Åben spørgetid
Beslutning
Busser i Holbergsgade
En borger orienterede om trafikforholdene i krydset Holbergsgade/Nyhavn:
Hop on/hop off-busser og almindelige turistbusser benytter Movias busstoppesteder i Holbergsgade på hjørnet af Nyhavn. Det hænder, at busserne holder ved begge stoppesteder samtidig, hvilket giver kø og skaber usikkerhed og utryghed for cyklisterne i Holbergsgade.
Movias linje 66 kommer jævnligt i klemme, når de andre typer busser benytter stoppestedet. De kan ikke køre ind til kantstenen. Det gør, at fodgængere må ud på kørebanen, for at komme på bussen.
Hop on/hop off-busserne kører i de lyse timer i sommermånederne.
Borgeren viste et videoklip af trafikforholdene ved busstoppestedet i Holbergsgade.
Kjeld A. Larsen svarede, at det er overraskende, at staten har ansvaret for rutekørsel. Der er behov for koordination, hvorfor det bør være en kommunal opgave. Indre By Lokaludvalg bør arbejde for at få busserne ud af de indre bydele. Spørgsmålet om busser i de indre bydele er også et spørgsmål om terrorsikring.
Gunna Starck svarede, at i andre byer betjenes turisterne af små el-busser. Hun har konstateret, at belægningsprocenten i hop on/hop off-busserne er lav, hvorfor det er rigelig kapacitet i små el-busser. De små gader i Middelalderbyen er ikke egnet til store hop on/hop off-busser og de harmonerer ikke med Københavns image som en miljøvenlig by. Tilladelse til rutekørsel bør være en kommunal opgave.
Jens Erik Frandsen svarede, at der ikke bør være et bussystem parallelt med det offentlige bussystem. Lokaludvalget bør afvente et svar fra Trafik- , Bygge- og Boligstyrelsen på det brev, som er på lokaludvalgets dagsorden.
Anton Skovle svarede, at små el-busser indgår i det offentlige bussystem i Oslo.
Ole Bang svarede, at Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et projekt for cykelsti i Holbergsgade. Hvis cykelstien anlægges, kan det måske ændre på brugen af gaden til buskørsel.
Marietta Bonnet svarede, at transport af turister kan ske til vands.
Webersgade
En borger oplyste, at Webersgade fornyelig blev benyttet til optagelse af en reklamefilm for Audi. Hele dagen var der parkeringsforbud i gaden og hele dagen larmede en generator, der leverede el til optagelsen.