B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, marts 2018
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Problemstilling
Siden mødet den 8. februar 2018 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser. Henvendelserne og svarene vil være fremlagt til gennemsyn for lokaludvalgets medlemmer i lokaludvalgsmødet den 15. marts 2018.
Løsning
1. Bynet 2019
En borger har med mail den 10. februar 2018 henvendt sig til lokaludvalget om Nyt Bynet 2019, som han pointerer angår hele byen. Borgeren er af den opfattelse at kommunens planlæggere forudsætter at alle vil skifte fra bus til metro. Borgeren hæfter sig ved, at buslinje 23, som betjener Indre By mellem Østerport og Holmens Kirke vil køre med et interval på 30 minutter samt at der er for langt mellem de nye metrostationer. Han skriver afslutningsvis, at det vil være trist for Indre By, hvis folk fravælger byen, fordi busforbindelserne bliver forringet.
Sekretariatet har sendt borgeren lokaludvalgets høringssvar, som besluttet i lokaludvalgsmødet den 8. februar 2018. Endvidere har sekretariatet sendt henvendelsen videre til Økonomiforvaltningen.
2. Trafikale forbedringer på Østerbro efter Nordhavnsvejens åbning.
Rådet for Bæredygtig Trafik har med mail den 14. februar 2018 henvendt sig til lokaludvalget med en række forslag til trafikale forbedringer for cyklister og kollektiv trafik på Østerbro. Anledningen er åbningen af Nordhavnsvej.
Forslagene handler blandt andet om nye cykelstier, cykelstier i stedet for cykelbaner, fremrykning af cykelstier ved kryds, cykelruter, cykelparkering og busbaner.
Sekretariatet har sendt Rådets mail til lokaludvalgets medlemmer.
3. Projektet "MinTutor".
To projektledere fra projektet "MinTutor" har med mail den 15. februar 2018 henvendt sig til lokaludvalget, idet de søger en samarbejdspartner til udviklingen af projektet Projektet "Min Tutor" og til fondssøgningen.
De to projektledere er i gang med at etablere tutorprojektet på folkeskoler i socialt belastede områder i Københavns Kommune. Indsatsen er rettet mod de fagligt svageste elever i folkeskolen. Målgruppen er de elever, som ikke bliver vurderet uddannelsesparat i 8. klasse, og som får 00 i dansk og matematik. Målet med projektet er, at oprette en tutorordning for disse elever, med det formål at give dem et fagligt løft, samt den nødvendige støtte, for at de så kan blive vurderet uddannelsesparate i 9. klasse. Det skal fremme en hurtig og let overgang til ungdomsuddannelserne og dermed mindske andelen af elever, som falder uden for uddannelsessystemet efter 9. klasse. I MinTutor ser de en mulighed for at fastholde unge i uddannelsessystemet igennem en forbyggende indsats i folkeskolen, ved at allokere en tutor til de fagligt svageste elever.
Projektlederne stiller gerne op til et møde, hvor de kan præsentere projektet nærmere.
Sekretariatet har svaret, at lokaludvalget ikke har tradition for samarbejdsprojekter, som det foreslåede og at lokaludvalget ikke kan være med i et projekt, der ikke relaterer sig til Indre By.
4. Nyropsgade 16
En borger har med mail den 25. februar 2018 henvendt sig til lokaludvalget for at høre, hvad der skal ske på grunden Nyropsgade 16, hvor der tidligere lå en vuggestue, som nu er blevet revet ned. Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om at svare borgeren.
Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 8. marts 2018, at forvaltningen har overtaget den tidligere nødinstitution på Nyropsgade 16. Forvaltningen er i gang med at etablere en ny driftsplads. Pladsen kommer til at indeholde alle de nødvendige funktioner for en nutidig driftsplads, blandt andet en vaskeplads og mulighed for affaldsaflæsning. Det betyder, at køreafstanden til nærmeste aflæsningsmulig bliver markant kortere, for de medarbejdere der løser opgaver i denne del af byen, hvilket vil give et mere effektivt renhold af Indre By.
5. Ny Bynet
En borger har med mail den 5. marts 2018 henvendt sig til lokaludvalget og efterspurgt et trykt kort over forslagene fra Movia til nedlagte busruter og kommende busruter, når Cityringen åbner i 2019.
Sekretariatet har sendt borgeren Movias materiale om Nyt Bynet i Indre By og på Christianshavn med en beskrivelse af de forskellige ændringer i busnettet, som Movia foreslår.
6. Facere i byen
En borger har med mail den 6. marts 2018 henvendt sig til lokaludvalget for at gøre opmærksom på, at hun oplever, at facere, der står i byen, er til gene for byens beboere. Hun foreslår, at de borgere, der ikke ønsker at blive kontaktet bliver udstyret med et badge/klistermærke, hvor der står "Facer, nej tak".
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Svaret foreligger endnu ikke.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalget bliver orienteret om det, der måtte ske i sagerne.
Beslutning
Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.