Høringssvar om "Startredegørelse Christiansholm" (Papirøen)
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Startredegørelse Christiansholm - principper for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg", der handler om udviklingen af Papirøen.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerdialogsarrangement den 4. april 2016 på Havnegade om udviklingen af Papirøen (se bilaget).
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Startredegørelse Christiansholm - principper for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg" om udviklingen af Papirøen, der fremgår af løsningsafsnittet.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om lokaludvalget skal udpege en følgegruppe om udviklingen af Papirøen.
I givet fald: - at Indre By Lokaludvalg udpeger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer til følgegruppen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har godkendt en startredegørelse for Papirøen på baggrund af et forslag fra COBE om en masterplan for Papirøen, kaldet "'Københavns haller' COBEs forslag vandt By & Havns arkitektkonkurrence om en masterplan. for Papirøen. Startredegørelsen er vedlagt som bilag.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen er gået i gang med at udarbejde et lokalplanforslag og kommuneplantillæg for Papirøen og har i den forbindelse opfordret Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg til at stå for borgerdialog, der kan give input til lokalplanforslaget.
Forvaltningerne skal aflevere udkast til lokalplanforslag og kommuneplantillæg d. 28. april 2016, idet udkastene skal til politisk behandlingen inden sommerferien. Forvaltningerne modtager derfor gerne lokaludvalgets input hurtigst muligt og gerne løbende.
Vinderforslaget fra COBE indeholder intentioner om at erstatte de eksisterende bygninger på terræn med en række nye haller, der omkranser et indre grønt rum kaldet ’Den Grønne Hal’. Stueetagen udgør ca. 8.500 m2 etageareal og rummer publikumsorienterede funktioner og erhverv herunder bl.a. et svømmeanlæg, placeret i det nordvestlige hjørne. På de øvre etager rummes boligerne i en randbebyggelse. Parkering sker i en sammenhængende kælder, der rummer både cykel- og bilparkering.
"Københavns haller"
By & Havn har gennemført en konkurrence om en ny masterplan for Papirøen, hvor COBE arkitekternes vinderforslag "Københavns haller" viser en fortætning af øen med udadvendte stueetager i forslagets haller.
Der er ønske om, at en kultur- og fritidsfunktion - inkl. en svømmefacilitet - bliver placeret i det nordvestlige hjørne, hvor en overliggende karrébebyggelse med tre højere bebyggelser er omkranset af en ny havnepromenade og med et indre grønt byrum. Udformningen af den nord- og sydvendte kaj med mindre bygninger og husbåde i kanalrummet skal i følge COBE tilføre variation og danne kontrast til den øvrige bebyggelsesskala.
Forslaget omfatter omkring 45.000 m2 etageareal, hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på ca.150. I vinderforslaget anvises der plads til 33.500 m2 til boliger, og omkring 10.000 m2 til kommunale kultur- og fritidsfunktioner samt 2.500 m2 til publikumsorienterede funktioner af mere privat karakter. Kultur- og fritidsfunktioner og øvrige publikumsorienterede funktioner placeres overvejende i stueetagen.
Bebyggelsen svarer i højde til Krøyers Plads-bebyggelsen i hovedparten af bebyggelsen, men hæves op tre steder, mod øst, nord og vest til ca. 40 meter svarende til scenetårnene på Operaen og Skuespilhuset.
Konkurrencen har ikke omfattet trafikforhold til og fra øen. Disse skal bearbejdes i den efterfølgende fase.
Løsning
Høringssvar
Formandskabet foreslår følgende høringssvar:
"Indre By Lokaludvalg har modtaget "Startredegørelse Christiansholm - principper for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg" om udviklingen af Papirøen til kommentering. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har oplyst, at lokaludvalgets kommentarer vil blive brugt som input til lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg, som forvaltningerne vil indstille til Borgerrepræsentationen at vedtage.
Borgerdialog
Indre By Lokaludvalg havde den 4. april 2016 et borgerdialogsarrangement på Havnegade om udviklingen af Papirøen, hvor der var mulighed for at udfylde et spørgeskema. Det har desuden været muligt at udfylde spørgeskemaet via lokaludvalgets hjemmeside. 79 borgere har benyttet sig af muligheden. I bilaget ses en opsamling på besvarelserne.
Lokaludvalgets holdning
-
Trafik
Planlægningen af de trafikale konsekvenser af projektet skal ske, inden byggeriet går i gang.
Planlægningen skal omfatte offentlig transport (Metro, bus, vandbus), samt hvordan en evt. forøget biltrafik kan klares både på Christianshavn og i Indre By.
-
Parkering
Papirøen bør være et bilfrit område, dvs. kun varelevering, håndværker- og handikapkørsel er tilladt. Efter Indre By Lokaludvalgs mening skal der derfor ikke anlægges en parkeringskælder til 300 biler, men til måske 30 biler.
For at beboerne på Papirøen ikke skal optage parkeringspladserne på Christianshavn, når der ikke indrettes parkeringspladser til dem i kælderen på Papirøen, skal de ved indflytning på øen bekræfte, at de er indforstået med, at adressen på Papirøen ikke berettiger til en beboerparkeringslicens.
-
Visuelle udtryk
Fronten ud mod Inderhavnen er massiv, set fra Indre By. Byggeriet ud mod Inderhavnen skal derfor være åbent, så man fra Indre By har et kig ind i det grønne gårdmiljø. Hovedparten af bygningerne bør ikke være højere end de eksisterende 5-etagers bygninger på Christianshavn evt. forhøjet med et par meter, fordi underetagen (hallerne) er særlig høj. De såkaldte tårne skal også reduceres med 3 etager, og de skal placeres på øens nord- og øst- side, så byggeriet åbner sig mod havnen og Krøyers Plads.
-
Husbåde
Der skal ikke anlægges husbåde i forbindelse med byggeriet. ”Husbåd” er en falsk varebetegnelse. ”Husbåd” er ikke en båd, men en bygning, der optager en del af havnen og forøger byggeriet, uden at bebyggelsesprocenten påvirkes.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Følgegruppe
I perioden januar-april 2016 har der været afholdt flere møder mellem repræsentanter for Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg om planerne for Papirøen og om den videre proces, bl.a. proces for borgerdialog.
Det har været lidt forskelligt, hvem der deltog fra Christianshavns Lokaludvalg. Derfor besluttede Christianshavns Lokaludvalg i sit møde den 30. marts 2016 at nedsætte en egentlig følgegruppe vedrørende Papirøen, som på lokaludvalgets vegne følger og bidrager til den videre proces og herunder deltager i møderne med forvaltningerne og andre interessenter.
Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen har deltaget i møderne i januar-marts 2016. Anton Ørnbo Skovle har deltaget i et par af møderne. Men i mødet den 10. marts 2016 valgte lokaludvalget Jens Erik Frandsen, Ole Bang og Anton Ørnbo Skovle som tovholdere på lokaludvalgets borgerdialogarrangement på Havnegade, der fandt sted den 4. april 2016. Derudover har Byudviklingsgruppen forholdt sig til trafikforøgelsen, som et nyt byggeri på Papirøen måtte give i Indre By.
På den baggrund foreslår formandskabet, at lokaludvalget udpeger 2-3 lokaludvalgsmedlemmer til en følgegruppe om Papirøen, som samarbejder med Christianshavns Lokaludvalgs følgegruppe om den videre proces og som deltager i møderne med forvaltningerne og øvrige interessenter..
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 25.000 kr. til borgerdialog om Papirøen.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringsvaret, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Følgegruppen vedr. Papirøen deltager orienterer med jævne mellemrum lokaludvalget om sine aktiviteter.
Forslag til lokalplanen og kommuneplantillægget forventes at komme i offentlig høring d. 29. juni-21.september 2016.
BILAG
1. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. februar og Økonomudvalgets beslutning den 1. marts 2016 om Startredegørelse for lokalplan ”Christiansholm” (Papirøen):
http://www.kk.dk/indhold/%C3%B8konomiudvalgets-m%C3%B8demateriale/01032016/edoc-agenda/cd873856
I bilagene til indstillingen ses
• Vinderforslaget "Københavns Haller" (er tidligere sendt til lokaludvalget på papir)
• Dommerbetænkning vedrørende masterplankonkurrencen (er tidligere sendt til lokaludvalget på papir)
• Notat til Teknik- og Miljøudvalget om sammenhængende planlægning med de omkringliggende områder ved Papirøen (er tidligere sendt til lokaludvalget på papir)
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede resultaterne af lokaludvalgets borgerdialogsarrangement den 4. april 2016 på Havnegade om udviklingen af Papirøen.
- Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget i høringssvaret beder om en tegning, der viser vandarealerne, som inddrages til husbåde, brygger mv.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at punkt 4 Husbåde formuleres: " Der skal ikke anlægges husbåde i forbindelse med byggeriet. "Husbåd er en falsk varebetegnelse. "Husbåd er ikke en båd, men en bygning, der optager en del af det fælles vand og forøger bebyggelsesprocenten, uden at den formelt påvirkes."
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at 2. afsnit under punkt 2 Parkering formuleres: "For at beboerne på Papirøen ikke skal optage parkeringspladserne på Christianshavn, når der ikke indrettes parkeringspladser til dem i kælderen på Papirøen, opfordrer lokaludvalget til, at man som en forsøgsordning beder dem bekræfte ved indflytning, at de er indforstået med, at adressen på Papirøen ikke berettiger til en beboerparkeringslicens."
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at Papirøens beliggenhed i forhold til kollektiv transport, herunder kollektiv transport ad søvejen, bør inddrages som grundlag for beslutningen om et parkeringsanlæg på Papirøen."
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Startredegørelse Christiansholm - principper for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg" om udviklingen af Papirøen, der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.
- Lokaludvalget drøftede om og besluttede at lokaludvalget skal udpege en følgegruppe om udviklingen af Papirøen.
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen og Jan Baltzersen til følgegruppen. Arbejdsgruppernes tovholdere inviteres med til møderne i følgegruppen, når der er emner på følgegruppens dagsorden, der relaterer sig til arbejdsgruppens virke.