Mødedato: 14.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

A-sag: Puljeansøgning, maj 2020: "Living Billboard"

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til en ansøgning om støtte.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give en borger tilsagn om 50.000 kr. af lokaludvalgtes 2020-pulje til projektet ”Living Billboard”, som afholdes 1.- 21.november 2020 på Rådhuspladsen.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget en ansøgning om støtte. Puljegruppen, der har forbehandlet ansøgningen, videresender den til lokaludvalgets afgørelse uden anbefaling.

 

Løsning

1. Living Billboard

En borger har ansøgt om 50.000 kr. af lokaludvalgtes 2020-pulje til projektet ”Living Billboard”, som afholdes 1.-21.november 2020 på Rådhuspladsen. Derudover er der afsat 3 dage til opsætning og nedtagning.
Living Billboard er et projekt, der tilbyder borgere en central arena, Rådhuspladsen, hvor de kan bidrage til pladsens visuelle udtryk, ytre deres stemme og få muligheden for at blive set og hørt på en plads, hvor der er mange kommercielle lysreklamer. Det er hensigten, at interesserede får mulighed for at lave egne lysreklamer i dagtimerne i et åbent reklameværksted. Her kan deltagerne producere byrums-budskaber med afsæt i deres egne tanker og drømme om byen, som om aftenen vises på en skulpturel lysreklame til glæde, forundring og eftertanke for de forbipasserende. 
Projektet vender markedsføringens traditionelle logik på hovedet, som normalt prøver at aktivere forbipasserende til at købe noget. Living Billboard prøver derimod at få folk til at udtrykke sig og deltage i samtalen om, hvad der giver en by værdi. Projektet er ifølge ansøgeren en ny og mere demokratisk måde at bruge byen og den offentlige plads på. 
Det er gratis at deltage i projektet, som primært henvender sig til unge mellem 10 – 16 år. Men alle har mulighed for at deltage. 
Ansøgeren forventer minimum 20-40 personer om dagen i snit vil besøge Living Billboard og deltage i produktionen. 
Udgiftsbudgettet er på 205.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til håndværker og byggeassistance, materialer, honorarer, annoncering/ PR, grafik/ tryk, transport, strøm og administration.

Sekretariatets bemærkninger

Det er en politisk vurdering, om aktiviteten er bydelsrelateret. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Puljegruppens anbefaling

Sympatisk og sjovt projekt, men vi kan ikke se for os, hvordan det skal fungere/afvikles.To for og to imod, og de to positive mente, at ansøger må vende tilbage med et simplere og mere gennemskueligt projekt. Vi vil gerne have den til behandling i lokaludvalget.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give en borger tilsagn om 50.000 kr. af lokaludvalgtes 2020-pulje til projektet ”Living Billboard”, som afholdes 1.- 21. november 2020 på Rådhuspladsen.

Økonomi

Rammen for puljeansøgninger i 2020 er på 300.000 kr. og lokaludvalget har hidtil disponeret for 40.500 kr. til puljeansøgninger. Hvis lokaludvalget støtter med det ansøgte beløb, vil der være disponeret for yderligere 50.000 kr. af 2020-puljen til puljeansøgninger.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at give en borger afslag på en ansøgning om 50.000 kr. af lokaludvalgtes 2020-pulje til projektet ”Living Billboard”på Rådhuspladsen den 1.- 21.november 2020.

Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget opfordrer ansøgeren til at samarbejde med Ungerådet om projektet og på det grundlag søge lokaludvalget om støtte, idet lokaludvalget ikke hermed har givet tilsagn om støtte til et sådant projekt.

Til top