Mødedato: 14.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Meddelelser

Beslutning

Kayak Bar

Bent Lohmann oplyste, at han og sekretariatet havde et møde den 12. maj 2020 med Kayak Bar om et samarbejde om arrangementer. Kayak Bar ville holde et borgermøde den 9. juni 2020 med politikere fra Borgerrepræsentationen, men da der ikke forelå et mandat fra lokaludvalget til et samarbejde og da der usikkerhed om corona-restriktionerne til den tid, blev der ikke aftalt samarbejde om dette møde.

Bent Lohmann oplyste overfor Kayak Bar, at han vil komme med en indstilling til lokaludvalgets møde den 11. juni 2020 om et samarbejde med Kayak Bar om et borgermøde den 18. august 2020. 

Nyhavn

Bent Lohmann oplyste, at han har talt med Nyhavnsforeningen om aktuelle sager i Nyhavn, herunder sagen om udeservering og sagen om billethus til en havnerundfart. Der var en fælles forståelse om, at der bør være borgerdialog om sagerne i Nyhavn.

Bent Lohmann oplyste endvidere, at han forstod på Nyhavnsforeningen, at en fredning hindrer udvidelse af havnerundfarternes anløbspladser.

Lokaludvalget bad ham om en drøftelsesindstilling til lokaludvalgets møde den 11. juni 2020 om status på Nyhavn.

 

Udeserveringer

Bent Lohmann oplyste, at samme aften som lokaludvalgsmødet skal Borgerrepræsentationen tage stilling til en beslutning i Teknik- og Miljøudvalget om midlertidige tiltag for at understøtte restauranter, cafeer og butikker med udeservering mv. Hvis Borgerrepræsentationen godkender Teknik- og Miljøudvalgets beslutning, får restauranter og caféer mulighed for at ansøge om at have udeservering på en større del af fortovet og lign. end nu frem til 1. oktober 2020.

Lokaludvalget bad sekretariatet om at få tilsendt Borgerrepræsentationens beslutning, når den er offentliggjort.

Oplæg om anlægsprojekter

Bent Lohmann oplyste, at mødet den 26. maj 2020 mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget om aktuelle anlægsprojekter aflyses som følge af forsamlingsforbuddet. I stedet holdes mødet formentlig medio juni 2020.

 

Tilpasning af lokaludvalg

Bent Lohmann oplyste, at tidsplanen for tilpasning af lokaludvalg formentlig ændres som følge af coronakrisen. Det var aftalt, at Borgerrepræsentationens sekretariat skulle komme til lokaludvalgsmødet den 11. juni 2020 og tale med lokaludvalget om sagen. Nu sker det formentlig først efter sommerferien.

 

Sekretariatet

Bent Lohmann oplyste, at sekretariatets medarbejder Katrine Dyrebye Clausen stopper, hvorfor sekretariatet vil bestå af to medarbejdere frem til den 29. september 2020.


Nørre Farimagsgade

Bent Lohmann orienterede om et færdselsuheld i fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade ud for Turesensgade med alvorlig personskade til følge.

Lokaludvalget aftalte at tjekke, om der er forhold på stedet, som bør ændres.

 

Kongens Have

Bent Lohmann oplyste, at Slots- og Kulturstyrelsen har udsat opsætningen af en trappescene ved Herkules Pavillonen.

Bent Lohmann oplyste endvidere, at Slots- og Kulturstyrelsen har orienteret ham om problemer med fester og knivstik i Kongens Have.

Til top