Movias annoncering for parkering i Indre By
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at spørge overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om hvad de i lyset af kommunens målsætninger på trafik- og miljøområdet vil gøre ved, at Movia annoncerer for parkeringspladser i Indre By.
Problemstilling
Fra referatet af Byudviklingsgruppens møde den 30. august 2017:
"Ingolf har i den senere tid konstateret, at Movias busser har annoncer på bussernes bagende, som reklamerer for parkeringspladser i Indre By, eksempelvis ved Tivoli i Axel Towers. Dette er en direkte opfordring til at køre i egen bil i stedet for at anvende den kollektive trafik. Annoncekampagnen bidrager således til at modarbejde kommunens officielle politik om at forøge andelen af borgere, der anvender kollektiv trafik, til minimum 25 %. Hvordan skal vi i Indre By Lokaludvalg forholde os til problematikken?
Kjeld har sendt en forespørgsel til Movia og vil sende svaret videre. Der har indtil videre været reklamer for at køre direkte til Tivoli og parkere i Axel Towers, og for parkeringspladser på Israels Plads. Vi finder reklameringen i direkte modstrid med Kommunens mål om at begrænse pendlertrafikken og få flere passagerer over i den kollektive trafik. Vi foreslår derfor at Indre By Lokaludvalg retter en henvendelse til Morten Kabell, og beder ham tage kontakt til Movia omkring problematikken."
Svaret fra Movia ses i bilaget.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at spørge overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om hvad de i lyset af kommunens målsætninger på trafik- og miljøområdet vil gøre ved, at Movia annoncerer for parkeringspladser i Indre By.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har givet formanden bemyndigelsen, skriver han til overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om sagen.
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at spørge overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren om hvad de i lyset af kommunens målsætninger på trafik- og miljøområdet vil gøre ved, at Movia annoncerer for parkeringspladser i Indre By.