B-sag: Omlægning af Webersgade og Sølvgade
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, der ses i løsningsafsnittet, om Webersgade og Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Hans-Henrik T. Ohlsen har foreslået Teknik- og Miljøforvaltningen et bylivsgadeprojekt i Webersgade. Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet, at ideen ikke kan realiseres. Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 10. oktober 2024.
Lokaludvalget besluttede,
- at tilkendegive overfor Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget ikke prioriterer bylivsgadeprojektet for Webersgade.
- at tilkendegive overfor Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget senere vil komme med forslag om trafikken i Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet og om trafikken i Webersgade.
Se indstillingen og beslutningen her:https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Indre%20By%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-10102024/referat/punkt-10
Indre By Bydelsplan om Webersgade samt Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet
Webersgade samt Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet er omtalt i Indre By Bydelsplan:
Side 14
”Lokaludvalgets ønsker for kvarteret (…)
- at den tunge trafik bør ledes bort fra Webersgade, der er en forholdsvis smal beboelsesgade. Ved den seneste trafiktælling offentliggjort på KK-kort er andelen af tung trafik på Webersgade 6,6 procent.
- at det bør undersøges, hvordan fortovene i Webersgade og Sølvgade kan gøres bredere.”
Side 24
”Af hensyn til miljøet i beboelsesområderne i Webersgade og Sølvgade mener lokaludvalget, at udgangspunktet for regional bustrafik mod nord skal flyttes fra Nørreport til Trianglen, hvor fra der er god forbindelse til og fra steder i byen med Metro.”
Side 26
”Lokaludvalget mener, at hastigheden skal nedsættes til 30 km/t på samtlige gader, der fører gennem i Indre By. Med projektet ”Ned i fart” ser dette for indeværende (2023) ikke ud til at gælde for alle gader i bydelen, heriblandt Sølvgade og Webersgade.”
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:
”I Webersgade er fortovene smalle og der er meget trafik, og en forholdsvis stor del af trafikken er tung trafik, fordi mange offentlige busser kører gennem gaden.
Webersgade er ikke egnet til denne trafikbelastning. Der er tale om et gaderum i et beboelsesområde. Gaden og boligerne er tæt på hinanden. Det gælder ikke mindst i den vestlige ende af gaden, hvor busbanen er lagt i venstresvingsbanen.
Stort set de samme forhold gør sig gældende for Sølvgade mellem Fredensbro og Sølvtorvet.
Lokaludvalget beder derfor om,
- at det undersøges, hvordan fortovene i de to gaderum kan gøres bredere. Lokaludvalget er med på, at det kan have som konsekvens, at kørebanen bliver smallere og/eller at der skal nedlægges parkeringspladser.
- at det undersøges, hvordan endestationen for den regional bustrafik til og fra Nordsjælland kan flyttes fra Nørreport til Trianglen, Vibenhus Runddel eller en anden metrostation på Cityringen, hvor fra der med metro er god forbindelse til og fra steder i byen.
- at det undersøges, om hastighedsgrænsen i Webersgade og Sølvgade kan sættes ned til 40 eller gerne 30 km/t.
Lokaludvalgets ønske for de to gader er, at de kan omdannes til lokalgader med et bymiljø på beboernes præmisser og hvor der er mulighed for rekreativt udeliv samt plads til et sorteringspunkt.
Med venlig hilsen”
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender brevet til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
Forslaget nævnes i lokaludvalgets ønskeliste vedr. Overførselssagen 2024/25 og Budget 2026, jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 14. november 2024.