Mødedato: 14.10.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, oktober 2021

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

Problemstilling

Siden mødet den 9. september 2021 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser.

Løsning

1. Regnbueflag på fodgængerfelt

Med mail den 17. august 2021 spurgte en borger, om regnbueflaget, der er malet på fodgængerfeltet mellem Rådhuspladsen og Strøget i forbindelse med WorldPride 2021, kan blive der permanent.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Forvaltningen svarede den 9. september 2021, at tilladelsen til maling af regnbueflaget blev givet midlertidigt under afviklingen af World Pride. Regnbueflaget fik ligeledes en midlertidig dispensation fra politiet og fra Vejdirektoratet.

Forvaltningen oplyste, at en permanent maling af regnbueflaget vil kræve en varig dispensation fra Vejdirektoratet og politiet samt en kommunal myndighedsbehandling. Der vil være tale om en permanent ændring i en færdselsregulerende fodgængerovergang, hvor der ikke vil være lukket for gennemkørende trafik.

Forvaltningen vurderede umiddelbart, at det ikke vil være indenfor rammen af, hvad der normalt tillades jf. Bekendtgørelse om vejafmærkning. Såfremt forvaltningen modtager en konkret ansøgning eller politisk opdrag om en permanent maling af regnbueflaget, vil sagen blive undersøgt nærmere og konkret vurderet.

 

2. Planter i Ahlefeldtsgade

Med mail den 13. september 2021 spurgte en borger, om hans ejerforening må sætte et oliventræ og lidt andet grønt i Ahlefeldtsgade langs ejerforeningens husmur uden gene for fortovet, som de selv vil passe. 

Sekretariatet bad Miljøpunkt Indre By & Christianshavn svare. Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har kontaktet borgeren.

 

3. Larm fra “muskelbiler” og motorcykler

Med mail den 24. juni 2021 skrev en borger til lokaludvalget, at der er en ulidelig larm fra især såkaldte “muskelbiler” og motorcykler, som cirkulerer igennem gaderne aften og nat, afspiller ekstrem høj musik så rudeglas klirrer, kobler motoren ud og trykker speederen i bund igen, igen, igen, eller man kører igennem gaderne med dyt-hornet i bund.

Han gør opmærksom på, at trafik- og byrumsforsøget med omdannelse af visse gader til gågade ignoreres fuldstændig.

Han spurgte, om lokaludvalget har kontakt til politiet og dermed mulighed for at få en forklaring på at politiet passivt lader udviklingen eskalere.

Sekretariatet bad den 29. juni 2021 Københavns Politi svare borgeren og lokaludvalget. 

Politiet svarede den 17. september 2021, at man har talt med borgeren telefonisk om politiets indsats generelt og på færdselsområdet, hvor specielt færdselsafdelingen er eksperter mht. udpege køretøjer, der er chiptunet, eller kører med ændringer i udstødningssystemet, så køretøjet larmer mere end godt er. Politiet har fokus på trafikanter, der ikke følger færdselsreglerne, det være sig røg og støj, ligesom der er fokus på muskelbiler.

4. Forslag til at forbedre opladningsmuligheder for el-biler

Med mail den 18. september 2021 foreslog en borger,

  • at ansatte i Stat og kommuner skal have adgang til opladning af elbil på arbejdspladsen
  • at udlejningsejedomme, der i forvejen har parkering til beboerne, bør sikre tilstrækkelige antal ladepunkter til lejerne.
  • at for at sikre gode lademuligheder for bilejere, der ikke har adgang til egen ladestander, må kommunerne i samspil med ladeoperatørerne finde egnede arealer til opstilling af et tilstrækkeligt antal hurtigladere/kantstensladere i byrummet.

Han nævnte, at særligt på to områder er der behov for, at den offentlige sektor påtager sig en aktiv rolle i udbygningen af ladeinfrastrukturen. Det gælder:

  • Mulighed for opladning ved kørsel over lange afstande. 
  • Ladefaciliteter for de elbilejere, der ikke har mulighed for at etablere egen ladestander - typisk bilejere, der bor i etagebyggeri  

Han nævnte et eksempel på ladepunkt i privat indkørsel - 16 amp, tre faser, 11 KWh: Med valg af strømforsyning, der giver rabat i tidsrummet kl. 22.00 til 06.00, er det en billig energiløsning.  Allerede i dag er det en billigere løsning for bilejeren end fossile brændstoffer.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Forvaltningen svarede den 1. oktober 2021, at man er opmærksom på den grønne udvikling, og den stigende efterspørgsel på etablering af flere ladestandere i byen. Forvaltningen oplyste, at  Teknik og Miljøudvalget i maj 2021 behandlede en handlingsplan vedr. lade-infrastruktur i København 2022-2025, som man kan læse her:  https://eur02.safelinks.protection.outlook.com/?url=https%3A%2F%2Fwww.kk.dk%2Fnode%2F14108%2F31052021%2Fedoc-agenda%2Fce6b81a2-4b7b-4d03-b2eb-71b3132eae56%2F7ae8470f-ff36-4eef-908f-4db525c63d2d&data=04%7C01%7C%7C3c14e9562f804d73362408d984c07a90%7C769058ab4487418f8b6cf4b48243edd7%7C0%7C0%7C637686784515764419%7CUnknown%7CTWFpbGZsb3d8eyJWIjoiMC4wLjAwMDAiLCJQIjoiV2luMzIiLCJBTiI6Ik1haWwiLCJXVCI6Mn0%3D%7C1000&sdata=28lhAU0TDeDnSlxLlhypSa5kW2zAVXwOLsY7kKlqQrU%3D&reserved=0

Forvaltningen oplyste videre, at flere af initiativerne kræver yderligere finansiering, hvorfor initiativerne indgik i budgetforhandlingerne for budget 2022. I budget 2022 blev der afsat midler til etablering af 4100 el-bilspladser, som løbende skal etableres i 2022-2025.

Forvaltningen oplyste derudover, at opsætning og drift af ladestandere på offentligt vejareal kun kan etableres og administreres af private ladeoperatører – med tilladelse fra kommunen (og politiet). Kommunen har derfor ikke mulighed for at diktere tempoet for udrulningen af ladestandere i byen, men forvaltningen ser en stigende interesse blandt de private operatører for opsætning af flere standere. Det tyder derfor på, at der kommer flere standere i Københavns Kommune både i år og de kommende år.

Afslutningsvis oplyste forvaltningen, at der har været en ny lov i høring om lade-infrastruktur, hvor det påtænkes, at opsætning af ladestandere på offentligt vejareal i højere grad skal styres af kommunerne ved hjælp af udbud. Høringsforslaget::tttps://eur02.safelinks.protection.outlook.com/?url=https%3A%2F%2Fhoeringsportalen.dk%2FHearing%2FDetails%2F65374&data=04%7C01%7C%7C3c14e9562f804d73362408d984c07a90%7C769058ab4487418f8b6cf4b48243edd7%7C0%7C0%7C637686784515764419%7CUnknown%7CTWFpbGZsb3d8eyJWIjoiMC4wLjAwMDAiLCJQIjoiV2luMzIiLCJBTiI6Ik1haWwiLCJXVCI6Mn0%3D%7C1000&sdata=DLGRgjrT%2FLPBFc56PdOgcCEL6JCv9OkzfvrUmB%2B4zbY%3D&reserved=0.

 

5. Hegnene omkring de nyplantede træer i Linnésgade

Med mail den 5. oktober 2021 oplyste en borger, at beboerne i Linnésgade på strækningen mellem Gothersgade og Frederiksborggade har fået gaden brostensbelagt og at der er plantet træer mv.

Omkring bedene med træer og blomster er der opsat hegn. Hegnene er imidlertid lavet af et materiale, som ikke er særligt robust, så det er knækket mange steder. Hun synes, at det får bedene til at se sølle ud, hvad der er synd for det gode projekt.

Hun spørger, om det er muligt enten at få fjernet hegnene eller få opsat hegn af et mere robust materiale - fx sortmalet metal.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Svaret foreligger endnu ikke.

 

6. Belysningen i Adelgade-kvarteret

Med mail den 9. september 2021 skrev en borger, at han som beboer på Adelgade og på vegne af adskillige beboere i området vil høre om muligheden for at få øget belysningen omkring Adelgade og Borgergade og i særdeleshed i passagerne imellem de gader inkl Dronningegården.

Han oplyser, at de i forbindelse med nedlukning af Christiania oplevede en stigning i narkosalg og kriminelle personer (overfald af beboere i ejendommen). Derudover er der en masse hjemløse, som også skaber uro i nattelivet.

Da de er en del beboere med hunde og generel færden i aftentimerne håbe borgeren, at lokaludvalget kan hjælpe med at få øget belysning på de relevante gader og områder.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Den 23. september 2021 svarede forvaltningen, at henvendelsen drejer sig om de offentlige veje i det område, der er markeret gult med på kortudsklippet nedenfor:

 

Der er etableret gadebelysning på alle de gule områder, som lever op til vejreglernes anbefalinger til god gadebelysning. Eventuel ny belysning skal tage hensyn til, at det er et tæt bebygget område, hvor for meget lys også vil skabe uønsket lysgener for dem, som bor tæt på. Forvaltningen har til opdrag at finde den rette balance mellem lys og mørke, og trafik og boliger.

Forvaltningen skrev oplyste, at hvis borgeren oplever, at der er nogle konkrete steder, hvor han især oplever udfordringer med belysningen, og som er markeret med gult på kortet, er han meget velkommen til at skrive til kommunens gadebelysningsteam på belysning@tmf.kk.dk med henblik på dialog om, hvilke muligheder, forvaltningen har for at ændre på belysningen indenfor eksisterende driftsmidler.

Forvaltningen skrev afslutningsvis, at passager og gyder, der ikke er markeret med gult på kortudsnittet, er private arealer. I de tilfælde er det op til de private grundejere at etablere belysning. For så vidt angår de udfordringer og gener, borgeren oplever med narkosalg og kriminalitet, opfordrer forvaltningen borgeren til at tage kontakt til lokalpolitiet.

Sekretariatet bad derpå Team Sikker By i Økonomiforvaltningen om at se på sagen.

Team Sikker By svarede den 24. september 2021, at det ikke er en sag, de vil gå nærmere ind i, men de har orienteret både SSP og nærpolitiet i Indre By om henvendelsen, så de kan have et fælles fokus på området, hvis de får flere henvendelser om det samme.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.
Til top