Lokaludvalgets støtte til børneforestillingen ”Hvem er du?”
Indre By Lokaludvalg skal godkende ændring af tid og sted vedr. børneforestillingen ”Hvem er du?”, som lokaludvalget har givet tilsagn om at støtte med 15.000 kr.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender ændring af tid og sted vedr. børneforestillingen ”Hvem er du?”, jf. afsnittet Problemstilling", som lokaludvalget har givet tilsagn om at støtte med 15.000 kr.
Problemstilling
På lokaludvalgsmødet den 14. september 2023 gav Indre By Lokaludvalg tilsagn til teatergruppen 2BE om støtte på 15.000 kr. til tre børneforestillinger ”Hvem er du?” i Kulturhuset Indre By. Forestillingen skulle spille i efteråret 2023.
Af forskellige årsager har det ikke været muligt at afvikle børneforestillingen ”Hvem er du?” i efteråret 2023.
Ansøger har anmodet om godkendelse af følgende ændringer:
- at forestillingen spilles den 28. og 29. december 2023 kl. 12.00.
- at forestillingen spiller på The European-Ukrainian Hub, Nicolai Eigtveds Gade 24, på Christianshavn, fremfor i Kulturhuset Indre By som angivet i ansøgningen.
Ansøger oplyser, at der ikke er mange aktiviteter til børn, særligt ukrainske børn, i juledagene, da de fleste steder har julelukket. Det er også begrundelsen for ændringen af lokation, da det er det eneste sted, ansøger kunne låne lokaler på dette tidspunkt.
Forestillingen er fortsat gratis og alle børn inviteres.
Løsning
Ændringerne er blevet forelagt lokaludvalgets puljegruppe. Et medlem af gruppen har tiltrådt ændringer. Et andet medlem af gruppen er overvejende positiv overfor ændringerne, men giver udtryk for, at aktiviteten bør finde sted i Indre By.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er det samme som i den oprindelige ansøgning og at det kun er sted og dato, der ændres.
Sekretariatet gør opmærksom på, at det af lokaludvalgets retningslinjer for støtte fremgår, at lokaludvalget som udgangspunkt ikke støtter aktiviteter, der foregår udenfor Indre By Lokaludvalgs område.
Derudover ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget tiltræder ændringerne.
Indstilling
At Indre By Lokaludvalg godkender ændringer i puljeansøgers aktivitet, herunder ændring af dato og sted jf. ovenfor.
Økonomi
Hvis lokaludvalget godkender indstillingen, vil lokaludvalget have disponeret for 180.063 kr. af 2023-puljen til puljeansøgninger, der er på 335.400 kr.
Videre proces
Sekretariatet kontakter ansøger og informerer om lokaludvalgets beslutning.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalget godkender indstillingen med forbehold for, at Christianshavns Lokaludvalgs forperson intet har at indvende mod, at Indre By Lokaludvalg støtter en aktivitet, som finder sted i Christianshavns Lokaludvalgs område.
Lokaludvalget godkendte ændring af tid og sted vedr. børneforestillingen ”Hvem er du?”, jf. afsnittet Problemstilling", med det tiltrådte ændringsforslag.