Mødedato: 14.12.2017, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar om lokalplanforslaget "Østergade 27"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om lokalplanforslaget "Østergade 27".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget "Østergade 27", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt lokalplanforslaget "Østergade 27" i offentlig høring via Bliv Hørt-portalen. Svarfristen er den 10. januar 2018.

Aage Bangs Fond ønsker en ombygning af tagetagen på ejendommen Østergade 27 ’A. C. Bangs Hus’ med en udvidelse på ca. 130 m2 samt at forskønne ejendommens gavl mod Lille Kongensgade. 

Formålet med lokalplanforslaget er at sikre, at det bevaringsværdige hus ombygges på en sådan måde, at ejendommens oprindelige karakter fastholdes. Derudover er formålet med lokalplanen indarbejde bestemmelserne i lokalplan nr. 152 "Strøget" for ejendommen samt at regulere anvendelsen af stueetagen og sikre, at facadernes skiltning og belysning bidrager til at opretholde en aktiv butiksgade og bibeholde den æstetiske kvalitet i gadeforløbet. Lokalplanforslaget indeholder tillige bevaringsbestemmelser for A.C. Bangs Hus og Gerhard Hennings kunstværk ’Pigen med pelsdyret’. Lokalplanen er i overensstemmelse med Kommuneplan 2015.

Løsning

Byudviklingsgruppen har drøftet sagen og har ikke umiddelbart bemærkninger til den.

Formanden foreslår, at høringssvaret tager udgangspunkt i det høringssvar, som det lokaludvalget sendte den 26. april 2016 i forbindelse med den interne høring (se bilaget):

"Indre By Lokaludvalg hilser det velkomment, at lokalplanforslaget sikrer, at kunstværket "Pigen med pelsdyret" bevares.

Af indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget fremgår følgende under "Parkering":
"Der fastlægges parkeringsnorm i  overensstemmelse med kommuneplanen 2015, svarende til 1 plads pr. 200 m2 boligareal og/eller serviceerhverv. Lokalplanen giver mulighed for at parkering kan etableres udenfor området."

Lokaludvalget opfordrer forvaltningen til forsøgsvis at kæde en tilladelse til etablering af beboelseslejlighederne sammen med et krav om, at beboerne i tagetagerne erklærer sig indforstået med, at adressen i tagetagerne ikke giver adgang til beboerlicens.

Venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet, Henrik Anton Svendsen og Helle Bonnesen om, at lokaludvalget indføjer en bemærkning i høringssvaret om, at miljøet omkring kunstværket "Pigen med pelsdyret" skal bevares. 
    Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplanforslaget "Østergade 27", der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.
  2. Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til lokaludvalgets møde den 11. januar 2018 om fortætningen af Indre By i form af  ekstra tagetager på ejendomme til boliger.
Til top