Udpegning af ikoniske træer
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om hvilke træer i Indre By, lokaludvalget foreslår udpeget til ikoniske træer.
Problemstilling
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn oplyser, at fristen for indmelding til Teknik- og Miljøforvaltningen af forslag til ikoniske træer er den 30. august 2019.
Miljøpunktet er vært for en offentlig byvandring den 13. august 2019 kl. 16-17.30 med fokus på udpegning af ikoniske træer.
Endvidere vil offentligheden blive opfordret til at sende lokaludvalget forslag til ikoniske og / eller bevaringsværdige træer. Det sker via lokaludvalgets facebookside og nyhedsbrev.
Målet med at udpege de ikoniske træer er at synliggøre og bevare særligt værdifulde træer, der ikke er omfattet af en fredning eller udpeget som bevaringsværdige i en lokalplan.
Et træ skal stå på kommunalt areal og opfylde mindst 4 ud af de 7 nedenfor nævnte kriterier, for at kunne udpeges til et ikonisk træ:
- Træet skal være et fuldt udvokset træ
- Der skal være et særligt lokalt tilhørsforhold til træet
- Træet skal have en særlig arkitektonisk/rumlig værdi
- Træet har en særlig biologisk værdi
- Træet har en særlig aktiv betydning for det lokale mikroklima
- Træet giver særlige sanselige oplevelser
- Træet har en særlig historisk betydning
Løsning
I mødet den 15. august 2019 får lokaludvalget en oversigt fra Miljøpunktet over de træer, man på byvandringen den 13. august 2019 er blevet enige om, bør udpeges til ikoniske træer. Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at sende oversigten til Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med de forslag, borgerne sender til lokaludvalget..
Økonomi
Intet
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede hvilke træer i Indre By, lokaludvalget skal foreslå udpeget til ikoniske træer. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Det skal nævnes for Teknik- og Miljøforvaltningen, at udpegning af ikoniske træer på Sankt Pauls Plads må ske med forbehold for en omdannelse af pladsen, som lokaludvalget i øjeblikket drøfter med borgerne i kvarteret.
- Alle træer i Nansensgade bør udpeges som ikoniske træer. De har en særegen historik.
- Kommunen bør gøre som Frederiksberg Kommune og beskytte alle træer, der er over 25 år gamle.
- Roserne på St. Kongensgade 108 bør udpeges til at være ikoniske.
- Træer i Kongens Have, især Blodbøgen, bør udpeges til at være ikoniske.
- Træerne på pladsdannelsen (squaren) i Dronningens Tværgade bør udpeges til at være ikoniske.
- Træerne på Kongens Nytorv bør udpeges til at være ikoniske.
- Træer på Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård bør udpeges til at være ikoniske.
- Under parktræffene i Ørstedsparken den 19. august og i Østre Anlæg den 27. august 2019 bør lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen tale med borgerne om hvilke træer i de to parker, der bør udpeges til at være ikoniske.
- Træerne langs Søerne bør udpeges til at være ikoniske.
- Der fældes træer på private arealer. Er der en tendens?
- Træerne i Østre Farimagsgade bør udpeges til at være ikoniske.
- Lokaludvalget bemyndigede Anton Skovle til sammen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn at undersøge hvilke træer på Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård, der bør udpeges til at være ikoniske.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om hvilke træer i Indre By, lokaludvalget foreslår udpeget til ikoniske træer, jf. overstående bemærkninger og jf. opsamlingen fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavns offentlige byvandring den 13. august 2019 med ikoniske træer som tema.