Kunstplan for København
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Kultur- og Fritidsforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om indholdet i en kunstplan for København.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen fremlagde den 14. juni 2017 forvaltningens igangværende arbejde med at udarbejde en kunstplan for København for Mødeforum, hvor formanden deltog for lokaludvalget.
Fra referatet af mødet:
"Kultur- og Fritidsforvaltningen er tidligt i processen og er i dialog med mange forskellige interessenter med henblik på at få input til planen.
Formændene kvitterede positivt overfor at København får en kunstplan. Flere udtrykte dog ønske om et mere bredt kunstbegreb. Thomas Jacobsen (direktør i forvaltningen) fortalte, at det var bevidst at planen alene havde fokus på visuelkunst.
Thomas Jacobsen redegjorde for den fremadrettede proces og inviterede lokaludvalgene til at komme med input igennem det næste års tid, hvilket formændene stillede sig positive overfor."
I lokaludvalgsmødet den 17. august 2017 refererede formanden fra mødet den 14. juni 2017 i Mødeforum.
Fra referatet af lokaludvalgsmødet:
"Bent Lohmann oplyste, at Billedkunstudvalget i kommunen vil blive erstattet af et kunstråd.
Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til lokaludvalgsmødet den 14. september 2017 med udkast til henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen om kunst i det offentlige rum, som kan inddrages i kunstrådets arbejde. Henvendelsen skal bl.a. omfatte kunst i tunneller, forsøgsområder for offentlig kunst, evaluering af Byens Hegn, kunst på stilladser og brugskunst i byrummet, midlertidig kunst, flytbar kunst og kunst ved indgangen til Strøget."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen:
"Indre By Lokaludvalg ser positivt på forvaltningens arbejde med en kunstplan for København og deltager gerne det videre arbejde. Lokaludvalgets arbejde med kunst i byens rum tager udgangspunkt i følgende bemærkninger i Indre By Bydelsplan, som vi vedtog den 6. april 2017:
"Kunst i byens rum
Kunstværker i byrummet skal være vedkommende for Indre By og have kvalitet. Indenfor den ramme er lokaludvalget åben over for alle former for kunst, hvad enten det er permanent eller midlertidigt: Monumenter, lysinstallationer, lydbilleder, gavlmalerier, musik osv. Lokaludvalget vil sammen med interessenter sætte udarbejdelsen af en strategi for kunst i Indre Bys byrum i gang."
Lokaludvalget har efterfølgende drøftet nedenstående temaer i en strategi for kunst, som vi hermed foreslår, at forvaltningen inddrager i kunstplanen for København
Kunst i tunneller
Forvaltningen bør fremme udsmykning af tunneller. Kunstudsmykning kan, hvis den udføres rigtigt, skabe tryghed og være med til at sikre, at tunnellerne bliver benyttet. I sig selv må fladerne i en tunnel være en dejlig udfordring for billedkunstnere.
Indre By Lokaludvalg har fornyelig støttet en udsmykning af tunnelen under Sølvgade mellem Østre Anlæg og Botanisk Have. Om kunstnerne ramte rigtigt, skal vi lade være usagt, men tunnelen har fået en anden og mere positiv anvendelse end den hidtidige.
Forsøgsområder for offentlig kunst
Forvaltningen børe etablere forsøgsområder for kunst i byrummet. På samme måde, som der blev stillet en meget lang mur ved H.C. Ørstedsværket til rådighed for graffitikunstnere, kan forvaltningen stille et areal til rådighed for kunstnere, der vil afprøve ideer til skulpturer, installationer mv. i byrummet.
Indre By Lokaludvalg bliver med ujævne mellemrum bedt om at tage stilling til forslag om opstilling af skulpturer i vores bydel. Fremfor at basere vurderingen af forslagene på tegninger og ordrige beskrivelser, kunne det være fint, hvis vi, borgerne, forvaltningerne og politikerne tog stilling til forslagene på baggrund af en opstilling af skulpturen eller af en 1:1-model af skulpturen i et forsøgsområde.
Evaluering af Byens Hegn
Indre By Lokaludvalg har gennem årene vurderet forslag til og finansieret en stor del af udsmykningen af hegnene omkring metrobyggepladserne i Indre By, Byens Hegn. Inden så længe tages Byens Hegn ned i Indre By, men vi mener, at ideen om udsmykning af byggepladshegn er så god, at den bør videreføres. Udsmykningerne giver byrummet et vældigt løft.
Vi foreslår derfor, at forvaltningen samarbejder med Metroselskabet om en evaluering af Byens Hegn med henblik på at få et grundlag for systematisk at finansiere og etablere udsmykning af byggepladshegn i Københavns Kommune, både på private og offentlige byggepladser.
Kunst på stilladser
Der pågår til stadighed mange renoverings- og byggearbejder på ejendomme i Indre By. På facaderne er der stilladser og stilladserne er afdækket med stof, hvorpå der mange gange er trykt en reklame. Reklamerne trækker indtrykket af byrummet ned.
Lokaludvalget foreslår derfor, at forvaltningen undersøger, hvordan man med finansiering og regulering af facadebestemmelserne kan tilskynde til en kunstnerisk udsmykning af stilladserne, som løfter byrummet.
Multifunktionel kunst i byrummet
På Rådhuspladsen står der i øjeblikket en betonklods, som er "indpakket", så den både kan fungere som terrorsikring og som bænk, blomsterkumme og maleri. Den er et eksempel til efterfølgelse.
Lokaludvalget foreslår, at forvaltningen udarbejder en strategi for, hvordan nødvendige elementer i byrummet som fx terrorsikringsklodser, affaldssorteringsanlæg, cykelstativer, affaldsspande og parkomater kan give byrummet et løft med en kunstnerisk udsmykning.
Midlertidig kunst og flytbar kunst
Når man taler om kunst i byrummet, tænker man normalt på skulpturer, der stilles op og bliver samme sted i al evighed - til glæde for nogen og til ærgrelse for andre. Men byen og byrummet ændrer sig med tiden, og byens offentlig kunst bør til en vis grad følge med tiden.
Lokaludvalget foreslår derfor, at forvaltningen gør sig tanker om midlertidig kunst og flytbar kunst i byrummet i kunstplanen for København.
Kunst ved indgangen til Strøget
I forbindelse med udarbejdelsen af "Helhedsplan for Strøget", som Teknik- og Miljøforvaltningen stod for, foreslog Kbh K-Commerce and Culture og Indre By Lokaludvalg etablering af et kunstværk ved indgangen til Strøget fra Rådhuspladsen. Det kan give Strøget en markant start, der samtidig kan løfte indtrykket af Frederiksberggade, idet vi synes, at Frederiksberggade fremstår tarvelig og slidt.
Man kan eventuelt udskrive en konkurrence for kunstnere om udformningen af et sådant stedrelateret kunstværk.
I det hele taget bør man i en kunstplan for København gøre sig overvejelser om, hvornår og hvordan der skal udskrives konkurrencer om etablering af kunstværker i byens rum. Lokaludvalget ser gerne, at der udskrives arkitektkonkurrencer om udformning af nybyggerier og udskrivning af konkurrencer om udsmykning af byens rum, men vi forudsætter, at der er offentlighed om konkurrencegrundlaget fx via en høring af lokaludvalg eller via kommunens bliv hørt-portal.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalgets henvendelse skal indeholde et forslag om, at forvaltningen ser på hvordan lokaliteter for kunst også kan fungere som steder, hvor folk mødes.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalgets henvendelse skal indeholde et forslag om, at forvaltningen i kunstplanen forholder sig til kunststøtte fra Region Hovedstaden.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalgets henvendelse skal indeholde et forslag om, at det med kunstplanen sikres, at lokaludvalgene høres om forslag om opstilling af multifunktionel kunst.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ingolf Ibus om, at lokaludvalgets henvendelse skal indeholde en opfordring til forvaltningen om i kunstplanen at beskrive, hvordan der kan opstilles midlertidig kunst på metroforpladserne i Indre By, som kan give metrostationen et image og fungere som mødested for de rejsende.
Lokaludvalget godkendte henvendelsen, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.