A-sag: Forslag om at lukke Østbanegade ved Østerport st.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om et forslag om at lukke Østbanegade ved Østerport. Se bilaget.
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal fremme forslaget om at lukke Østbanegade ved Østerport.
- at Indre By Lokaludvalg godkender, at sekretariatet orienterer dem, der har besvaret lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse, om sammenfaldet af borgerpanelundersøgelsen og Økonomiforvaltningens høring af lokaludvalget vedr. ændring af buslinje 27.
Problemstilling
0. Sag fra det aflyste møde den 12. marts 2020
Dette er en opdatering af sagen "Forslag om at lukke Østbanegade ved Østerport st.", som var på dagsordenen for det aflyste lokaludvalgsmøde den 12. marts 2020.
1. Forslaget
Forslagsstilleren, der repræsenterer ejerforeningen Østbanegade 5, stillede med mail den 29. august 2019 til Østerbro Lokaludvalg og efterfølgende til Indre By Lokaludvalg følgende forslag:
Ved at lukke Østbanegade ved Østerport St., så man kun kan køre ad Kristianiagade, kan der etableres en plads som den ved Rådhuspladsen foran Utrechthuset. Det skal være en plads med træer og gå- og cykelstier og også gerne med blomsterbede, sådan som der er ved enden af Langeliniebroen.
Hvis ikke lukning af Østbanegade er muligt, kan ideen - om end i mindre omfang - give mening.
Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering
Formanden bad den 9. september 2019 Teknik- og Miljøforvaltningen forholde sig til forslaget. Forvaltningen svarede den 19. september 2019:
"Tak for jeres henvendelse af 9. september 2019, hvor I ønsker en vurdering af om Østbanegade ved Østerport Station kan lukkes for bilkørsel, så der kan skabes en plads.
I forslag til Kommuneplan 2019 er Østbanegade og Kristianiagade udlagt som bydelsgader.
Det er forvaltningens vurdering, at det giver en fornuftig afvikling af den lokale trafik på dette sted i bydelen og i forhold til den lokale trafik, der benytter parkeringspladserne i området.
En lukning af Østbanegade vil kræve en trafikanalyse, så de trafikale konsekvenser kan vurderes, idet en lukning vil kunne skabe trængsels- eller trafiksikkerhedsproblemer andre steder på det lokale vejnet i området.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer ikke, at der for nærværende er grundlag for at søge økonomiske midler til igangsætning af en trafikanalyse.
Hvis der er et generelt ønske i området, herunder fra beboerforeninger i Kristianiagade og Trondhjemsgade, om en lukning af Østbanegade, så der kan skabes en plads ved Østerport Station, vil forvaltningen bringe ønsket videre for at søge finansiering til udarbejdelse af en trafikanalyse for området."
2. Borgerpanelundersøgelse
I mødet den 14. november 2019 besluttede lokaludvalget,
- at spørge de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i kvarteret, om deres holdning til forslaget.
- at gennemføre en kampagne i kvarteret for tilmelding til Indre By Borgerpanel.
- at det senere vil beslutte, om det overfor Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget vil fremme forslaget at lukke Østbanegade, så der kan etableres en plads ved Østerport st.
Borgerpanelundersøgelsen blev gennemført 4.-11. februar 2020. Spørgeskemaet blev sendt til 274 beboere i Østerport-kvarteret, jf. lokaludvalgets opdeling af Indre By i kvarterer. Se bilaget.
126 beboere har besvaret undersøgelsen. Se bilaget.
Hovedresultaterne af borgerpanelundersøgelsen
40% synes, at Østerport-området fungerer godt efter åbningen af metrostationen
Det syhes 41 % ikke.
19% har svaret "Ved ikke".
71% synes, at en permanent lukning af Østbanegade ved Østerport med blomsterbede og træer vil forskønne Østerport-området.
Det synes 21 % synes ikke.
8% har svaret "Ved ikke".
31% er meget enig eller enig i udsagnet "Jeg oplever, at trafikken i Kristianiagade er meget trafikeret i øjeblikket, hvor Østbanegade er midlertidigt lukket".
54% er uenig eller meget uenig i udsagnet.
15% har svaret "Ved ikke".
30% tror, at kvarteret vil blive et dårligere sted at bo i, hvis Østbanegade genåbnes ved Østerport.
Det tror 52% ikke.
17 % har svaret "Ved ikke."
37% tror, at det vil gøre det nemmere at komme til deres bolig med bil, hvis Østbanegade genåbnes ved Østerport.
Det tror 47% ikke.
16% har svaret "Ved ikke".
45% synes, at der skal anlægges parkeringspladser i Østbanegade, hvis Østbanegade lukkes mellem Dag Hammarskjölds Allé og Bergensgade.
Det synes 36% ikke.
19% har svaret "Ved ikke".
3. Mails fra borgere
I perioden 5.-9. februar 2020 modtog lokaludvalget 5 mails om forslaget.
Se bilaget.
I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. april 2020 skal lokaludvalget godkende en henvendelse til Økonomiforvaltningen om ændring af buslinje 27.
Økonomiforvaltningen sendte ændringen af buslinje 27 i høring i lokaludvalget. Lokaludvalget skulle beslutte et høringssvar i mødet den 12. marts 2020, som imidlertid blev aflyst.
Anledningen til høring var et forslag fra Movia om busdriften i forbindelse med åbningen af Nordhavnsmetroen. Linje 27 giver i dag forbindelse mellem Østerport St. og Nordhavn (Oceankaj) fire gange i timen i myldretiden og to gange i timen midt på dagen og om aftenen.
For at undgå parallelkørsel mellem metro og bus, foreslår Movia at linje 27 afkortes, så den fremover giver forbindelse mellem Østerport og Sdr. Frihavn.
For at give bedre forbindelse til metroen, foreslog Movia at linje 27 samtidig forlænges til Oslo Plads. Ændringen betyder, at Sdr. Frihavn får bedre forbindelse til metroen ved Oslo Plads, men mister direkte forbindelse til Nordhavn.
For at linje 27 kan få endestation ved Oslo Plads, kræver det, at linjen kan vende (uden passagerer). Den mest nærliggende mulighed til denne vending er via Bergensgade og Kristianiagade, skrev Movia.
Den nye rute til Oslo Plads forudsætter, at Movia kan finde et egnet chaufførlokale ved DFDS terminalen, eller opstilling af faciliteter i forbindelse med Oslo Plads. Alternativt kan operatøren kompenseres for at benytte chaufførlokalet ved Nordhavn St., men chaufførerne skal i så fald fortsat have adgang til et toilet ved Oslo Plads.
Den 31. marts 2020 godkendte Økonomiudvalget Movias forslag til ændring af linje 27.Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om et forslag om at lukke Østbanegade ved Østerport.
Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget beslutter, om det skal fremme forslaget om at lukke Østbanegade ved Østerport, idet forslaget bør vurderes dels ud fra resultaterne af borgerpanelundersøgelsen og dels ud fra forslaget fra Movia om, at buslinje 27 skal vende i Østbanegade-Bergensgade-Kristianiagade.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af lokaludvalgets beslutning.
Sekretariatet orienterer borgeren, der stillede forslaget, om lokaludvalgets beslutning. Sekretariatet orienterer også borgerne, der har mailet, om beslutningen. Desuden vil beslutningen blive omtalt i næste nyhedsbrev fra lokaludvalget.
Derudover vil sekretariatet med lokaludvalgets tilladelse orientere dem, der har svaret på lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse, om sammenfaldet af borgerpanelundersøgelsen og Økonomiforvaltningens høring af lokaludvalget vedr. ændring af buslinje 27.