Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Byggepladshegn som udstillingssted for kunstnere

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget at tage byggepladshegn som udstillingssted for kunstnere med i arbejdet med Kunststrategi 2018-2020.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget at tage byggepladshegn som udstillingssted for kunstnere med i arbejdet med Kunststrategi 2018-2020, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Udkast til kunststrategi 2018-2020 var på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. februar 2018. Udvalget besluttede at udsætte sagen.

Af indstillingen og udkastet til kunststrategi fremgår det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår,

  • at der oprettes en samarbejdspulje for udstillingssteder, kunsthaller og museer i København
  • at Teknik og Miljøforvaltningen inviteres til et samarbejde om mere kunst i det offentlige rum
  • at der etableres kunstlegepladser og forsøgsområder, hvor kunstnere involveres i byrummets udvikling.

Desuden fremgår det af udkastet til kunststrategi, at der skal etableres et Københavns Kunstråd, som skal have en rådgivende rolle i Københavns Kommunes arbejde med - og støtte til - den visuelle kunst. Kunstrådet skal rådgive, når der arbejdes med kunst i det offentlige rum og udvikling af det kunstneriske miljø i byen og kan anvendes som kunstfaglige rådgivere for Kultur- og Fritidsudvalget i beslutninger om tilskud. Det vil være garant for dialog med byens borgere og kunstnere om den visuelle kunst i København. Rådet skal have til opgave at skabe produktive møder på tværs af institutioner, kunstnere, borgere og stat. Rådet skal desuden årligt udarbejde en strategi for dets arbejde og initiativer for året – med udgangspunkt i Kunststrategiens indsatsområder.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget:

"Indre By Lokaludvalg har med interesse læst udkastet til kunststrategi 2018-2020, som var på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. februar 2018. Vi har særligt hæftet os ved bemærkningerne i indstillingen og i strategien om mere kunst i det offentlige rum.

På baggrund af de gode erfaringer med kunst på Byens Hegn omkring metrobyggepladserne i Indre By, foreslår lokaludvalget, at man i det videre arbejde med kunststrategi 2018-2020 ser på, hvordan man kan få udsmykket byggepladshegn med kunst. Byggepladshegnene skal opfattes som udstillingssteder for kunstnere og der bør oprettes en pulje til formålet, gerne med penge fra byggesektoren. Byggesektoren må være interesseret i at være med til at gøre byen til en bedre oplevelse.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Bilag

Se bilagene til punkt 4 på dagsordenen "Strategi for kunst i byrummet".

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede forslaget om at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget at tage byggepladshegn som udstillingssted for kunstnere med i arbejdet med Kunststrategi 2018-2020, jf. løsningsafsnittet. Der var følgende bemærkninger:
    • For store byggeprojekter bør kunst på byggepladshegn være et vilkår i en byggetilladelse.
    • Der bør være kighuller i byggepladshegn, så man kan følge arbejdet.
    • For længerevarende projekter bør kunst på byggepladshegn være et vilkår i en byggetilladelse.
    • Bygherrerne og ikke byggesektoren kan have en interesse i at finansiere kunst på byggepladshegn.
    • Kommunens facadeforbud bør genoplives, så afdækning af byggepladser ikke anvendes til reklamer.
    • Lokaludvalget kan fremme kunst på byggepladshegn ved at støtte sådanne kunstprojekter.

  2. Lokaludvalget besluttede at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget at tage byggepladshegn som udstillingssted for kunstnere med i arbejdet med Kunststrategi 2018-2020, jf. løsningsafsnittet. Formanden blev bemyndiget til at inddrage ovennævnte bemærkninger i henvendelsen til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget.

Til top