Mødedato: 14.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

A-sag: Initiativer i forhold til nattelivet

Indre By Lokaludvalg skal evaluere og aftale opfølgning på dialogmødet den 3. marts 2020 om nattelivet i København, som teknik- og miljøborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren var vært for. Endvidere skal lokaludvalget tage en orientering om statsministeren og overborgmesterens besigtigelse af nattelivet den 8. marts 2020 til efterretning. Endelig skal lokaludvalget beslutte en kommunikationskampagne i forhold til nattelivsproblematikken.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg evaluerer dialogmødet den 3. marts 2020 på Rådhuset om nattelivet i København, som teknik- og miljøborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren var vært for.
  2. at Indre By Lokaludvalg tager en orientering om statsministeren og overborgmesterens besøg i nattelivet natten til den 8. marts 2020 til efterretning.
  3. At Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, hvordan der skal følges op på ovennævnte dialogmøde og besigtigelse.
  4. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen til at aftale en kommunikationskampagne med sekretariatet om nattelivsproblematikken jf. løsningsafsnittet og afsnittet "Videre proces".
  5. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 100.000 kr. til kampagnen. Pengene tages af puljen "Egne projekter". 

Problemstilling

Sag fra det aflyste møde den 12. marts 2020

Dette er en opdatering af sagen "Initiativer i forhold til nattelivet", som var på dagsordenen for det aflyste lokaludvalgsmøde den 12. marts 2020.

Dialogmøde om nattelivet

Den 3. marts 2020 var teknik- og miljøborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren vært for et dialogmøde på Rådhuset om nattelivet i København med temaerne

  • De største udfordringer i nattelivet
  • Ønsker til fremtidens natteliv
  • Hvordan skaber vi fremtidens natteliv?

Statsministeren og overborgmesterens besigtigelse af nattelivet

Repræsentanter for Københavns Beboernetværk var natten til den 8. marts 2020 vært for statsministeren og overborgmesterens besigtigelse af nattelivet.

Statsministeren skrev dagen efter på Facebook: "Godmorgen. I nat, da de fleste nok sov, var jeg inviteret til en gåtur i Københavns gader. Jeg mødte en masse glade unge mennesker. Men jeg så og hørte også om meget andet. Stoffer, larm og en alt for heftig drukkultur. Og som du ved, har der igen været nogle voldsepisoder, som vi ikke kan leve med. Jeg tror på, at mere politi og overvågning er en del af løsningen. Men det kan ikke stå alene. Alkohol spiller også en stor og kedelig rolle. Jeg har fået noget at tænke over. Hvad tænker du?"

Kampagne 

I mødet den 6. februar 2020 bad lokaludvalget formanden om en indstilling til lokaludvalgsmødet den 12. marts 2020 om en kommunikationskampagne, der kan synliggøre nattelivsproblematikken.

Løsning

Opfølgning

Formanden foreslår, at de lokaludvalgsmedlemmer, der deltog i teknik- og miljøborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesterens dialogmøde den 3. marts 2020, orienterer om det. Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget beslutter, hvordan det skal følge op på dialogmødet.

Københavns Beboernetværk skal roses for at have taget initiativ til statsministeren og overborgmesterens besigtigelse af nattelivet natten til den 8. marts 2020. Formanden foreslår, at de lokaludvalgsmedlemmer, der deltog, orienterer om besigtigelsen og om hvordan Københavns Beboernetværk følger op. 

Kampagne 

Formanden foreslår, at Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen aftaler en kommunikationskampagne med sekretariatet om nattelivet. Overskriften for kampagnen kan fx. være "Sssh, vi er nogen, der bor her" eller "Vil du være min tyssemand/kone?"

Kampagnen kan således være rettet mod nattelivets gæster, men den skal samtidig oplyse beboerne i Indre By om, hvad de kan gøre, hvis de føler sig generet af nattelivet.

Kampagnen kan gør bruge af kommunikationskanaler som

  • annoncering i lokale medier
  • annoncering på Facebook og instagram
  • annoncering på en bus
  • annoncering på kommunens reklamesøjler i Indre By
  • GoCard på cafeer, hoteller o.l.
  • udsendelse af sms'er i afgrænsede geografiske områder
  • artikler, læserbreve og omtale i lokale, regionale og nationale medier om konsekvenserne af nattelivet.

Den del af kampagnen, der retter sig mod nattelivets gæster, skal eventuelt både gennemføres på dansk og engelsk, da en ikke uvæsentlig del af gæsterne i nattelivet er udenlandske studerende og turister.

Kampagnen skal følges op af lokaludvalgets medlemmer fx. ved at skabe og vedligeholde kontakt til politikere i Borgerrepræsentationen, Regionsrådet og Folketinget om konsekvenserne af nattelivet og om mulige løsninger på problematikken.

Endvidere skal lokaludvalgets medlemmer danne og vedligeholde netværk blandt organisationer, meningsdannere, eksperter osv., der har samme vinkel på nattelivet som lokaludvalget, for på den måde at skabe og forstærke alliancer, der kan påvirke Borgerrepræsentationen og Folketinget.

Endelig skal lokaludvalgets medlemmer og deres bagland til stadighed kontakte Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bevillingsnævnet, Københavns Politi og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om de negative konsekvenser af de tilladelser, der gives til nattelivet, events og arrangementer i Indre By, herunder om hvordan forvaltningerne med deres tilladelser understøtter en druk- og stofkultur.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 100.000 kr. til kommunikationskampagnen. Pengene tages af puljen "Egne projekter".

Videre proces

Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen aftaler en kommunikationskampagne med sekretariatet. Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppen orienterer løbende lokaludvalget om fremdriften i arbejdet.

Lokaludvalgets medlemmer orienterer i de kommende lokaludvalgsmøder

  • om deres kontakter til politikere i Borgerrepræsentationen, Regionsrådet og Folketinget om nattelivsproblematikken
  • om deres indsats for at danne og vedligeholde netværk blandt organisationer, meningsdannere, eksperter osv. i forhold til nattelivsproblematikken.
  • om deres indsats overfor Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bevillingsnævnet, Københavns Politi og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vedr. de negative konsekvenser af de tilladelser, der gives til nattelivet, events og arrangementer i Indre By,

Beslutning

Udsat.
Til top