Mødedato: 15.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Varslingszone vedr. natbevillinger i Nybrogade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at foreslå Kultur- og Fritidsudvalget at varsle stop for nye natbevillinger i Nybrogade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg foreslår Kultur- og Fritidsudvalget at varsle stop for nye natbevillinger i Nybrogade, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

I et svar til lokaludvalget skrev kultur- og fritidsborgmesteren den 27. februar 2018, at han ikke ønsker, at Nybrogade skal blive til et nattelivsområde med larm.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsudvalget:

"Som opfølgning på vores brev til jer den  13. februar 2018 om Nybrogade og kultur- og fritidsborgmesteren og teknik- og miljøborgmesterens svar hhv. den 27. februar og den 2. marts 2018 vil vi hermed foreslå, at der varsles stop for nye natbevillinger i Nybrogade. Nybrogade skal ikke blive til et nattelivsområde med larm. Et stop for natbevillinger i gaden og også gerne i de tilstødende gader kan modvirke en sådan udvikling.

Vi beder jer samtidig overveje et stop for natbevillinger i hele Middelalderbyen, dvs. området, som afgrænses af Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Gothersgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal, Slotsholmskanalen og Stormgade. Der bor ca. 10.000 i området. De er i varierende grad belastet nattelivet. Udviklingen gennem de senere år har vist, at det er nødvendigt med et stop for bevillinger efter kl. 03 i Middelalderbyen.

Vi forstår på kultur- og fritidsborgmesteren, at der er igangsat en undersøgelse af generne fra nattelivet i Middelalderbyen. Men med al respekt, så findes der vist tilstrækkelig viden om generne fra nattelivet, som kan bruges som grundlag for en beslutning om stop for natbevillinger i Middelalderbyen.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Bilag

  1. Orientering om varsel om stop for alle nye nattilladelser i dele af Indre By med virkning fra 9. marts 2017:

    https://www.kk.dk/artikel/varsel-om-stop-alle-nye-nattilladelser-i-dele-af-indre (ikke på papir)

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag om, at der i brevet tilføjes en bemærkning om, at kommunens undersøgelse af generne fra nattelivet i Middelalderbyen skal have opsættende virkning med hensyn til udstedelse af natbevillinger.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at det i brevet skal defineres, hvad en varslingszone er.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at det i brevet skal slås fast, at et varsel for stop for nye natbevillinger i Nybrogade skal sættes i kraft nu.

Lokaludvalget godkendte brevet til Kultur- og Fritidsudvalget om varsel af stop for nye natbevillinger i Nybrogade, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top