Mødedato: 14.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Idéer og forslag til miljøvurdering af Lynetteholm

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage formandens høringssvar til Miljøstyrelsen vedr. høring om ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager hans høringssvar til Miljøstyrelsen om ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm, som fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning. 

  2. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at Indre By Lokaludvalg ikke er inviteret til at deltage i By & Havns følgegruppe om planlægningen af Lynetteholm. 

Problemstilling

Høring

Med mail den 11. oktober 2019 indkaldte Miljøstyrelsen ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm. Der var svarfrist d. 8. november 2019. 

Formålet med idéfasen er, at borgere og øvrige interessenter, der kan blive berørt af projektet, får mulighed for at stille spørgsmål og for at komme med forslag og ideer til emner, som skal have særligt fokus i miljøvurderingen og ønskes belyst i miljøkonsekvensrapporten til brug for den videre planlægning for Lynetteholm. 

Miljøvurderingen omfatter alene påvirkningerne ved at anlægge og drive selve Lynetteholm som ny landindvinding og jorddepot samt adgangsforhold hertil.

Den fremtidige etablering af Lynetteholms infrastruktur med vejforbindelser og metro samt selve byudviklingen vil i miljøvurderingen blive beskrevet på projekternes nuværende detaljeringsniveau. Projekterne vil blive behandlet i separate forundersøgelser og miljøvurderinger på et senere tidspunkt, når disse dele er mere konkrete. Etablering af en eventuel fremtidig sluseport ved Nordhavn indgår heller ikke i dette projekt.

Lynetteholm

I henhold til Principaftale om anlæg af Lynetteholm er der fire formål med projektet:

  • Klimasikring:
    Lynetteholm vil være et væsentligt element i klimasikringen af København og sikrer mod stormflod fra nord. 

  • Behov for deponering af jord:
    Lynetteholm etableres med overskudsjord og håndterer dermed Københavns Kommunes forestående udfordring med anvisning af plads til deponering af såvel ren som forurenet jord. 

  • Areal til byudvikling:
    Lynetteholm mindsker presset på eksisterende by i forhold til befolkningsudvikling, prisstigninger og fortætning. 

  • Udbygning af og bidrag til infrastruktur:
    Indtægterne fra byudviklingen af Lynetteholm vil kunne bidrage til at finansiere overordnet kollektiv infrastruktur med henblik på metrobetjening af området og etableringen af Østlig Ringvej.

 

Lynetteholm som et ca. 2,8 km2 opfyld øst for Trekroner Søfort mellem Nordhavn og Refshaleøen. Lynetteholm er afgrænset af et indre og et ydre cirkelslag, der indpasser opfyldet i indsejlingen til København og skaber et nyt stort havnerum omkring Trekroner.

Jordopfyldning

Anlæg af Lynetteholm kræver:

  • Konstruktion af øens afgrænsning
  • Opfyldning af området med forurenet og ren jord

 

Lynetteholm skal fyldes op med jord fra bl.a. metroen og andre anlægsprojekter i hovedstadsområdet, som alle producerer store mængder overskudsjord. Hvor lang tid det tager at opfylde Lynetteholm er derfor afhængig af omfanget af bygge- og anlægsprojekter i København de næste mange år. Erfaringer fra en tilsvarende opfyldning i Nordhavn viser en tidshorisont på 30-40 år.

By & Havn forventer, at opfyldningen med jord kan starte omkring 2023. Efter ca. 10 år forventer man at kunne gå i gang med byudvikling af dele af Lynetteholm, samtidig med at der fortsat sker opfyldning i en årrække.

På Refshaleøen bliver der anlagt en modtageplads for jord med kontorbygning til administration, garager og værksteder til maskiner samt en vejestation til registrering af den tilkørte jord.

Den nuværende adgangsvej via Refshalevej vurderes at være utilstrækkelig og vanskelig at udvide. Der kan derfor være behov for at etablere en ny adgangsvej til modtagepladsen på Refshaleøen via Forlandet og øst om boligbebyggelsen ved Margretheholm via Kraftværkshalvøen og på tværs af Margretheholm Havn til Refshaleøen.

Anlæg af en ny adgangsvej på tværs af Margretheholm Havn vil betyde, at lystbådehavnens aktiviteter skal flyttes, f.eks. til en nyindrettet lystbådehavn ved Prøvestenen. By & Havn vil endvidere undersøge, om det er muligt at sejle jorden til Lynetteholm som supplement til transport med lastbil.

Borgermøde

By & Havn var den 30. oktober 2019 vært for et borgermøde, hvor projektet blev præsenteret, og der var mulighed for at stille spørgsmål. Sekretariatet har fået oplyst, at ca. 300 borgere deltog.

Følgegruppe

By & Havn inviterede d. 29. oktober 2019 repræsentanter fra Christianshavns Lokaludvalg, S/K Lynetten, Amager Øst Lokaludvalg, E/F Udsigten og repræsentanter for lejerne på Margretheholmsvej til at deltage i en følgegruppe om planlægningen af Lynetteholm.

Efter ønske fra lokaludvalgets formandskab har sekretariatet spurgt By & Havn, om Indre By Lokaludvalg kan blive repræsenteret i følgegruppen. By & Havn svarede den 7. november 2019, at man har dannet denne følgegruppe for at drøfte udfordringerne vedr. jordtransport til Lynetteholm via Nordøst Amager og Refshaleøen. For at deltagerkredsen til følgegruppemødet ikke skal blive for stor, har man derfor valgt at begrænse antallet til de mest berørte. By & Havn mener derfor ikke, at Indre By Lokaludvalg skal deltage i følgegruppen.

Løsning

Høringssvar

Med inspiration fra et forslag til høringssvar fra lokaludvalgsmedlem Kjeld A. Larsen og efter drøftelse med lokaludvalgets næstformænd, sendte formanden den 7. november 2019 nedenstående høringssvar til Miljøstyrelsen, som han foreslår, at lokaludvalget tager til efterretning:

"Ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm

På By & Havns foranledning har Miljøstyrelsen iværksat en offentlig høring om idéer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm.

Indre By Lokaludvalg tager stilling til sagen i sit møde den 14. november 2019. Dette høringssvar er med forbehold for lokaludvalgets beslutning.

Indre By Lokaludvalg mener,

  • at jordtransport af søvejen er den eneste miljø og trafikmæssigt rigtige måde at transportere jord til opfyldning af Lynetteholm. Det kan fx ske med pramme fra Sydhavnen gennem Inderhavnen. I Sydhavnen er der direkte forbindelse til motorvejsnettet.

  • at Indre By (se det vedhæftede kort) skal friholdes for jordtransport i lastbiler til opfyldning af Lynetteholm; fx med tvangsruter.

  • at man bør undersøge, om jordtransporten kan ske med jernbane. Det kræver selvsagt, at der anlægges en midlertidig jernbane til Lynetteholm fra det eksisterende jernbanenet på Østerbro eller Amager. De strækninger af jernbanen, der måtte være tæt på beboelse, skal lægges under jorden.

  • At man bør undersøge alternativer til Lynetteholm, som giver en mindre klima- og miljøbelastning, men som kan tjene samme formål som Lynetteholm, nemlig:

  • Sikring af København mod stormflod fra nord: Det må undersøges, om det kan løses med anlæg af en mindre ø end den, der nu er på tegnebrættet.

  • Deponering af jord: Det må undersøges, om overskudsjorden kan deponeres andre steder i Danmark.

  • Areal til byudvikling: Det må undersøges, om den del af bygningsmassen i Indre By, der er egnet til boliger, men som i dag anvendes til andre formål, kan håndtere noget af befolkningsvæksten, der forventes.

  • Udbygning af og bidrag til infrastruktur: Finansiering af den overordnede kollektive infrastruktur i Københavns Kommune behøver ikke nødvendigvis blive betalt af indtægter fra byudvikling.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Følgegruppe

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager til efterretning, at det ikke er inviteret til at deltage i By & Havns følgegruppe om planlægningen af Lynetteholm, jf. svaret fra By & Havn, der er refereret i afsnittet ”Problemstilling”.

Hvis By & Havn opretter en følgegruppe om selve anlægsprojektet Lynetteholm, vil formanden bede om, at lokaludvalget bliver inviteret til at deltage. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når høringen er afsluttet, sammenfatter Miljøstyrelsen de indkomne forslag og udarbejder i samarbejde med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen en udtalelse, der fastlægger, hvad der skal indgå i det videre arbejde med udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten.

Miljøkonsekvensrapporten danner grundlaget for Miljøstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vurdering af, om projektet kan tillades. Her vil eventuelle påvirkninger på mennesker, natur & miljø i området blive vurderet, herunder om der er behov for foranstaltninger til at forebygge eller begrænse forventede væsentlige skadelige indvirkninger.

Bygherres ansøgning, miljøkonsekvensrapport og styrelsernes udkast til VVM-tilladelse og miljøgodkendelse sendes i offentlig høring i 8 uger. Herefter vil styrelserne vurdere, om der kan meddeles tilladelse til projektet. Tilladelsen kan også gives via en lov vedtaget af Folketinget.

By & Havn håber, at den offentlig høring kan finde sted i august-september 2020,

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede formandens høringssvar til Miljøstyrelsen om ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm, som fremgår af løsningsafsnittet. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • De jordtransportveje, der er angivet, er for tæt på beboelse. Adgangsvejen bør lægges øst om Refshaleøen.
    • Jordtransport skal kun ske ad søvejen.
    • København er udsat for få stormfloder.
    • Hvorfor skal der deponeres jord? Er det fra den planlagte krydstogtterminal 4?
    • Man er ved at afskaffe vandet i København.
    • Lynetteholm-projektet er dårligt.
    • Man skal kræve alternativer og fx lægge byudviklingen i omegnen eller i Vestsjælland.
    • Klimasikringen er blevet nødvendig pga. byudviklingen.
    • Østamager er mere udsat for stormflod end det indre København.
    • Processen for etablering af Lynetteholm  er udemokratisk.
    • Man kunne nøjes med en dæmning.
    • Jord fra metrobyggeriet blev sejlet i pramme fra Bornholmerknasten i Havnegade til Nordhavn.
    • Kommunen bør sandsynligøre afviklingen af jordtransporttrafikken.


  2. Lokaludvalget tog formandens høringssvar til Miljøstyrelsen om ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholm, som fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning. 

  3. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende et supplerende høringssvar til Miljøstyrelsen, baseret på ovennævnte bemærkninger.

  4. Lokaludvalget tog til efterretning, at Indre By Lokaludvalg ikke er inviteret til at deltage i By & Havns følgegruppe om den konkrete planlægning af Lynetteholm. 

  5. Lokaludvalget bemyndigede formanden til bede By & Havn om at oprette en følgegruppe vedr. projektet for Lynetteholm og at foreslå, at Indre By Lokaludvalg får sæde i denne følgegruppe.
Til top