B-sag: Borgermøde om el-løbehjul og udlejningscykler
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et borgermøde om el-løbehjul og udlejningscykler.
Indstilling
Formanden foreslår,
- At Indre By Lokaludvalg holder et borgermøde hurtigst muligt om el-løbehjul og udlejningscykler
- At Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. til borgermødet.
- At Indre By Lokaludvalg udpeger Anton Skovle, Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
Problemstilling
Som svar på en henvendelse fra lokaludvalget til Teknik- og Miljøudvalget om el-løbehjul sendte teknik- og miljøborgmesteren den 26. februar 2020 et fagligt notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget om tilladelser til opstilling af el-løbehjul. Se bilaget.
Det fremgik af notatet,
- At i december 2019 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen høringsbreve med udkast til afgørelser ud til alle udbydere, som har søgt om tilladelse til opstilling af udlejningskøretøjer med frist for bemærkninger den 6. januar 2020.
- At Teknik- og Miljøforvaltningen gerne vil have lokaludvalgets eventuelle input i forbindelse med den kommende evaluering af ordningen.
- At på grund af den politiske behandling af tilladelserne, og fordi der er ny lovgivning på vej, har forvaltningen endnu ikke taget konkret stilling til, hvordan evalueringen skal foregå.
- At Teknik- og Miljøforvaltningen gerne deltager i borgerdialog om el-løbehjul, som lokaludvalget måtte arrangere.
- At Transportministeriet i december 2019 sendte forslag til nye regler i vejloven, der bl.a. lægger op til, at det bliver nemmere at begrænse antallet af løbehjul i byen, herunder foreslås der mulighed for, at kommunen kan vælge ikke at indgå aftaler i forhold til udlejningsløbehjul. Udlejningscykler får derimod bedre mulighed for udbredelse efter de nye regler, hvor de får krav på at få en aftale om udlejning. Endvidere vil det ikke være muligt at begrænse antallet af udlejningscykler.
- At Københavns Kommune har sendt et høringssvar til Transportministeriet om de nye regler i vejloven. Se bilaget.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et borgermøde om el-løbehjul og udlejningscykler, så snart det er muligt, og at Teknik- og Miljøforvaltningen og Transportministeriet inviteres til at holde oplæg.
Hensigten med borgermødet er
- At give borgerne mulighed for at blive oplyst om status på el-løbehjulene og udlejningscykler i Indre By
- At give borgerne mulighed for at komme med input til de nye regler i vejloven
- At give lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen et grundlag for evaluering af el-løbehjul og udlejningscykler i Indre By.
Formanden foreslår, at han sammen med Anton Skovle, Jens erik Frandsen og sekretariatet planlægger og gennemfører mødet.
Økonomi
Det foreslås, at der afsættes en ramme på 20.000 kr. til borgermødet. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning.
Videre proces
Tovholderne planlægger og gennemfører borgermødet i samarbejde med sekretariatet. I et efterfølgende lokaludvalgsmøde samles der op på sagen.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at holde et borgermøde hurtigst muligt om el-løbehjul og udlejningscykler.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 20.000 kr. til borgermødet.
- Lokaludvalget udpegede Anton Skovle, Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.