboelse, hvis man vil undgå yderligere turistificering af bydelen. I skal varetage beboernes interesser og give Indre By, særligt Middelalderbyen, dets karakter af beboelsesområde tilbage.

I skal i øvrigt være opmærksomme på, at på længere sigt kan udbredelsen af hotellejligheder og Airbnb blive en trussel mod hotellerne og dermed gøre indhug i antallet af jobs til lavt-uddannede og til studerende. 

Vi deltager gerne i møder om konkrete tiltag til at sprede turismen.

For så vidt angår sagen i baghuset i Teglgårdstræde 13 oplever beboere i området, at processen ikke er nabovenlig. Vi beder derfor om en redegørelse om, hvad der er blevet tilladt at indrette i ejendommen og på hvilket grundlag, herunder om hvem i nabolaget, der er blevet hørt om projektet og hvordan indsigelser er blevet behandlet.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

§ 14 i Planloven

"Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan højst nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbuddet på den pågældende ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbuddets gyldighed."

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet, om muligheden for at sprede turismen i København ved at fremme anvendelsen af bygningsmassen i Indre By til beboelse.

Til top