Mødedato: 14.12.2017, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerpanelundersøgelse om parkering

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om parkering.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg gennemfører en borgerpanelundersøgelse om parkering på det grundlag, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere, som sammen med sekretariatet formulerer undersøgelsens spørgsmål og konkluderer på svarene.

 

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har tidligere besluttet, at det ikke vil stille Indre By Borgerpanel til rådighed for Teknik- og Miljøforvaltningens bydækkende bruger- og holdningsundersøgelse på parkeringsområdet. Lokaludvalget vurderede, at forvaltningens undersøgelse havde en række mangler. I mødet den 12. oktober 2017 var der således følgende bemærkninger til grundlaget for undersøgelsen:

  • Cykelparkering er ikke vægtet tilstrækkeligt i oplægget til undersøgelsen.
  • Bilparkering er vægtet for højt i oplægget til undersøgelsen set i lyset af, at 2/3 af husstandene i Københavns Kommune ikke har bil.
  • Mange bilejere er også cyklister. Hvorfor bliver de afskåret fra at besvare spørgsmål rettet mod cyklister?
  • Oplægget til undersøgelse kommer ikke ind på, at der er begrænset plads i byrummet.
  • Man bør opgøre antallet af parkeringspladser på private arealer, fx i gårdene i Indre By.
  • Plads til fodgængere bør indgå i undersøgelsen. Alle er fodgængere.
  • Det forhold, at gæster til borgerne i kommunen, skal kunne parkere deres bil, bør indgå i undersøgelsen.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har overfor sekretariatet tilkendegivet, at det vil tage resultaterne af en borgerpanelundersøgelse om parkering, som lokaludvalget selv står for, med i sin kortlægning af borgernes og brugernes oplevelse af bilparkering og cykelparkering i København.

Formanden foreslår derfor, at lokaludvalget gennemfører en borgerpanelundersøgelse om parkering, der tager udgangspunkt i spørgsmålene, som Teknik- og Miljøforvaltningen har formuleret. Se bilaget. Det overlades til tovholderne at justere og supplere spørgsmålene, så de passer til forholdene i Indre By.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Undersøgelsen gennemføres i den første uge af januar 2018. I mødet den 11. januar 2018 drøfter lokaludvalget resultaterne og konklusionerne, og beslutter at sende dem til Teknik- og Miljøforvaltningen med de kommentarer, det måtte have.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal gennemføre en borgerpanelundersøgelse om parkering på det grundlag, der fremgår af løsningsafsnittet. Der var følgende bemærkninger:
    • Der skal være spørgsmål, som giver svar på, hvor meget Indre Bys borgere bruger deres bil og i hvilken grad bilen "besætter" en parkeringsplads.
    • Der skal være spørgsmål, som giver svar på, hvor meget Indre Bys borgere bruger deres bil i forhold til hvor meget de bruger deres cykel.
    • Indre Bys borgere skal spørges om, i hvilken grad de er enig i afsnittene i Indre By Bydelsplan om bilparkering og cykelparkering.
    • Der skal være spørgsmål, som giver svar på, hvordan borgerne vurderer deres behov for at have en bil.
    • Lokaludvalget bør spørge Teknik- og Miljøforvaltningen, om problemerne med parkering i Indre By skyldes pendlernes parkering eller beboernes parkering.
    • Lokaludvalget bør inddrage medarbejderne i Indre Bys virksomheder mv. i undersøgelsen.
    • Borgerpanelundersøgelsen skal kvalificere Teknik- og Miljøforvaltningens undersøgelse for så vidt angår Indre Bys borgeres parkerings- og kørselsvaner.
    • Spørgsmål 11 i Teknik- og Miljøforvaltningens spørgeskema om hvilken type parkeringsplads man benytter ved din bolig, er upræcist.
    • Svar fra delebilister tæller dobbelt i Teknik- og Miljøforvaltningens undersøgelse.
  2. Lokaludvalget besluttede at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om parkering med udgangspunkt i Teknik- og Miljøforvaltningens spørgeskema og bemærkningerne ovenfor.
  3. På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at borgerpanelundersøgelsen skal gennemføres indenfor perioden 10.-17. januar 2018.
  4. Lokaludvalget udpegede Hans-Henrik T. Ohlsen, Kjeld A. Larsen, Jens Erik Frandsen, Gunna Starck og Anton Skovle til sammen med sekretariatet at formulere undersøgelsens spørgsmål og konkludere på svarene.

 

Til top