Mødedato: 14.11.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Revision af Indre By Bydelsplan 2023-2026 og Bydelsmøde den 23. april 2025

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager årets revision af Indre By Bydelsplan 2023-2026 til efterretning. Se bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter kan melde sig til sekretariatet til som tovholdere til planlægning af bydelsmødet den 23. april 2025 og til revision af bydelsplanen.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter 45.000 kr. til bydelsmødet af lokaludvalgets 2025-budget. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Revision af Indre By Bydelsplan 2023-2026

Lokaludvalget skal ifølge Kommissorium for lokaludvalg i Københavns Kommune årligt invitere dets repræsentantskab til en opfølgning og evaluering af bydelsplanen. 

I sit møde den 12. september 2024 besluttede Indre By Lokaludvalg at sende et udkast til revision af bydelsplanen (revisionsår 2024) i kommentering i repræsentantskabet.

Lokaludvalgets repræsentantskab består af otte personer, heraf seks medlemmer af Indre By Lokaludvalg. Lokaludvalgssekretariatet kontaktede den 20. september 2024 repræsentantskabet på mail med invitation til at kommentere på udkastet til revisionen af bydelsplanen med frist den 21. oktober. Se mail i bilag. Ingen medlemmer af repræsentantskabet har kommenteret på udkastet.

Revision af Indre By Bydelsplan 2023-2026 (revisionsår 2024) udgøres hermed af bilag 2, der blev godkendt af Indre By lokaludvalg i dets møde den 12. september 2024.

Planlægning af Indre By Bydelsmøde 2025

Jf. kommissoriet for lokaludvalg skal der følges op på bydelsplanen i foråret 2025. Opfølgningen tager form af et bydelsmøde på baggrund af hvilket Indre By Lokaludvalg reviderer bydelsplanen.  

Løsning

Indre By Lokaludvalg tager årets revision af Indre By Bydelsplan 2023-2026 til efterretning. Revisionen publiceres på lokaludvalgets hjemmeside som appendiks til bydelsplanen.

Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter kan melde sig til sekretariatet som tovholdere til planlægning af bydelsmødet den 23. april 2025. Sekretariatet kontakter dem herefter mhp. planlægning af bydelsmøde og proces for revision af bydelsplanen.

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes 45.000 kr. til bydelsmødet, som tages af puljen til borgerdialogaktiviteter på lokaludvalgets 2025-budget. Der vil være udgifter til lokaleleje, fællesspisning, ekstern oplægsholder og facilitator.

Videre proces

Indre By Bydelsmøde 2025 finder sted om aftenen den 23. april 2025.

Tovholderne udarbejder i samarbejde med sekretariatet det endelige program for bydelsmødet. Med jævne mellemrum orienterer de lokaludvalget om status på planlægningen.

Til top