Mødedato: 14.03.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Borgerdialog om Nyboder og om Kronprinsessegade nord for Sølvgade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte borgerdialog om udvikling af Nyboder og om indretningen af Kronprinsessegade nord for Sølvgade.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog om udvikling af Nyboder og om indretningen af Kronprinsessegade nord for Sølvgade.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger en arbejdsgruppe til at planlægge og gennemføre borgerdialogen sammen med sekretariatet.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 25.000 kr. til borgerdialogen, idet denne ramme erstatter den tidligere besluttede ramme på 15.000 kr. til borgerdialog om Kronprinsessegade som cykelgade. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield har oplyst, at Byudviklingsgruppen har ønske om at få Kronprinsessegade på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 14. marts 2024. Fra referatet af Byudviklingsgruppens møde den 26. februar 2024:

"Er vi tilfredse med hvordan Kronprinsessegade fungerer

Formål: Området omkring Kronprinsessegade har netop været igennem en vejgenopretning. Hvordan fungerer gaden idag?

Der er en smal cykelsti og fortov i gaden. Dette betyder at den ene side af gaden har meget lidt plads til cykler og gående.

Dertil kommer at når folk kører ud af gaden og ud på Sølvgade, bryder mange reglerne og kører på fodgængerfeltet i lyskrydset.

En lokal beboer ser ikke politi i området, men ser ofte hvordan folk kører over lyskrydset på denne måde. Dette kan være en konsekvens af ensretningen.

En lokal beboer i Kronprinsessegade, siger at gaden fungerer fint og der er ved at komme en trafikkultur, der er tilpasset gaden. Han siger også at hvis der kommer en opkørsel i cykelstiens fulde længde, vil biler bruge cykelstien som et sted hvor de kan holde.

Men spørgsmålet er om Kronprinsessegade og området omkring gaden fungerer godt efter vejgenopretningen.

Kan bredere opkørsler til cykelstien være en del af en løsning, så den smalle cykelsti fungerer bedre?

Beslutning

  • Kan vi få en evaluering af Kronprinsesegade og det omkringlæggende område?
  • Kan vi som lokaludvalg gøre noget for at se på trafikafviklingen i området?
  • Hvis der er en grund til at folk kører ulovligt eller på gaden istedet for cykelstien, hvorfor sker det da? Der kan være et fokus på hvilken trafikkultur der er i og udenfor myldretiden.
  • Hvor mange biler er der i området og hvornår?
  • Kan bredere opkørsler være en del af denne løsning?"

Bydelsplanen om Nyboder

I bydelsplanen for Indre By ønsker lokaludvalget, 

  • at det bør undersøges nærmere, om der fortsat er lokal opbakning til et lokalt kulturhus i Nyboder
  • at kvarterets historiske egenart bør beskyttes og holdes i hævd, fx ifm. gadegenopretninger og gadebelysning
  • at det bør undersøges, om dele af kvarteret skal være en trafikø
  • at trafiksikkerheden på Kronprinsessegade bør højnes ved at gadens strækning mellem Sølvgade og Øster Voldgade ensrettes og omdannes til allé med træer og københavnerbænke, hvor lokale kan mødes
  • at legepladsen på Gammelvagt bør renoveres og får en tidssvarende belysning
  • at den lille plads Rigensgade/Øster Voldgade skal revitaliseres. Der skal være borgerdialog om, hvordan den forsømte, historisk væsentlige plads kan komme til sin ret, fx med en mindeplade, som fortæller om pladsens historie som ”Ny Østerport” / Grønlandske Plads
  • at et forslag til begrønning af Sankt Pauls Plads (2019) realiseres (se bilaget)
  • at Nyboder Plads skal revitaliseres.

Budgetønsker

I bilaget ses lokaludvalgets ønsker til Budget 2025 vedrørende Nyboder.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget har borgerdialog om udvikling af Nyboder og om indretningen af Kronprinsessegade nord for Sølvgade. Formålet er at få et mandat fra borgerne til at gå videre med forslag til tiltag i Nyboder til de relevante forvaltninger og udvalg på Rådhuset.

Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som planlægger og står for borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Økonomi

I mødet den 9. november 2023 afsatte lokaludvalget en ramme af 2024-puljen på 15.000 kr. til borgerdialog om Kronprinsessegade som cykelgade.  Det foreslås, at denne ramme erstattes af en ramme på 25.000 kr. til  borgerdialog om udvikling af Nyboder og om indretningen af Kronprinsessegade nord for Sølvgade.

Videre proces

Arbejdsgruppen planlægger og står for borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for borgerdialog om udvikling af Nyboder og om indretningen af Kronprinsessegade nord for Sølvgade.
  2. Lokaludvalget valgte Lean Milo og Niels Kongshaug til at planlægge og gennemføre borgerdialogen sammen med sekretariatet.
  3. Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til borgerdialogen, idet denne ramme erstatter den tidligere besluttede ramme på 15.000 kr. til borgerdialog om Kronprinsessegade som cykelgade. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

 

Protokolbemærkning fra Niels Kongshaug: "Jeg protesterer over, at denne sag er gået uden om Byudviklingsgruppen og arbejdet med en trafikø for dette område."

Til top