Mødedato: 14.12.2017, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar om kommuneplantillæg for butiksstørrelser i detailhandlen

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om et kommuneplantillæg for butiksstørrelser i detailhandlen.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om kommuneplantillæg for butiksstørrelser i detailhandlen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Via Bliv Hørt-portalen gennemfører Økonomiforvaltningen en forudgående offentlighed for et kommuneplantillæg, der skal implementere Planlovens nye bestemmelser for detailhandel i Kommuneplan 2015.

I 2. afsnit på side 3 i høringsmaterialet nævnes, at der gennemføres et tillæg nu, i stedet for at vente til den kommende kommuneplanrevision, for at imødekomme efterspørgslen efter muligheden for store udvalgsvarebutikker i City.

Før lovændringen var den maksimale butiksstørrelse for dagligvare- og udvalgsvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 3.500 m² og 2.000 m², og den maksimale butiksstørrelse for butikker i lokalcentre til 1.000 m². Der kan dog hvert fjerde år planlægges for 9 store udvalgsvarebutikker med over 2.000 m² – 3 i City (inkl. Fisketorvet) og 3 i Ørestad City, samt 3 i de øvrige bymidter under ét.

Med lovændringen er den maksimale butiksstørrelse for dagligvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 5.000 m² og i lokalcentre til 1.200 m². Grænsen for den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker er ophævet og fastlægges derfor af kommunen i kommuneplanen.

Formålet med det kommende kommuneplantillæg er således generelt at ændre Kommuneplan 2015’s butiksstørrelser i bymidter og lokalcentre inden for Planlovens nye rammer, mens andre forhold i detailhandelsrammerne, herunder afgrænsning af eller det samlede mulige detailhandelsareal i de enkelte rammer, ikke forventes at blive ændret. Eventuelle yderligere ændringer vil afvente den kommende revision af kommuneplanen, der forventes af ske i 2019.

Høringsfristen er den 17. december 2017.

Løsning

Byudviklingsgruppens drøftelse
Byudviklingsgruppen har drøftet sagen i sit møde den 29. november 2017. Fra referatet af mødet:
"Regeringen har ændret planloven, givet lov til større butikscentre. Ved udvalgsvarer kan kommunen selv fastlægge en maksimal størrelse, for dagligvarer i bycentrum/bymidter, er kvadratmeterstørrelsen sat op. Det er et kendetegn for Indre By, at små størrelse butikker er normen, de større hører ikke hjemme i centrum.  De små butikker skal prioriteres. På side 3 - for at følge planloven må man lave et kommuneplantillæg. Københavns Kommune har ikke den store interesse i det, men man må tilpasse sig regeringens nye lov. Vi mener, man bør udpege steder hvor man kan have store butikker - styrer det ved at forvaltningen finder egnede steder i kommunen, bl.a. trafikalt begrundet. Vi mener ikke, at der er gode steder tilbage i Indre By. Vi opfordrer kommunen at lave krav til større butikscentre om at der skal tilbydes mulighed for at låne transport til at køre varer hjem på, fx ladcykler som IKEA nu vil."

Uddrag fra Indre By Bydelsplan
”Overordnet skal Indre By derfor udvikle sig sådan, at der igen bliver plads til beboere og til detailhandel i Indre By. Lokaludvalget ønsker at fremme det lokale miljø og særpræg i de forskellige kvarterer. Indre By skal være for alle og ikke kun for gæsterne.”

”Butiksstrukturen i Indre By skal understøtte, at bydelen rummer beboelse. Specialbutikker og detailhandel skal igen have fodfæste i Indre By til glæde for hele Hoved­stadsregionen. Der pågår en uheldig udvikling i Indre By, hvor kædeforretninger, restauranter og cafeer er ved at sætte sig på det hele. De må gerne være her, men ga­derne i Indre By skal ikke ligne andre storbyers hovedstrøg. Indre By skal være stedet, hvor man køber det, man ikke kan få andre steder. En af de måder, man kan bremse at de små butikker presses ud, er ved at forbyde sammenlægning af butiksarealer, idet de internationale kæder normalt kræver butikker med et stort areal.”

Forslag til høringssvar
Formanden foreslår følgende høringssvar:

"Økonomiforvaltningens forudgående offentlighed for et kommuneplantillæg, der skal implementere Planlovens nye bestemmelser for detailhandel i Kommuneplan 2015 er begrundet med, at man vil imødekomme efterspørgslen efter muligheden for store udvalgsvarebutikker i City.

Lokaludvalgets holdning til sagen kommer til udtryk i følgende to uddrag fra Indre By Bydelsplan 2017:

”Overordnet skal Indre By derfor udvikle sig sådan, at der igen bliver plads til beboere og til detailhandel i Indre By. Lokaludvalget ønsker at fremme det lokale miljø og særpræg i de forskellige kvarterer. Indre By skal være for alle og ikke kun for gæsterne.”

”Butiksstrukturen i Indre By skal understøtte, at bydelen rummer beboelse. Specialbutikker og detailhandel skal igen have fodfæste i Indre By til glæde for hele Hoved­stadsregionen. Der pågår en uheldig udvikling i Indre By, hvor kædeforretninger, restauranter og cafeer er ved at sætte sig på det hele. De må gerne være her, men ga­derne i Indre By skal ikke ligne andre storbyers hovedstrøg. Indre By skal være stedet, hvor man køber det, man ikke kan få andre steder. En af de måder, man kan bremse at de små butikker presses ud, er ved at forbyde sammenlægning af butiksarealer, idet de internationale kæder normalt kræver butikker med et stort areal.”

Det er et kendetegn for Indre By, at butikkerne er små. Lokaludvalget mener, at de små butikker forsat skal prioriteres. Større butikker hører ikke hjemme i centrum, hvorfor kommunen bør udpege andre steder, hvor man kan have store butikker, bl.a. ud fra en trafikal begrundelse. 

Derudover opfordrer lokaludvalget kommunen til at stille krav til større butikker og butikscentre om, at de skal tilbyde mulighed for at låne transport til at køre varer hjem på, fx ladcykler som IKEA nu vil.

Endelig beder lokaludvalget om, at forvaltningen nøje overvejer det foreliggende kommuneplantillæg samt den kommende kommuneplanstrategi i lyset af udviklingen indenfor e-handel. Medierne omtalte fornylig, hvordan e-handel har lukket storcentre i USA.

Indre By Lokaludvalg beder på den baggrund forvaltningen skrive et notat til Økonomiudvalget og lokaludvalget med en vurdering af, 

  • hvordan muligheden for at etablere store udvalgsvarebutikker i City (dvs. Middelalderbyen) vil påvirke detailhandelsstrukturen i Indre By og hvordan trafikstrukturen i Indre By vil udvikle sig: Den offentlige trafik, fodgængertrafik, biltrafik og -parkering samt cykeltrafik og -parkering.
  • hvordan udviklingen indenfor e-handel vil påvirke detailhandlen i Københavns Kommune som helhed.

Borgerdialog
Lokaludvalget har annonceret muligheden for at kommentere sagen overfor lokaludvalget. Ingen borgere har benyttet sig af muligheden.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv hørt-portalen.

Forvaltningen oplyser, at når den forudgående høring er ovre, vil der blive udarbejdet en hvidbog, som vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandling af et forslag til kommuneplantillæg. Forslaget til kommuneplantillæg kommer derefter i offentlig høring.

Beslutning

Gunna Starck stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget spørger om hvem, der har behov for store udvalgsvarebutikker i City.

Gunna Starck stillede ændringsforslag  om, at lokaludvalget spørger, hvad kommunen vil med Middelalderbyen.

Gunna Starck stillede ændringsforslag om, at der i høringssvaret indføjes følgende bemærkning. "Når først butikker med mange, dyre kvadratmeter er etableret, er der ingen vej tilbage. De store butikker fremmer ikke bylivet og man kan risikere, at de står tomme med en uddød Middelalderby til følge."

 

Lokaludvalget stemte om ændringsforslagene fra Gunna Starck:
For stemte 14 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 4 lokaludvalgsmedlemmer.
Ingen undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget tiltrådt ændringsforslagene fra Gunna Starck.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om kommuneplantillæg for butiksstørrelser i detailhandlen, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top