Mødedato: 14.03.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Tidligere inddragelse af lokaludvalgene i kommende idérunde for Bylivsgadepuljen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om en proces for inddragelse af lokaludvalgene i den kommende idérunde for Bylivsgadepuljen til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager forperson Bent Lohmanns høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om en proces for inddragelse af lokaludvalgene i den kommende idérunde for Bylivsgadepuljen til efterretning. Se løsningsafsnittet.

Problemstilling

Med mail den 19. februar 2024 orienterede Teknik- og Miljøforvaltningen lokaludvalgene om ny proces for inddragelse af lokaludvalgene vedr. Bylivsgadepuljen. Teknik- og Miljøforvaltningen stillede lokaludvalgene en række spørgsmål herom. Se bilaget.

Forvaltningen bad om lokaludvalgenes input til, hvorvidt den nye proces er hensigtsmæssig, realistisk og passer til alle lokaludvalg. 

Svarfristen var oprindelig den 23. februar 2024, men blev ændret til den 4. marts 2024.

Løsning

Forperson Bent Lohmann sendte den 4. marts 2024 følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Svar på de spørgsmål, som Teknik- og Miljøforvaltningen stiller om tidligere inddragelse af lokaludvalgene i kommende idérunde for Bylivsgadepuljen:

  • Er det realistisk?
    Ja.
  • Hvordan vil I gribe det an?
    I udgangspunktet vil lokaludvalget være på den gade, som ideen angår, med lokaludvalgets debatvogn, som fungerer som samlingspunkt for en samtale mellem lokaludvalget, forvaltningen og borgerne om ideen. Borgerne vil få mulighed for at udfylde et spørgeskema på stedet eller på en hjemmeside.
    Derudover kan borgerne kommentere ideen på lokaludvalgets Facebookside og Instagramside samt med mail.
    Borgernes tilkendegivelser vil indgå i grundlaget for lokaludvalgets behandling af og beslutning om ideerne, som der skal tages stilling til.
  • Kan I på gadeniveau vurdere den lokale opbakning enkeltvist? Og skal forvaltningen i så fald bede borgergrupper om at indsamle og vedhæfte interessetilkendegivelser til deres idé fra omkringliggende foreninger, bestyrelser, virksomheder mv. for at gøre det lettere at kvalificere den lokale opbakning?
    Dem, der foreslår ideerne, dvs. borgergrupperne, kan samarbejde med lokaludvalget om idéudviklingen og om borgerdialogen.

  • Hvor mange uger vil I skulle bruge på at udvælge op til fem idéer?
    8 uger.

  • Forslag til ændringer
    Ad. 1. Screening og vejmyndighedsvurdering:
    Det er vigtigt, at skæve ideer ikke afvises på forhånd. Forvaltningen skal være indstillet på at fremme ideer, der ikke umiddelbart passer ind i de rammer, som forvaltningen normalt arbejder inden for.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
forperson i Indre By Lokaludvalg"

 

Det foreslås, at lokaludvalget tager høringssvaret til efterretning.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Rammerne og processen for den kommende idérunde vil fremgå i et administrationsgrundlag, som forventes behandlet i Teknik- og Miljøudvalget d. 22. april 2024.

Beslutning

Lokaludvalget tog Bent Lohmanns høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om en proces for inddragelse af lokaludvalgene i den kommende idérunde for Bylivsgadepuljen til efterretning. Se høringssvaret i løsningsafsnittet.

Til top