Mødedato: 14.12.2023, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, december 2023

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 9. november 2023 til efterretning.

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1.  Opfølgning på korrespondance om mulig procedurefejl ifm. skitseforslag til Kastelsvej

Den 6. november 2023 fulgte en borger op på en korrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen angående processen for Bylivsgadeprojektet Kastelsvej. Borgeren udtrykker en oplevelse af, at almene borgere har svært ved at deltage i forvaltningens praksis f.eks. i forbindelse med høringer.

Se svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen i bilaget.

2. Borger om trappebredde i Tordenskjoldsgade 19
Med mail den 16. november 2023 bad en borger lokaludvalget om at undersøge, hvorvidt bygningsreglementet (BR18) bliver opfyldt med hensyn til bredde af trappeløb i Tordenskjoldsgade 19. Borgeren oplyser, at det fremgår af en parts-høringstekst fra den 10. juli 2023, at den fremtidige bredde på trappeløbet bliver 0,9 m. mens den ifølge BR18, §57 skal være mindst 1 m.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen i bilaget. 

3. Borger om Miljøpunkt Indre By & Christianshavns udflugt til UFF i Køge
Med mail den 27. november 2023 udtrykte en borger ærgrelse over, at Miljøpunktet Indre By & Christianshavn støtter en ”spekulativ og korrupt organisation som UFF / Tvind” med henvisning til artikler om mistanke om svindel ifm. deres tøjindsamling. Borgeren henviste til Miljøpunktets offentlige udflugt den 29. november 2023 til UFF Humana i Køge, hvor der sorteres tekstilaffald. Borgeren opfordrer til, at arrangementet aflyses.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har svaret borgeren. Se svaret i bilaget. 

4. Borger om manglende belysning ved Sct. Jørgens Sø

Med mail den 5. december 2023 spørger en borger om, hvorfor der ikke er belysning omkring Sct. Jørgens Sø om aftenen, som der er ved de andre søer på strækningen. Ifølge borgeren skaber det utryghed og udgør en fare for løbere, som ikke kan terrænet i mørket. I samme forbindelse spørger borgeren, om der er planer om at skabe bedre belysning omkring søen.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Svaret foreligger endnu ikke.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 9. november 2023 til efterretning.

Til top