Svar til TV Lorry vedr. dronefilm over Søerne i forbindelse med Distortion 2017
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender svaret til Soulfish Aps of Tv Lorry om en dronefilm over Søerne i forbindelse med Distortion 2017, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Soulfish Aps - for TV 2 LORRY skrev den 1. september 2017 til lokaludvalget:
"Kære Bent Lohmann
TV 2 LORRY kører i øjeblikket en kampagne med en ny film hver uge, som over de næste uger skal være med til at brande det område, regionen dækker.
Alle film er filmet med drone og gir derfor et nyt kig på både kendte og ukendte steder.
LORRYs film denne uge er filmet over søerne i København i forbindelse med Distortion 2017.
Filmen kan ses og deles her:
https://www.facebook.com/tv2lorry.dk/videos/10155786743139752/
Det ville være dejligt, hvis I vil hjælpe os med at sprede filmen ved at dele den på jeres facebook-side, og dermed få flere folk til at se med på smukke København fra ny vinkel.
Det er med kampagnen tanken, at få folk til at blive mere opmærksomme på de mange spændende, smukke, interessante og vigtige steder, der er i regionen - og kan være både underholdning, natur, kultur og ting, der på en eller anden måde indvirker på vores hverdag.
Vi håber, du kan lide filmen!
Med venlig hilsen
Helle Rohde
Produktionsleder
Produceret af Soulfish Aps - for TV 2 LORRY"
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer:
"Kære Helle Rohde,
tak for din mail om dronefilmen over Søerne i forbindelse med Distortion 2017.
Lokaludvalget vil ikke dele filmen via vores facebookside. Det skyldes, at Distortion ikke ses som noget positivt af Indre Bys borgere. Tværtimod. Derfor har lokaludvalget overfor kommunen frabedt sig flere Distortion-arrangementer. Se det vedlagte brev.
Derudover undrer det os, at det er tilladt at flyve med drone over et så stort arrangement som Distortion med mange tusinde deltagere. Man kan hurtigt få den tanke, at droner kan bruges som terrorvåben. Vi har derfor spurgt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om, hvordan det forholder sig med droneflyvning over Indre By.
Endelig skal du vide, at Indre Bys borgere til stadighed lider under støjforurening, bl.a. fra helikoptere. Vi ser derfor gerne, at flyvning over vores boliger begrænses mest muligt.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt svaret, sender sekretariatet det til Soulfish Aps og TV Lorry.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at svaret til Soulfish Aps og TV Lorry skal indeholde en bemærkning om, at Indre By lider under nattelivet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at svaret til Soulfish Aps og TV Lorry skal indeholde en invitation til dem om at få forevist generne for beboerne i Indre By af nattelivet.
Lokaludvalget godkendte svaret til Soulfish Aps og TV Lorry om en dronefilm over Søerne i forbindelse med Distortion 2017, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.