Mødedato: 14.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerpanelundersøgelse om daginstitutioner

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner, dvs. vuggestuer 0-2 år, børnehaver 3-5 år og integrerede institutioner 0-5 år.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner, dvs. vuggestuer 0-2 år, børnehaver 3-5 år og integrerede institutioner 0-5 år. Se bilaget.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at skrive til Børne- og Ungdomsudvalget om resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner på baggrund af de bemærkninger til sagen, lokaludvalget måtte have i mødet den 14. november 2019.

Problemstilling

I mødet den 12. september 2019 besluttede lokaludvalget at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om forholdene i børneinstitutioner, fritidsinstitutioner og på skoler i Indre By. Hensigten var at tage temperaturen på børnefamilierne og dermed få afdækket, hvor der er plads til forbedring af kommunens service over for Indre Bys børn og deres forældre. I indstillingen blev det nævnt, at analysen af svarene eventuelt kan føre til, at lokaludvalget kan dokumentere overfor Børne- og Ungdomsforvaltningen, at selv små ændringer i måden, børneinstitutionerne, fritidsinstitutionerne og folkeskolerne drives på, har stor virkning for børnene og deres familier.

Lokaludvalget gennemførte den 1.-5. november 2019 en borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner, dvs. vuggestuer 0-2 år, børnehaver 3-5 år og integrerede institutioner 0-5 år.

Spørgeskemaet blev sendt ud til 3.725 modtagere, hvoraf 332 svarede på et eller flere af spørgsmålene. Det svarer til 8,9% af det samlede borgerpanel. Det bemærkes, at i den tilknyttede mail blev medlemmerne af borgerpanelet anmodet om kun at svare på spørgeskemaet, hvis man har et barn, der går i en af Københavns Kommunes daginstitutioner.

Løsning

Antallet af besvarelser på de forskellige spørgsmål varierer, hvorfor det nedenfor er nævnt i parentes hvor mange svar, der er givet på det pågældende spørgsmål. 

Undersøgelsen viser bl.a., at

  • 66 % mener, at kvaliteten af kommunens tilbud om pasning i daginstitution er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. 31 % mener, at den er mindre tilfredsstillende eller ikke tilfredsstilende.
    (116)

  • 87 % mener, at åbningstiderne i deres barns daginstitution er er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. 9 % mener, at de er mindre tilfredsstillende eller ikke tilfredsstillende.
    (114)

  • 36 % oplever, at antallet af voksne i deres barns daginstitution er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. 61 % oplever, at det er mindre tilfredsstillende eller ikke tilfredsstillende.
    (112)

  • 68 % oplever, at  den pædagogiske indsats i deres barns daginstitution er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. 29 % oplever, at den er mindre tilfredsstillende eller ikke tilfredsstillende.
    (110)

  • 26 % er enig i, at sommerferiepasning er den bedste måde at effektivisere på. 37 % er ikke enig i dette. 37 % ved det ikke.
    (108)    

  • 59 % vil være villig til at betale mere i kommuneskat for at sikre et bedre pasningstilbud i deres barns daginstitution. Det vil 36 % ikke.
    (107)


Derudover viser undersøgelsen bl.a.,

  • at for mange er det vigtigt, at der er flere voksne i daginstitutionerne end i dag.
    (208. Mulighed for op til 2 svar)

  • at mange mener, at sommerferiepasning og egenbetaling for bleer kan bruges som løsning, hvis kommunen er tvunget til at se på, hvordan ressourcerne på daginstitutionsområdet bedst anvendes.
    (186. Mulighed for op til 2 svar)

  • at mange har følt sig presset i forhold til sommerferiepasningen, men for en pæn del af respondenterne har sommerferiepasningen ikke haft betydning.
    (141. Mulighed for op til 2 svar)

 

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner.

Han foreslår samtidig, at lokaludvalget bemyndiger ham til at skrive til Børne- og Ungdomsudvalget om resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse på baggrund af de bemærkninger til sagen, som lokaludvalget har.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden skriver til Børne- og Ungdomsudvalget om resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse.

Beslutning

Dagsordenens punkt 7-10 blev behandlet samlet.

  1. Lokaludvalget drøftede resultaterne af
  • lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om forholdene i kommunens daginstitutioner, dvs. vuggestuer 0-2 år, børnehaver 3-5 år og integrerede institutioner 0-5 år.
  • lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om skoler.

  • lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om fritidsinstitutioner (0.-3. klasse).

  • lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om fritidsklubber (10-18 år).    

         Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Undersøgelserne om dagsinstitutioner og skoler burde have inddraget deres fysiske rammer, da det er velkendt, at de mangler udearealer, er gamle og trænger til vedligeholdelse.
  • Man burde også have spurgt bedsteforældre, da det i mange tilfælde er dem, der henter børnebørn i institutionerne og derfor kender til forholdene. Desuden har bedsteforældrene bedre forudsætning for at se, hvordan institutionerne har ændret sig over tid.
  • Der mangler statistik om hvor mange børn, der går i de forskellige institutionstyper. Med denne statistik ville man have kunnet se, hvor repræsentativ undersøgelserne er.
  • I mailen med undersøgelsen om skolerne skrev sekretariatet, at spørgeskemaet skulle udfyldes af folk med børn i folkeskoler. men spørgeskemaet indeholder også spørgsmål til folk med børn i privatskoler.
  • Der mangler spørgsmål og dermed svar om Øster Farimagsgades Skole.
  • Børnene falder fra, når de kommer i fritidsklub. Det bør derfor undersøges, hvad man kan gøre for at holde på dem, ligesom det bør undersøges, hvad de så laver i stedet.
  • Mange af svarerne foreslår egenbetaling, men det har en social slagside.
  • Skolerne er for store og for fyldte, og der mangler en skole til børn i Middelalderbyen og Nansensgade-kvarteret.
  • Der er mange børn i privatskolerne. Folkeskolerne ville ikke have plads til dem, hvis de ønskede at skifte.
  • Man bør undersøge, om der kan indrettes folkeskole i en af de bygninger, Københavns Universitet har forladt.

2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget kontakter institutionernes bestyrelser om undersøgelsesresultaterne.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalget kontakter skolelederne om undersøgelsesresultaterne..

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at sekretariatet indhenter statistisk materiale for Indre By om børneområdet.

    Lokaludvalget besluttede at arbejde videre med forholdene i kommunens daginstitutioner, skoler, fritidsinstitutioner og fritidsklubber på ovenstående grundlag.

3. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Sally Mountfield, Lean Milo, Niels Kongshaug og Marietta Bonnet til at stå for det videre arbejde.

Til top