B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, november 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 10. oktober 2024 til efterretning.
Problemstilling
Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.
Løsning
1. Tidsbegrænsning på ladepladser
Den 11. oktober 2024 skrev en borger til lokaludvalget:
"Har d.d. sendt nedenstående til Område for parkering hos KK. Er det ikke et emne for lokaludvalget at gå ind i?
Fredag klokken lidt over 10. Jeg er beboer i indre by og ejer af en hybridbil. Har været ude at køre og bilens batteri er ved at være i bund. Kører forbi tre steder med opladning i mit nabolag, men de er nu ændret til 3 timers begrænsning. Da jeg ikke ønsker at spilde arbejdstid senere, vælger jeg at parkere bilen på en almindelig parkeringsplads og acceptere, at den kommer til at køre på benzin det næste stykke tid.
Det er jeg åbenlyst ikke den eneste, der gør, da stort set alle ladepladser var tomme. Den nye tidsbegrænsning er uigennemtænkt og får mig formegentlig til at vælge en benzinbil næste gang i stedet for en ren elbil. Begrænsningen bør droppes eller tidsrummet udvides væsentligt."
Borgeren har vedlagt svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen (se bilagsoversigten) og skrevet til sekretariatet, at det er en politisk beslutning, som næppe vil blive ændret.
Sekretariatet orienterer borgeren om, hvorvidt lokaludvalget vil gå videre med problematikken.
2. Ansøgning om udførelse af 3 tagboliger, Tordenskjoldsgade 19
En borgere orienterede den 14. oktober 2024 lokaludvalget om hans mailkorrespondance med Teknik- og Miljøforvaltningen om en ny ansøgning for et tagboligprojekt på ejendommen Tordenskjoldsgade 19.
Den 27. september 2024 svarede Teknik- og Miljøforvaltningen borgeren, at forvaltningen stadig er i gang med at vurdere den seneste indsendelse, men at man forventer at sende projektet i naboorientering. Det blev bl.a. oplyst, at Indre By Lokaludvalg vil blive hørt og at sagen vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget efter høringen, før en afgørelse kan træffes.
I mailen den 14. oktober 2024 fremhæver borgeren følgende i Teknik- og Miljøforvaltningens svar den 27. september: "Begrundelse på afslaget på dispensationen fra lokalplanen var at det samlede udtryk og helhedsvirkning i det ansøgte projekt, herunder særligt kvistenes placering i tagfladen, ikke vurderes at være i overensstemmelse med bygningens individuelle arkitektoniske udtryk og detaljering."
Borgeren nævner, at det lige præcis er det, som Indre By Lokaludvalg, Gammelholm Beboerforening og ca. 30 beboere på Gammelholm er fokuseret på: At bevare porten til Gammelholm, som dannes af de to bygninger Tordenskjoldsgade 19/Holbergsgade 5 og Holbergsgade 8.
Borgeren har også orienteret lokaludvalget om hans mail til Teknik- og Miljøudvalget om problematikken.
3. Udlejede elcykler
Med mail den 19. oktober 2024 skrev en borger til lokaludvalget, at der hersker et rent anarki med hensyn til parkerede udlejede elcykler i Indre By.
Hun fortæller, at der i to døgn har stået fire elcykler foran hendes ejendom i Bartholinsgade fra firmaet “Lime”, som spærrer fortovet. Hun nævner også, at udlejede elcykler optager plads i ejendommenes cykelstativer. Hun mener, at udlejningscyklerne er en pestilens, sådan som de er hensynsløst parkeret rundt omkring i København.
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare hende og lokaludvalget. Se svaret i bilagsoversigten.
4. Støtte til etablering af udendørs calisthenics-facilitet i Indre By
Den 24. oktober 2024 skrev formanden for Dansk Calisthenics, Street Workout Forbund og Calisthenics Copenhagen Folkeoplysende Forening til lokaludvalget, at han i disse roller arbejder for at udbrede calisthenics-sporten, særligt for børn og unge, og at han har hørt, at lokaludvalget har udtrykt interesse for at etablere udendørs urbane idrætsfaciliteter i Indre By.
Han nævner, at han er blevet opfordret til at kontakte lokaludvalget af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Han tilbyder sin hjælp og ekspertise til at sikre, at den nye udendørs facilitet kan opfylde de krav og ønsker, der er til et træningsanlæg for både børn, unge og voksne, og at han gerne deltager i eventuelle møder.
Forpersonskabet vil aftale et møde med ham. Lokaludvalgsmedlemmer, som ønsker at deltage i mødet, skal maile til sekretariatet.
5. Hvad helvede er det der foregår i vores gader
Med mails den 27. oktober 2024 og efterfølgende dage samt med SMS'er til lokaludvalget, lokaludvalgets sekretariat og lokaludvalgets forperson giver en borger udtryk for, at kommunen ikke kerer sig om byen eller byens borgere.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare hende på nogle af de forhold, hun nævner. Svaret foreligger endnu ikke.
6. Parkering
Med mail den 28. oktober 2024 orienterede en borger om konsekvenserne for hende og andre af Borgerrepræsentationens nye tiltag på parkeringsområdet. Hun bad lokaludvalget nævne problematikken for politikerne.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare hende og lokaludvalget. Svaret foreligger endnu ikke.
7. Cykelforhold i Indre By
Den 29. oktober 2024 orienterede Teknik- og Miljøforvaltningen lokaludvalget om et svar til en borger, som tidligere har skrevet til lokaludvalget om cykelforholdene i Indre By.
Uddrag af forvaltningen svar: "Som tidligere oplyst, fører forvaltningen kontinuerligt tilsyn med vejene. I forlængelse af disse tilsyn bliver der løbende udført mindre hullapninger og midlertidige istandsættelser, bl.a. på baggrund af indmeldinger fra borgere via Giv Et Praj: https://www.kk.dk/borger/parkering-trafik-og-veje/giv-et-praj
Forvaltningen har noteret de vejstrækninger du oplyser, og der vil på baggrund af din henvendelse snarest blive udført et ekstra tilsyn på de pågældende vejstrækninger: Klosterstræde, Skindergade, Store Kirkestræde, Nikolaj Plads, Lille Kongensgade, Niels Hemmingsens Gade, Bremerholm, Studiestræde."
8. Udlejningscykler
Med mail den 29. oktober 2024 orienterede en borger om hans mail til teknik- og miljøborgmesteren og transportministeren om udlejningscykler. Han nævner bl.a., at han tidligere har gjort opmærksom på de ret store gener der er med udlejningscyklerne som hensættes overalt i byen og ofte til stor gene for andre mennesker, erhvervsdrivende m.fl. Det er sket gennem utallige henvendelser til Kommunen via mail og PRAJ og det ser desværre ikke ud til at hjælpe.
Han spørger om, hvad kommunen har tænkt sig at gøre ved informationen, skiltningen og opfølgningen på de nye regler for, hvor man må parkere sin cykel. Han spørger også om udlejningscyklerne, som holder udenfor stativerne, vil blive fjernet, opmærket eller på anden måde påtalt.
I en anden mail samme dag fortæller han, at han ikke kan deltage i lokaludvalgets borgermøde den 31. oktober om cykelparkering, men at han gerne vil modtage resultaterne af borgermødet mm. Det har sekretariatet lovet ham, at han får.
9. Gågadeskilt på Hauser Plads
Med mail den 4. november 2024 orienterede en borger lokaludvalget om hendes mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om, at et gågadeskilt på Hauser Plads stort set altid bliver overset eller ignoreret af bilister, hvorfor det ikke opfylder sin tiltænkte funktion. Hun oplyser desuden, at skiltet står for tæt på en bolig og derfor kan bruges som trappetrin til at komme ind i boligen. Hun beskriver et par episoder, hvor uvedkommende har forsøgt dette. Af de to grunde ønsker hun skiltet flyttet.
10. Udendørsservering
Med mail den 29. oktober 2024 spurgte en borger lokaludvalget om, hvordan man ser, om en cafe har tilladelse til udendørs servering og om hvordan man ser vilkårene for tilladelsen. Han nævner om Kismet, Adelgade 14, at det tidligere forlød, at udendørsservering ikke ville være tilladt.
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Se svaret i bilagsoversigten.
11. Forholdene i Knabrostræde ved Chateau Motel
Med mail den 4. november 2024 beskrev en borger forholdene i Knabrostræde torsdag, fredag og lørdag nat. Han udtrykker undren over, at tingene får lov at tage overhånd og foreslår, at Chateau Motel pålægges at holde sin kø inde i egen gård, samt at opstille ordentlige toiletter, der kan benyttes af de ventende gæster. Han understreger, at han på ingen måde ønsker, at nattelivet skal uddø, men at vi som minimum må blive enige om forpligtende spilleregler, som kan efterleves af de erhvervsdrivende, der tjener penge på kaos.
Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare borgeren og lokaludvalget. Svaret foreligger endnu ikke.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.