Mødedato: 14.03.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Borgerdialog om forslaget om Stokhusbroen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte en proces for borgerdialog om forslaget om retablering af Stokhusbroen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter projektskitsen til proces og borgerdialog vedrørende en eventuel retablering af Stokhusbroen, der ses i bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger forpersonskabet samt lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter, som har bopæl i nærheden af stedet, hvor broen skal stå, til tovholdere for det videre arbejde med proces og borgerdialogsammen med sekretariatet.

 

Problemstilling

I budgetønsket vedr. Stokhusbroen til Budget 2025 skrev lokaludvalget, at det vil stå for borgerdialog om forslaget.

 

Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 8. februar 2024, men blev udsat.

 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget afsøger den lokale opbakning til en retablering af Stokhusbroen gennem

  1. kvalificering og formidling af lokaludvalgets idé til retablering; herunder skitsetegning og økonomisk overslag
  2. borgerdialog om retableringen 

Projektskitsen (bilag) bruges som afsæt for en drøftelse af, hvorledes projektet udformes.

Lokaludvalget drøfter og beslutter projektskitsen

Forpersonskabet og lokaludvalgsmedlemmer samt suppleanter, der bor i nærheden af, hvor broen skal stå, er tovholdere på borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Økonomi

Lokaludvalget afsætter en ramme på 25.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører borgerdialogen sammen med sekretariatet.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede projektskitsen til proces og borgerdialog vedrørende en eventuel retablering af Stokhusbroen, der ses i bilaget. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Lokaludvalget kan spørge den del af borgerpanelet, som bor i Nyboder og i Stockholmsgade-kvarteret, om deres holdning til forslaget om Stokhusbroen.
    • Der er flere institutioner mv. i området, end der er nævnt i projektskitsen.
    • En bro må kunne anlægges lige over banegraven uden en lang rampe. 
    • Lokaludvalget kan via en hustandsomdeling orientere om et debatvognsmøde om forslaget.
    • Hvorfor er fodgængerovergangen ved Stokhusgade fjernet?
    • Med borgerdialogen kan man spørge borgerne om, hvorvidt en bro vil gøre, at de vil benytte Østre Anlæg mere end nu.
    • Borgerdialogen kan knytte an til historien om broen og om Østre Anlæg.
    • BaneDanmark bør spørges om, hvorvidt der er noget teknisk til hinder for et anlægge en bro henover banegraven dette sted.
    • Hvis broen anlægges, vil det være nemmere at komme til Danmarksmonumentet.
    • Umiddelbart er der ikke behov for en stiforbindelse mellem Sortedamssøen og Nyboder via Østre Anlæg og derfor heller ikke et behov for broen. 
    • I Rigensgade vil man være interesseret i at få en bro.
    • Det skal være en fodgængerbro. Dem bygges der ikke mange af set i forhold til antallet af bilbroer, som bygges.
    • Stokhusbroen må kunne finansieres med støtte fra fonde.
    • Lokaludvalget kan få lavet skitser af en bro, som borgerdialogen tager udgangspunkt i.
    • Forslaget om Stokhusbroen drøftes på en kommende generalforsamling i Husejerforeningen Øster Farimagsgade.
    • Det er et historisk sted.

  2. Lokaludvalget udpegede Lean Milo, Gunna Starck, Niels Kongshaug og Anton Skovle til tovholdere for det videre arbejde med proces og borgerdialog sammen med sekretariatet.

 

Protokolbemærkning fra Niels Kongshaug: "Jeg protesterer over, at denne sag er gået uden om Byudviklingsgruppen og arbejdet med en trafikø for dette område."

Til top