Mødedato: 14.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Opfølgning på lokaludvalgets nabomøde for beboerne i Laksegade-kvarteret og omkring Nikolaj Plads

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage en orientering om, hvordan der følges op på lokaludvalgets offentlige nabomøde den 24. oktober 2019 for beboerne i Laksegade-kvarteret og omkring Nikolaj Plads, til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen, der fremgår af bilaget og af løsningsafsnittet, om, hvordan der følges op på lokaludvalgets offentlige nabomøde den 24. oktober 2019 for beboerne i Laksegade-kvarteret og omkring Nikolaj Plads, til efterretning.

  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.000 kr. til afholdelse af et møde, hvor rammerne for en beboerforening i kvarteret, herunder foreningens mission og vision, drøftes og aftales. Om udgiften skal betales af lokaludvalgets 2019-pulje eller 2020-pulje vides endnu ikke.

Problemstilling

Lokaludvalget var den 24. oktober 2019 vært for et offentlig nabomøde for beboerne i Laksegade-kvarteret og omkring Nikolaj Plads. Mødet blev holdt i Magasin. Se noter fra mødet i bilaget. 

Nabomødet skulle ses som en opfølgning på lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningens borgermøder i september 2017 og i maj 2019 om lokalplanforslaget "Laksegade Øst", der muliggør omdannelse af Danske Banks bygninger til et bykvarter med butikker samt med mulighed for boliger og erhverv.

Løsning

Ca. 30 beboere og erhvervsdrivende deltog i nabomødet. Hovedsigtet med mødet var at se, om der var grundlag for at danne netværk eller en beboerforening i kvarteret. Det viste sig, at der var en vis interesse for ideen om en beboerforening, og to af de tilstedeværende lokale beboere meldte sig som tovholdere for den videre proces.

Formanden vil nu sammen med tovholderne undersøge muligheden for at holde en stiftende generalforsamling for kvarterets beboerforening. Tanken er at indkalde de beboere, blandt de tilstedeværende i mødet den 24. oktober 2019, der viste interesse for ideen, til et møde, hvor rammerne for beboerforeningen, herunder foreningens mission og vision, drøftes og aftales, så der er et grundlag for at indkalde til en stiftende generalforsamling. For en god ordens skyld annonceres mødet, så alle med interesse for ideen har mulighed for at deltage.

Økonomi

Formanden foreslår, at lokaludvalget afsætter en ramme på 10.000 kr. til ovennævnte møde, hvor rammerne for beboerforeningen drøftes og aftales. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning. Om udgiften skal betales af lokaludvalgets 2019-pulje eller 2020-pulje vides endnu ikke.

Formanden gjorde på mødet den 24. oktober 2019 opmærksom på, at der er mulighed for at søge lokaludvalget om støtte til afholdelse af en stiftende generalforsamling. 

Videre proces

Ovennævnte møde, hvor rammerne for beboerforeningen drøftes og aftales, forventes afholdt i december 2019 eller i januar 2020.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog orienteringen, der fremgår af bilaget og af løsningsafsnittet, om, hvordan der følges op på lokaludvalgets offentlige nabomøde den 24. oktober 2019 for beboerne i Laksegade-kvarteret og omkring Nikolaj Plads, til efterretning.

  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 10.000 kr. af 2020-puljen til afholdelse af et møde, hvor rammerne for en beboerforening i kvarteret, herunder foreningens mission og vision, drøftes og aftales. 
Til top