Input til seminar for lokaludvalget
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg kommer med input til et seminar for lokaludvalget
- at indre By Lokaludvalg udpeger lokaludvalgsmedlemmer til at planlægge og gennemføre seminaret. Det kan ske i samarbejde med sekretariatet.
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om borgere må deltage i seminaret jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
I mødet den 12. oktober 2023 blev der udtrykt ønske om et seminar for lokaludvalget om rammerne for lokaludvalgets virke og om, hvad lokaludvalget vil. Det blev besluttet, at der skulle udarbejdes et udkast til program for seminaret.
I mødet den 9. november 2023 besluttede lokaludvalget at afsætte en halv time af
lokaludvalgsmødet den 14. december 2023 til at drøfte indholdet i seminaret. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen om forslaget om et seminar:
- Lokaludvalget skal være borgernes talerør ind i kommunen.
- Lokaludvalget bliver kørt over.
- Seminaret skal føre til, at der bliver mindre fnidder i lokaludvalget.
- Lokaludvalget kan invitere en forvaltning og et medlem af Borgerrepræsentation til at fortælle, hvordan de bruger lokaludvalget.
- Lokaludvalget skal ikke invitere borgere til at deltage i seminaret.
I sit møde den 29. november 2023 drøftede Byudviklingsgruppen seminaret. I bilaget ses uddrag af referatet af mødet.
Løsning
Lokaludvalgets medlemmer kommer med input til et seminar for lokaludvalget.
Der afsættes op til 30 minutter af lokaludvalgsmødet til dette punkt på dagsordenen.
Åbent eller lukket seminar
Lokaludvalget kan vælge at holde seminaret som et åbent seminar, hvor beboere i Indre By inviteres til at deltage. Dette kan give et friskt, nyt perspektiv på lokaludvalgets arbejde. Borgere, som ønsker at deltage, vil skulle tilmelde sig.
Økonomi
Hvis borgere ikke må deltage i seminaret, betales seminaret af sekretariatets budget.
Hvis borgere må deltage i seminaret, betales det af lokaludvalgets pulje. I givet fald foreslås det, at lokaludvalget afsætter en ramme på 30.000 kr. til seminaret.
Der vil være udgifter til lokaleleje, forplejning og eventuelle oplægsholdere.
Videre proces
Der stiles mod at holde seminaret en lørdag i foråret 2024.
Hvis borgere må deltage i seminaret, annonceres muligheden herfor på lokaludvalgets hjemmeside, Facebookside og Instagramside samt i lokaludvalgets nyhedsbrev.
Beslutning
- Der var følgende input til et seminar for lokaludvalget fra lokaludvalgets medlemmer:
- Der bør udarbejdes kommissorier for lokaludvalgets faste arbejdsgrupper.
- Der bør udarbejdes retningslinjer for lokaludvalgsmedlemmernes adfærd internt og eksternt. Lokaludvalget skal kunne tackle modsætninger på en ordentlig måde.
- Lokaludvalget skal drøfte, hvordan det skal anvende bydelsplanen. Der bør være en strategi for det.
- Byudviklingsgruppens input skal tages i betragtning ved planlægningen af seminaret.
- Lokaludvalgets medlemmer bør komme bedre forberedt til lokaludvalgsmøderne.
- Lokaludvalget bør udfordre "Plejer" og stille spørgsmål ved, hvorfor man gør som man gør.
- Lokaludvalget skal ikke være konfliktsky.
- Lokaludvalget udpegede Jep Loft, Lean Milo, Sally Mountfield, Peder Kjøgx, Marietta Bonnet, Anton Skovle, Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann til at planlægge og gennemføre seminaret.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at seminaret er internt for lokaludvalgets medlemmer og suppleanter.