Mødedato: 14.10.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Bymiljøpolitik

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte, om det vil skrive til Teknik- og Miljøudvalget om bymiljøpolitik.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal sende brevet om bymiljøpolitik, der ses i afsnittet "Problemstilling", til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Problemstilling

Byudviklingsgruppen foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget: 

"Indre By Lokaludvalg hilser det på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. juni 2020 fremsatte medlemsforslag om, at udvalget skal drøfte Københavns arkitekturpolitik med udgangspunkt i ’Arkitekturpolitik København 2017-2025’ velkommen.

Vi er enige i, at der udbygges meget i København, og at den nye arkitektur ofte er uinteressant eller decideret skæmmende for byens æstetik.

At diskutere Arkitekturpolitik vil imidlertid ofte blive en teoretisk og akademisk øvelse, der ikke kan føre til brugbare konklusioner - ligesom en diskussion om moderne kunst. Der er ikke noget, der er åbenbart rigtigt eller forkert. Der er mere brug for en bymiljøpolitik. Det er lettere at nå til enighed om, hvilke bymiljøer, der er eftertragtede af flere, end dem der bor eller har ærinde i det pågældende bykvarter.

Indre By, Christianshavn og Brokvartererne er eftertragtede, og boligpriserne er derfor høje. For den almindelige borger er det væsentlige et trygt bymiljø med liv og atmosfære – ikke at husene er fin arkitektur. Eksempelvis har Nationalbanken ødelagt et fint bymiljø, som nu er blottet for liv. I de seneste 70 år har alle nybyggede byområder fået karakter af forstadsbyggeri. Punkthuse, boligblokke og højhuse skaber ikke trygge og gode bymiljøer. Det gør karré-byggeri med grønne gårdarealer og bestående af mindre parceller, hvor husene er forskellige, men dog med et ensartet præg. Det er dét, vi har i Indre By, Christianshavn og Brokvartererne. Det skal der passes på, og fremtidigt byggeri bør genopfinde den byggestil.

Vores bymiljøer er vores vigtigste kulturarv, og Københavns Indre By er det mest værdifulde, vi har i Danmark. Det medfører et særligt ansvar. Vi foreslår, at der i højere grad end hidtil skal ses på helheder – ikke bare enkelte bygninger.

Hvad angår temaet ‘Arkitektur der fortæller’, finder vi, at fokus i Indre By skal være på at bygge videre på Københavns og kvarterenes egenart og den fælles kulturarv. I Indre By skal man ikke transformere og udvikle byen i et nutidigt arkitektonisk formsprog. Det vil slå harmonien om sammenhængen i stykker og ødelægge noget enestående. Byggeri som Nansensgade 57, Toldbodgade 13 og Stokhusgade 4B passer ikke til omgivelserne. Det er til glæde for få og til sorg for mange.

I Indre By bør nybyggeri tilpasses det lokale miljø, fordi det udgør en helhed, og fordi det er enestående. Der er allerede de unikke bygninger, der skal være, og der er ikke plads til, at arkitekter eksperimenterer for at skabe noget, de finder unikt.

Vi lægger stor vægt på, at Indre By dækkes med bevarende lokalplaner (jfr. Ændringsforslag nr. 235 til Kommuneplanen) for at afværge, at developere og bygherrer kommer med planer om nedrivninger af bevaringsværdige huse. Der behøves ikke detaljerede planer. Overordnede planer, der udsiger, at Indre By ikke er et sted, hvor der normalt kan regnes med nedrivningstilladelse, er tilstrækkeligt. Derfor foreslår vi, at en lokalplan for hele Indre By udpeger alle huse med bevaringsværdi mellem 1 og 6 (imod nu 1 til 3) som bevaringsværdige. Det vil spare forvaltningen for at skulle tage stilling til nye, skadelige projekter.

Bygningsbevaring skal ikke kun omhandle arkitektoniske ”perler” med høj bevaringsværdi, men også omhandle bygninger med middel eller lav bevaringsværdi, der i sig selv ikke er bevaringsværdige, men er med at til skabe et miljø. Arkitektonisk og kulturhistorisk værdi bør ikke være afgørende. En i sig selv uinteressant bygning kan være bevaringsværdig, fordi den passer ind i en større helhed. Bygningsbevaring kan yderligere være et bæredygtighedshensyn, idet der spares mange ressourcer til byggematerialer." 

 

Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 9. september 2021, men blev udsat. Ovenstående er ændret i forhold til sagen på dagsordenen for mødet den 9. september 2021.

Løsning

Status

Teknik- og Miljøudvalget drøftede Københavns arkitekturpolitik i sit møde den 16. august 2021. Drøftelsen var en opfølgning på medlemsforslaget, som omtales ovenfor, om, at Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte Københavns arkitekturpolitik med udgangspunkt i ’Arkitekturpolitik København 2017-2025’. Se bilaget.

Den 2. september 2021 fik lokaludvalget svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen om

  • status på opdatering af værdifulde kulturmiljøer i Kommuneplan 2019
  • status på udarbejdelse af bevarende lokalplaner.

Se svaret i bilaget.

Forslag vedr. bymiljøpolitik

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal sende brevet om bymiljøpolitik, der ses i afsnittet "Problemstilling"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Hvis brevet vedtages, kan det indgå som grundlag for bydelsplanen, som lokaludvalget starter med at udarbejde i 2022.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at det i brevet skal nævnes, at den nye bygning i Store Regnegade er et eksempel på en ny bygning, der er tilpasset det eksisterende bymiljø.
 
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Vedel Jørgensen om, at det i brevet skal nævnes, at nye boligbyggerier ikke skal placeres, så de dominerer byens spir og tårne.
 
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Vedel Jørgensen om, at det i brevet skal nævnes, at nye boligbyggerier bør opføres som bæredygtige byggerier og ikke ikke bør opføres med betonelementer, da produktionen af betonelementer er CO2-tunge.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at det i brevet skal nævnes, at ressourceanvendelsen i forbindelse med opførelsen af nye boligbyggerier skal være i balance, hvorfor man skal overveje brugen af træ.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at brevet sendes til Borgerrepræsentationen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jep Loft om, at brevet sendes til Magasinet KBH.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lean Milo om, at det i brevet skal nævnes, at Connovate Aps er et eksempel på en virksomhed, der producerer bæredygtig og genanvendelig højtydende beton (HPC): https://www.connovate.com/.

 

Lokaludvalget godkendte brevet om bymiljøpolitik, der ses i afsnittet "Problemstilling", med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

Til top