Mødedato: 14.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

A-sag: Puljeansøgning, marts 2020: "Mød din lokale gademusikant!"

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til en ansøgning om støtte.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Indre By Lokaludvalg giver Duoen Tro På Duren tilsagn om 9.300 kr. af lokaludvalgets 2020-pulje til afvikling af koncerter foran plejecentrene Nybodergården, Rosenborgcentret, Sølund og andre steder i Indre By bl.a. til glæde for plejehjemsboerne under coronakrisen.  Tilsagnet om støtte er under forudsætning af, at ansøgeren sender lokaludvalget et koncertprogram.

Problemstilling

Lokaludvalget skulle den 12. marts 2020 behandle en ansøgning fra Duoen Tro På Duren om støtte til aktiviteten "Mød din lokale gademusikant!", men lokaludvalgsmødet blev aflyst, hvorfor lokaludvalget ikke kunne tage stilling til ansøgningen.

I mellemtiden har Duoen Tro På Duren ændret ansøgningen og er begyndt på aktiviteten.

Løsning

Mød din lokale gademusikant! - den ændrede ansøgning

Oprindeligt ansøgte Duoen Tro På Duren om 9.300 kr. af lokaludvalgets 2020-pulje til  arrangementerne "Mød din lokale gademusikant", som skulle afholdes på fem torsdage i foråret. Arrangementerne skulle bestå af en koncert og en samtale med en af byens gademusikanter, som til dagligt spiller i Indre Bys gader. Formålet var at bringe liv til en gammel tradition og at skabe en scene, hvor gademusikanten får lov til at være kunstner og spille for sit publikum, uden at skulle bekymre sig om at tjene penge. Hermed forventes en situation, hvor gademusikanten kan gå i dialog med sit publikum om sit liv og sin motivation til at spille

Som følge af coronakrisen ændrede ansøgeren den 27. marts 2020 sin ansøgning. Der ansøges fortsat om 9.300 kr. af lokaludvalgets 2020-pulje, men nu til gademusikant-arrangementer foran plejecentrene Nybodergården, Rosenborgcentret og Sølund samt flere steder i Indre By, afhængigt af, hvor beboerne efterspørger dem. Ansøgeren ønsker at rette musikken og koncerterne mod dem, der ikke er de stærkeste under coronakrisen; de der bliver nødt til at sidde i deres lejligheder, og beskytte sig mod sygdommen. 

En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til promovering af projektet på de sociale medier, filmproduktion, plakater, ekstern løn til fem gademusikanter og støtte til indkøb af en lydforstærker.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet har gjort ansøgeren opmærksom på, at Plejecentret Sølund ikke ligger i lokaludvalgets område.

Den 22. april 2020 oplyste ansøgeren, at de er gået i gang og at de samme uge skulle spille for Nybodergården. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ikke støtter aktiviteter, der er afholdt, når lokaludvalget skal tage stilling til ansøgningen.

Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten. 

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbafalede om den oprindelige ansøgning, at lokaludvalget støtter med 9.300 kr. Puljegruppen har ikke haft mulighed for at tage stilling til den ændrede ansøgning.

Formandens indstilling

 At Indre By Lokaludvalg giver Duoen Tro På Duren tilsagn om 9.300 kr. af lokaludvalgets 2020-pulje til afvikling af koncerter foran plejecentrene Nybodergården, Rosenborgcentret, Sølund og andre steder i Indre By bl.a. til glæde for plejehjemsbeboerne under coronakrisen.  Tilsagnet om støtte er under forudsætning af, at ansøgeren sender lokaludvalget et koncertprogram.

Økonomi

Rammen for puljeansøgninger i 2020 er på 300.000 kr. Lokaludvalget har hidtil disponeret for 40.500 kr. Hvis indstillingen følges, vil der være disponeret for yderligere  9.300 kr.   

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøger om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalget giver Duoen Tro På Duren tilsagn om 8.000 kr. af lokaludvalgets 2020-pulje til afvikling af koncerter foran plejecentrene Nybodergården, Rosenborgcentret, Sølund og andre steder i Indre By bl.a. til glæde for plejehjemsbeboerne under coronakrisen.  


Tilsagnet om støtte er under forudsætning af, at ansøgeren sender lokaludvalget et koncertprogram. Støtten må ikke anvendes til indkøb af lydforstærker, hvorfor den øremærkes til promovering af projektet på de sociale medier, filmproduktion, plakater og ekstern løn til de andre gademusikanter, jf. ansøgerens budget af 27. marts 2020.

Til top