B-sag: Skoleudfordringer i Indre By
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg foreslår Børne- og Ungdomsudvalget at genåbne Nørrevold Skole, jf. løsningsafsnit.
Problemstilling
I mødet den 8. februar 2018 oplyste formanden, at han i Mødeforum havde fået en orientering om skolesituationen, nemlig at der i øjeblikket arbejdes med et etablere to nye spor i Indre By. Han foreslog i Mødeforum, at Børne- og Ungdomsforvaltningen ser på, om Nørrevold Skole og Nansensgades Skole kan genåbnes.
Lokaludvalget bad ham om en indstilling til lokaludvalgsmødet den 15. marts 2018 om skoleudfordringer i Indre By.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Børne- og Ungdomsudvalget:
"Indre By Lokaludvalg har forstået, at der arbejdes med at åbne to nye spor på folkeskolerne i Indre By, selv om de fysiske rammer på skolerne i forvejen er pressede. Det betyder flere børn på mindre plads og er under alle omstændigheder en dyr løsning med en stakket frist.
Hertil kommer, at tre af de fire folkeskoler i Indre By er placeret i en klump i det nordøstlige hjørne af bydelen, mens en enkelt er placeret i det sydvestlige hjørne. Børn i Middelalderbyen og i Nansensgadekvarteret har således langt til de eksisterende folkeskoler
Indre Lokaludvalg foreslår derfor, at Børne- og Ungdomsudvalget undersøger muligheden for at genåbne Nørrevold Skole på adressen Sankt Petri Passage 1. Bygningen rummer i dag et VUC-center. Man kunne også undersøge muligheden for at genåbne Nansensgade Skole, som dog rummer en børneinstitution i dag.
Forslagene skal ses i lyset af, at der er syv privatskoler i Indre By. Selv om ikke alle børnene på skolerne er fra Indre By, er kommunen, som det ser ud nu, ikke i stand til at tilbyde blot nogle af disse at bruge en lokal folkeskole.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til medlemmerne af Børne- og Ungdomsudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foreslå Børne- og Ungdomsudvalget at genåbne Nørrevold Skole, jf. løsningsafsnittet.