Distortion 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. november 2023 om Distortion 2024. Se bilaget og nedenfor.
Problemstilling
I følge Distortion-hjemmesiden holdes eventen i perioden den 29. maj-2. juni 2024.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. november 2023, at give arrangøren af Distortion (Nus/Nus ApS) principielt tilsagn om at kunne gennemføre Distortion gadefesten på Nørrebro samt Distortion X-arrangementerne på Nørrebro og i Indre By i 2024, dog således, at forvaltningen giver konkret arrangementstilladelse på baggrund af hoved- og detailansøgninger fra arrangøren.
Der gives bl.a. tilladelse til Distortion X-arrangementer på Rådhuspladsen og ved Øster Voldgade. Distortion X-arrangementer er indhegnede musikzoner og vil bl.a. have et højere sikkerhedsberedskab med "crowd safety" og vagtkontrol ved indgangspartiet. Billetsalget vil sikre, at der ikke sælges flere billetter end den maksimale kapacitet i den enkelte musikzone.
Derudover forventer forvaltningen, at Distortion vil afholde aktiviteter på Refshaleøen Øst og Vest fredag den 31. maj til søndag den 2. juni 2024, men der er forvaltningen ikke grundejer. Områderne er dog omfattet af byggesagsbehandling ved arrangementer og miljøregulering ved bl.a. ’Forskrift for udendørs musikarrangementer’.
I forbindelse med beslutningen den 27. november 2023 i Teknik- og Miljøudvalget var der følgende protokolbemærkninger:
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Forvaltningen skriver i sin sagsfremstilling og vurdering, at 'de kulturelle og oplevelsesmæssige værdier, som Distortion 2024 bidrager med, konkret må tillægges mere vægt end de nabo-, miljø- og støjgener samt renholdelsesproblematikker, arrangementet afstedkommer'. Denne vurdering er vi ikke enige i - der må og skal tages et større hensyn til byens beboere end hvad sagen og denne vurdering lægger op til. Vi støtter, at der gives en ét årlig tilladelse til afholdelse af begivenheden, men ser gerne, at der kommer et større fokus på de gener den medfører, og at rotationen mellem bydele bredes mere ud - herunder også at flere dele af festen flyttes væk fra de tætte beboelsesområder.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ønsker fremadrettet, at Distortion placeres så det gener byens borger mindst muligt, dette betyder, at arrangementet i så vidt muligt omfang skal placeres, så det ikke foregår foran folks soveværelsesvindue. Endvidere er det væsentligt, at arrangørerne sikrer indsamling af skrald, renhold og efterfølgende oprydning.”
Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Parterne ønsker at få tilsagnet til behandling tidligere næste år, og forventer at se Distortion placeret i en anden bydel end Nørrebro og Vesterbro.”
Langebrogade
Af bilaget til indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget fremgår det, at der søges om tilladelse til Distortion-aktiviteter på Langebrogade ved Langebro. NusNus Aps har til Teknik- og Miljøforvaltningen oplyst, at aktiviteter ved Langebro ikke er aktuelt i 2024. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen ikke taget stilling hertil i indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Indre By Lokaludvalg drøfter Teknik- og Miljøudvalgets beslutning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen vil sagsbehandle ansøgningerne fra arrangøren og herefter udarbejde vilkårene for hoved- og detailtilladelserne til arrangementet indenfor de rammer, der er skitseret i indstillingen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. november 2023 om Distortion 2024. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
- Distortions rotationsprincip bør omfatte Indre By.
- Øster Voldgade, hvor der planlægges Distortion-aktiviteter, er en hovedfærdselsåre.
- Møderne med forvaltningen og med NusNus ApS, som står bag Distortion, er værdiløse. Der er behov for at tage fat i rammerne for Distortionaktiviteterne.
- Distortion bruger og slider på Indre By. NusNus ApS bør give noget tilbage til Indre By.
- Teknik- og Miljøforvaltningen har givet udtryk for, at en aktivitet som Distortion har forret i forhold til beboernes ønsker. Men hvad bidrager Distortion konkret med? Hvorfor skal Distortion have kulturstøtte?
- Teknik- og Miljøforvaltningen bør udføre eventanalyser som man gør i London, hvor både fordele og ulemper ved de forskellige events belyses. Fx. betød Tour de France-starten, at der var mindre omsætning i butikkerne i en del af Strøget end normalt, men det forhold er ikke kendt.
- Events vil ikke blive placeret udenfor Indre By og brokvartererne. Arrangørerne skal bruge det centrale København som kulisse.
- Lokaludvalget bør spørge Indre By Borgerpanel, om folk er holdt op med at klage over gener fra events som Distortion og om de vælger at tage væk fra deres bolig, mens eventen står på.
- Events bruger fortsat dieselgeneratorer.
- Der er behov for et dialogmøde med forvaltningen.
- Det fremgår af forvaltningens tilladelser til events, at arrangørerne skal informere berørte beboere. Lokaludvalget bør oplyse forvaltningen om arrangørernes mangelfulde information.
- Det, der foregår, er ikke rimeligt, men det er ikke det samme som at lokaludvalget mener, at Distortion skal nedlægges.
2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jens Erik Frandsen om at bemyndige Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om forhold vedr. events og herunder vedr. Distortion jf. bemærkningerne ovenfor.