Mødedato: 15.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2019-2023

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2019-2023.    

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2019-2023, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 12. juni 2019 sendte Kultur- og Fritidsforvaltningen udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2019-2023 i høring i lokaludvalgene med svarfrist den 1. september 2019. Udkastet er også i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen.

Baggrunden for høringen er, at Kultur- og Fritidspolitikken 2016-2019 udløber ved udgangen af 2019. De helt centrale begreber i Kultur- og Fritidspolitikken 2020-2023 er fællesskaber, faciliteter og synergier, idræt og bevægelse, børn og unge samt kultur. Mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen er politikken en forventningsafstemning om, hvilken vej kultur- og fritidsområdet i København skal udvikle sig, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Lokaludvalget tog den 13. september 2018  stilling til Kultur- og Fritidsforvaltningen om 'Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune'.  Den 1. november 2018 forkastede Kultur- og Fritidsudvalget forvaltningens indstilling om 'Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune'.  I stedet besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at den gennemførte kortlægning af kultur- og fritidsfaciliteterne i kompasset skal indgå i arbejdet med den kommende Kultur- og Fritidspolitik.

Kultur- og Fritidsforvaltningen stod i december 2018 for offentlige workshops om kultur- og fritidspolitikken.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender nedenstående høringssvar, der er et koncentrat af lokaludvalgets beslutninger den 13. september 2018.om  'Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune'.

"Indre By Lokaludvalg har følgende bemærkninger og forslag til kommunens kultur- og fritidspolitik:

Hensigten med politikken

  • Vi oplever, at man i forvaltningerne ser Indre By som en bydel med bydækkende funktioner og mindre grad forstår at udvikle ideer og tilbud i Indre By, der retter sig mod Indre Bys borgere. Det skal vi sammen have lavet om på. Et første skridt er, at man i kultur- og fritidspolitikken udtrykkeligt slår fast, at kultur- og fritidstilbuddene i de forskellige bydele i kommunen skal matche de lokale borgeres ønsker og behov. Ønsker og behov kan bl.a. afdækkes ved borgerdialog om kultur- og fritidstilbuddene.
     

  • Det skal i Kultur- og fritidspolitikken slås fast, at kommunen kun yder tilskud til events, som kan afholdes uden at genere byens beboere.

     

  • Kultur- og fritidspolitikken skal have et socialpolitisk sigte og herunder et integrationspolitisk sigte. Der skal være et særligt fokus på, hvad og hvordan kultur og idræt kan være en indgang for udsatte borgere og/eller borgere med udenlandsk baggrund til at tage del i samfundet. 

  • De lokale børneteatre skal omtales i kultur- og fritidspolitikken.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningens rolle

  • Forvaltningen skriver i indledningen: ”Centralt i Kultur- og Fritidspolitikken står fællesskaberne og muligheden for, at københavnerne udvikler deres egen by, samt børneområdet og udviklingen af kultur- og fritidsfaciliteterne. De politiske visioner skal realiseres i samarbejder og partnerskaber med borgere, foreninger, kultur og fritidsaktører, forvaltninger, det offentlige og private.”

    Indre By Lokaludvalg er ikke enig i den tankegang. Kultur- og Fritidsforvaltningen skal tage ansvaret for drift og udvikling af kommunens kultur- og fritidstilbud. Vi er især imod ideen om at lægge driftsansvar ud til foreninger.

  • De ansatte i de lokale kulturhuse skal have en rolle som facilitatorer for oprettelsen af lokale foreninger og netværk på kultur- og idrætsområdet.

  • Forvaltningen skal arbejde systematisk med at støtte foreninger for derigennem at øge andelen af aktive medborgere. Kommunen får mest ud af sine penge ved at støtte nye og eksisterende foreninger.

  • Der er mange statslige kulturinstitutioner i Indre By, som Kultur- og Fritidsforvaltningen kan samarbejde med om kultur- og fritidstilbud til de lokale.

Faciliteterne

  • Selv om der opstår nye sociale fællesskaber og nye måder at bruge byen på, som man godt vil understøtte, skal man ikke glemme, at der fortsat er behov for arealer og ressourcer til de gamle fællesskaber og måder at bruge byen på. Der er således behov for et medborgerhus eller 2-3 kvartershuse i Indre By, som kan bruges af de lokale til fælles aktiviteter.
  • Vi foreslår, at der etableres 2-3 kvartershuse i Indre By til erstatning for Kulturhuset Indre By, som næppe kan udvikles til gavn for hele bydelen. Kvartershusene kan evt. indrettes i tomme kontorlejemål.

  • Hovedbiblioteket kommer aldrig til at fungere godt i Krystalgade. Vi foreslår, at man indretter et hovedbibliotek / hoved-medborgerhus i Palads-bygningen på Axeltorv, der ligger centralt for københavnerne.

  • Der skal samarbejdes på tværs af forvaltningerne og med private aktører, så ressourcer og arealer udnyttes bedst muligt og også kan have en dobbelt funktion. Konkret foreslår vi, at forvaltningen kontakter forsvaret om, hvordan Eksercitspladsen ved Rosenborg Kaserne kan anvendes til idræt for den lokale befolkning. 
           

Byens rum

  • Store dele af Indre Bys byrum er over-aktiveret. Vi har behov for flere byrum uden aktiviteter, hvor man kan reflektere over livet. 

  • Anvendelsen af byens rum til kultur- og fritidsaktiviteter skal ske efter en dialog med de lokale borgere og erhvervsdrivende. Et ønske på byniveau om en udendørs facilitet eller aktivitet et sted i byen skal være i overensstemmelse med de lokales ønsker og behov. Vi følger således udviklingen af Inderhavnen til en fritidsfacilitet tæt, eftersom udviklingen skal ske med respekt for Inderhavnens naboer. 
  • Legepladser bør omfattes af kultur- og fritidspolitikken og begrebet "legepladser" bør udvides, så vi taler om "kulturelle familiepladser". Tegning, maling, værksteder og tilsvarende kan evt. tænkes ind i denne løsning. Ved at få disse tænkt ind, vil der være en form for opsyn på pladsen, og dermed skabe en vis tryghed samt sikre, at der følges op på den løbende vedligeholdelse. Tryghed og vedligeholdte pladser skaber øget lyst til at anvende stederne. Skydebanen på Vesterbro er et eksempel på, hvordan en sådan fritidsplads fungerer.

  • Der skal ses på, hvordan midlertidige byrum, der opstår som følge af bygge- og anlægsarbejder, kan anvendes til kulturelle formål. 
  • Vi foreslår, at der anlægges et havnebassin på Indre By-siden af havnen, fx ved Havnegade-promenaden.

  • Vi foreslår, at Nyboder / Gammelvagt / Sankt Pauls Plads tænkes ind i udvikling af Indre By på kultur- og fritidsområdet.

  • Vi foreslår, at der etableres en motionsplads på ”Bornholmerknasten” på hjørnet af Havnegade og Slotsholms Kanal og en motionsplads på den "Grønlandske Plads”, der ligger mellem gaderne Suensonsgade og Riegensgade.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, læger sekretariatet det på Bliv Hørt-portalen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 3. prik slettes. Dvs. at følgende ikke tages med i høringssvaret:
"Kultur- og fritidspolitikken skal have et socialpolitisk sigte og herunder et integrationspolitisk sigte. Der skal være et særligt fokus på, hvad og hvordan kultur og idræt kan være en indgang for udsatte borgere og/eller borgere med udenlandsk baggrund til at tage del i samfundet." 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 4. prik formuleres: Gadeteatre og de lokale børneteatre skal omtales i kultur- og fritidspolitikken.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 10. prik formuleres: Vi foreslår, at der etableres 2-3 kvartershuse i Indre By, og at Kulturhuset Indre By bliver et af dem, eftersom Kulturhuset Indre By næppe kan udvikles til gavn for hele bydelen. De øvrige kvartershuse i Indre By kan evt. indrettes i tomme butikslejemål.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 11. prik afsluttes med: Hovedbiblioteket kunne så indrettes til skolen, vi mangler i Indre By. En ny skole er hårdt tiltrængt.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jan Frederik Hansen om, at 5. prik formuleres: Kultur- og Fritidsforvaltningen skal tage ansvaret for drift og udvikling af kommunens kultur- og fritidstilbud. Vi er imod ideen om at lægge driftsansvar ud til foreninger.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at 8. prik formuleres: Forvaltningen skal arbejde systematisk med at støtte foreninger for derigennem at øge andelen af aktive medborgere.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck og Marietta Bonnet om, at 17. prik formuleres: Vi foreslår, at der indrettes bademulighed på Indre By-siden af havnen, fx ved Havnegade-promenaden, med stiger til vandet.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om udkast til Kultur- og Fritidspolitik 2019-2023, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top