Mødedato: 15.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret

Indre By Lokaludvalg skal udpege tovholdere, der deltager i Teknik-og Miljøforvaltningens borgerdialog om test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg tager henvendelsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen om test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret til efterretning.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere, der deltager i Teknik-og Miljøforvaltningens borgerdialog om test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen vil teste Smart-løsninger i vester Voldgade-kvarteret og har inviteret lokaludvalget til at deltage i borgerdialogen om projektet. Konkret vil der skulle holdes et orienteringsmøde om projektet for borgerne i Vester Voldgade.

I nedenstående henvendelse forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen om baggrunden for projektet, testens forløb, hvordan borgerne påvirkes og forventede resultater. Endvidere orienterer forvaltningen om borgerdialogen i forbindelse med projektet.

"Til Lokaludvalg Indre By

Om Copenhagen Solutions Lab
Den 3. november 2014 åbnede Copenhagen Solutions Lab i Fæstningens Materielgård, for enden af Frederiksholms Kanal. I Copenhagen Solutions Lab er vi pt. fire medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen, og vi er en del af en pilot innovations hub sammen med Realdania, Dansk Arkitektur Center m.fl. ved Bryghusprojektet, som skal være et samlingssted for kreative erhverv indenfor byudvikling, byggeri, arkitektur og design.

Smarte løsninger til København
Copenhagen Solutions Lab skal være et fælles mødested for smart city og data initiativer på tværs af Københavns Kommune. Vi skal hjælpe forvaltningerne med sparring til at anvende digitale teknologier og data til at gøre projekter i byen smartere, og samtidig skal vi være indgang til kommunen for eksterne parter og skabe samarbejder med borgere, universiteter og erhvervsliv omkring data og smart city.

- Er smarte løsninger til Københavnerne!
Når vi gerne vil anvende digitale teknologier og data i byplanlægningen skyldes det, at vi derigennem lettere når kommunens ambitiøse mål om at gøre Københavns til verdens bedste by at leve i. Ved fx at implementere intelligente trafiksystemer til at regulere trafikken, kan vi sikre at cyklister får grøn bølge, eller at busser og biler hurtigere kommer gennem byen. Ved at installere sensorer på parkeringspladserne, kan vi henvise bilisterne direkte til de ledige p-pladser, så de ikke unødigt kører rundt og forurener og skaber trængsel for andre trafikanter. Således skal de smart city teknologier vi tester medvirke til at skabe en højere livskvalitet for Københavnerne.

Test af smart city løsninger i Indre By
Vores fokus de næste måneder er bl.a. på opfølgning på Budget15, hvor det blev besluttet at understøtte og teste smarte byløsninger i København indenfor smart city konceptet Copenhagen Connecting. Første projekt omfatter H.C. Andersens Boulevard, Rådhuspladsen og Vester Voldgade, som bliver et testområde for at prøve forskellige digitale løsninger af til eksempelvis intelligent trafikstyring, smart parkering, skybrudssikring, wifi til turister mv. Disse løsninger kan på sigt udvides til hele byen, hvis de giver gode resultater i vores testområde.

Inddragelse af borgerne i Indre By
I Copenhagen Solutions Lab ønsker vi at inddrage byens borgere og virksomheder i vores arbejde, dels for at sikre at vi kender til og forstår deres udfordringer og ønsker til byen, men også for at involvere dem som medspillere i at teste og vurdere de løsninger vi prøver af, før de bliver rullet ud til hele byen. Det kunne fx være at teste en parkerings app, der viste nærmeste ledige p-plads.
Derudover finder vi det vigtigt at være i dialog med borgere og virksomheder og fortælle om, hvad vi laver og hvorfor. Smart city teknologier indebærer, at man installerer sensorer og netværk, som kan indsamle data om bl.a. borgernes brug af byen, og det stiller store krav til privatlivsbeskyttelse og sikkerhed. Det tager vi meget seriøst, og det vil vi gerne informere byen om og åbne op for en dialog med borgerne, konkret ved at afholde et orienteringsmøde i Indre By.

Indstilling til Lokaludvalget
Vi vil gerne foreslå Indre By Lokaludvalg, at vi i fællesskab laver en indsats for borgerinddragelse ifm. Smart city testområdet i Indre By. I kender jeres lokalområde, jeres borgere og virksomheder, og I er en god grobund for at have denne dialog med Indre Bys borgere og virksomheder."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager notatet til efterretning og udpegere tovholdere til borgerdialogen om projektet.

Økonomi

Borgerdialogen betales af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Videre proces

De udpegede tovholdere deltager i orienteringsmødet og orienterer lokaludvalget om sagen på det efterfølgende lokaludvalgsmøde.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog henvendelsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen om test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret til efterretning.
  2. Lokaludvalget udpegede Ingolf Ibus og Marietta Bonnet til at deltage i Teknik-og Miljøforvaltningens borgerdialog om test af Smart-løsninger i Vester Voldgade-kvarteret.
Til top