Ørstedsparken
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter situationen i Ørstedsparken.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende Teknik- og Miljøforvaltningen de bemærkninger, lokaludvalget måtte have til sagen i lokaludvalgsmødet den 14. juni 2018.
Problemstilling
Mail fra en borger 24. maj 2018:
"Jeg hedder ( ...) og jeg bor på Nørre Voldgade 22. Det et skønt sted i byen, (...) (min kæreste) og jeg har boet her i 15 år. En periode hvor byen er blevet mere og mere støjende.
Jeg har allerede været i kontakt med politiet tre gange indenfor en uge, for at klage min nød over larm fra Ørstedsparken. Spontane fester, musik, kæmpe højtalere og gang i bassen.
Sidste sommer var vi også plaget af ”den slags larm” fra vores ”allesammens” park. Og det var ikke kun tre gange jeg ringede til politiet. Rent ud sagt var det en pestilens at bo her. Og nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal stille op, andet at ringe til ordensmagten, hver gang vi må lægge øre til larmen fra parken.
Som jeg har set i medierne har lokaludvalget haft fokus på støjen i Østre Anlæg. Men Ørstedsparken er også et sted som udfordrer beboerne i området.
I aften har jeg også været i kontakt med politiet, der fortalte at de netop havde talt med en anden anmelder, som det hedder, om samme problem. Der blev skruet ned for musikken i en halv times tid, men nu buldre det løs igen.
Kunne man ikke lave et forbud mod at benytte musikanlæg, der kan spille høj musik, i vores fælles park? Høj musik hører til i lokaler, gårdmiljøer og steder hvor der er tilladelse til og enighed om det. Og ikke i det fælles rum, som vi alle skal dele, altså fra politisk/kommunal side lave et forbud mod larm i byens parker.
Jeg synes at det handler om manglende respekt for andre end de, som er med til festen. Jeg synes at vi har mistet forståelse for at byen også er et sted hvor vi bor. Og der håber jeg at vi med noget så simpelt som et forbud, kan afhjælpe problemet med larm i blandt andet Ørstedsparken. Et lille skilt med en streg over en højtaler ved indgangen til parken. Og så selvfølgelig alt det lovformelige som ligger bag. Jeg mener faktisk ikke at vi har lov til at larme i det offentlige rum, med mindre det er et lovligt anmeldt arrangement.
Hvis I synes at mit hjertesuk kan bruges til noget, eller I har en idé til hvordan jeg kan være med til at sætte fokus på problemet, så kontakt mig gerne."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter situationen i Ørstedsparken og beslutter, om det skal henvende sig til Teknik- og Miljøforvaltningen om forholdene.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede situationen i Ørstedsparken. Der var følgende bemærkninger:
- Situationen i Ørstedsparken er stort set den samme som i Kongens Have.
- Ørstedsparken er en have og et åndehul for beboerne i kvartererne omkring parken. Den skal beskyttes. Den har en særlig karakter.
- Der er brug for en adfærdskampagne i byens parker på tværs af bydelene.
- Byens parker skal sælges som åndehuller og natur i byen. Det skal være steder, man kan slappe af i ligesom Botanisk Have.
- Der bør udarbejdes et koncept for parkerne; en parkstrategi med vægt på det rekreative.
- Parkerne skal kunne trække vejret. Der skal være tid til at rydde op. Aflåsning af parkerne om natten er en løsning.
- Der mangler toiletter i Ørstedsparken.
- Man skal passe på med at blive for restriktiv.
- Lokaludvalget skal bede kommunen om en dialog om brugen af Ørstedsparken.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om Ørstedsparken på baggrund af ovennævnte bemærkninger.