Mødedato: 14.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Vendt ensretning i Kronprinsessegade - høringssvar

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til teknik- og Miljøforvaltningen om et forslag om at vende ensretning i Kronprinsessegade og dermed muliggøre cykling i retningen fra Gothersgade til Sølvgade.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som fremgår af løsningsafsnittet,vedrørende forslag om at vende ensretningen i Kronprinsessegade for dermed at gøre det muligt at cykel ad gaden fra Gothersgade til Sølvgade.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en sag i høring om ensretningen i Kronprinsessegade. På nuværende tidspunkt er gaden ensrettet fra Sølvgade mod Gothersgade. Ved at vende ensretningen vil forvaltningen gøre det muligt at cykle i begge retninger: Cykeltrafikken fra Gothersgade mod Sølvgade skal være på den 4 meter brede kørebane, og cykeltrafikken fra Sølvgade mod Gothersgade, skal foregå på den eksisterende cykelsti, som er adskilt fra kørebanen med kantsten.

Formålet med tiltaget er at give cyklister mulighed for at cykle mod strømmen via Bremerholm-linjen og fortsætte videre ud ad Kronprinsessegade, langs Kongens Have.

For at give bedre plads og tilgængelighed for fodgængere etableres der fortovsudbygninger ved krydset i Gothersgade, ved indgangen til Kongens Have overfor nr. 20, ved Davids Samling samt ved Dronningens Tværgade.

Ved Dronningens Tværgade erstattes det eksisterende bump og "Toronto"-anlæg af en hævet flade og en overkørsel, der sikre en bedre adgang til Kongens Have.

Etablering af svingforbud for lastbiler over 3.500 kg fra Gothersgade og ned af Kronprinsessegade, som angivet i projektforslaget mangler afklaring.

I den nordlige ende fra Klerkegade og ned til Sølvgade er der hen over sommeren 2013 blevet etableret en cykelsti, som en del af forvaltningens Sikre skolevej-projektet.

Der er givet tilladelse til, at der maksimalt må nedlæges seks bilparkeringspladser i projektet.

Se oversigtstegningerne af de eksisterende forhold og foreslåede ændringer i bilagene.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender følgende høringssvar, som er udformet af Byudviklingsgruppen i samarbejde med sekretariatet:

”Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar til en sagen "Kronprinsessegade, vendt ensretning".

Borgerdialog
Lokaludvalget har gennem annoncering i et lokalt medie og ved omdeling af flyers i Kronprinsessegade bedt borgere og brugere om at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside. Lokaludvalget har modtaget 35 kommentarer, som er vedlagt.

Kommentarerne indeholder følgende hovedpointer: 
  • Bekymring for at projektet vil flytte biltrafikken fra Kronprinsessegade til de tilstødende gader: Adelgade, Borgergade, Dr. Tværgade og St. Kongensgade. 
  • Kritik af at projektet vil forringe forholdene for bilister i området; f.eks. understreger flere behovet for fortsat at kunne kantstensparkere i Kronprinsessegade. 
  • Projektet vil kunne afhjælpe problemer med cyklister, der i dag kører ulovligt imod ensretningen enten på vejbanen eller på fortovet til fare for sig selv og andre. Flere peger også på, at projektet vil kunne mindske antallet af cyklister, der cykler ulovligt i Kongens Have. 
  • Der er et stort behov for at kunne cykle i begge retninger på Kronprinsessegade - projektet vil skabe genveje for cyklister. 
  • Der er problemer med omfattende biltrafik og trængsel i Kronprinsessegade, hvilket projektet vil kunne afhjælpe.

Lokaludvalgets holdning
Københavns Kommune er fremkommet med forslag om at vende ensretningen for biler gennem Kronprinsessegade samt at tillade cykling i begge retninger.

Cykling i begge retninger påtænkes at ske dels ved anvendelse af den eksisterende cykelsti fra Sølvgade til Gothersgade, dels medstrøms biltrafikken ved at tillade cykling i den eksisterende kørebane, som kun er 4 meter bred.

I forbindelse hermed påtænkes etablering af fortovsudbygninger ved krydset i Gothersgade og ved Davids Samling / Dronningens Tværgade.

Indre By Lokaludvalg tilslutter sig forslaget om at tillade cykling i begge retninger i Kronprinsessegade, men er betænkelig ved, at der ikke etableres en cykelsti i den nuværende kørebane, heller ikke en afmærket cykelbane. Det bør overvejes, at nedsætte hastigheden til 30 km/timen.

Lokaludvalget mener principielt, at alle nyetableringer eller renoveringer af cykelstier skal ske med en fast kantsten. En hvid stribe på asfalten er helt utilstrækkelig til at sikre tryghed på cykelstien og åbner tillige mulighed for bilparkering på cykelstien.

Fortovsudbygningen ved Dronningens Tværgade bør suppleres med bedre belysning og tydelig afmærkning, da trafikken ofte er intens og kan give anledning til farlige situationer. Endvidere er fodgængerovergangen (som i dag) placeret uhensigtsmæssigt ved Dronningens Tværgade (bilag 2b). Mange vælger at krydse gaden længere nede mod Sølvgade. Derfor bør løsningen suppleres med endnu en fodgængerovergang på den anden side af indgangen til Kongens Have.

Der er ingen tvivl om, at vending af biltrafikken i Kronprinsessegade vil øge biltætheden i andre dele af Indre By, ikke mindst i Borgergade, Dronningens Tværgade og Store Kongensgade. Sidstnævnte er i forvejen stærkt belastet af biler. Lokaludvalget savner en nærmere analyse heraf og forudsætter, at forslaget ikke gennemføres, før der er etableret bedre trafikforhold over Nørreport og fra Øster Voldgade til Gothersgade og videre ad Christian IX’s Gade.

I denne forbindelse bemærkes, at Indre By Lokaludvalg fortsat mangler svar på, hvorledes Københavns Kommune vil begrænse den alt for store gennemkørende trafik i Indre By.

Endelig ønsker lokaludvalget at svingforbuddet for lastbiler over 3.500 kg fra Gothersgade og ned ad Kronprinsessegade gennemføres. Dette kan medvirke til at mindske risikoen for højresvingsulykker.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at teknik- og Miljøudvalget tager stilling til projektet primo 2014. Anlægsarbejderne vil da kunne sættes igang i efteråret 2014, idet opstart afventer færdiggørelse af cykelstiprojekt i Store Kongensgade, og afsluttes inden udgangen af 2014.

Beslutning

Inden mødet meddelte Teknik- og Miljøforvaltningen, at høringen af lokaludvalget er udsat, idet man ved en fejl ikke fik indarbejdet analyserne af de trafikale konsekvenser i høringsbilagene. 

  1. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget sender et foreløbigt høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med bemærkningerne fra borgerne på lokaludvalgets hjemmeside.
     
  2. Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som fremgår af løsningsafsnittet.

 

Til top