Mødedato: 14.03.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Trafik i Nørre Kvarter

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en bemyndigelse til lokaludvalgets formandskab vedrørende borgermøde om trafikken i Nørre Kvarter.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgets formandskab til at afgøre, om lokaludvalget skal stå for et borgermøde den 18. april 2013 om trafikken i Nørre Kvarter
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgets formandskab til at planlægge og gennemføre borgermødet
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter 15.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til borgermødet

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at forvaltningen holder borgermøde den 21. marts 2013 som optakt til udarbejdelsen af en plan for Nørre Kvarter, der har til formål at skabe bedre forhold for fodgængere og cyklister i kvarterets gader. Derudover skal projektet skabe bedre sammenhæng mellem Nørre Kvarter og Rådhuspladsen. Projektet er bestilt af Borgerrepræsentationen jf. kommunens budget 2013.

Hensigten med borgermødet er at kortlægge de forskellige interessenters ønsker og ideer og på den måde give forvaltningen et indledende fingerpeg om, hvordan interessenterne ønsker, der skabes bedre forhold for fodgængere og cyklister, og hvordan der kan skabes en bedre sammenhæng mellem Nørre Kvarter og Rådhuspladsen. Borgermødet skal desuden indsamle den lokale viden fra interessenterne, som kan bidrage til planen. Borgermødet vil blive suppleret med observationer og samtaler med brugere med henblik på at  kortlægge adfærden i kvarteret.

Efter borgermødet vil der blive udarbejdet et udkast til plan, som en referencegruppe, heriblandt lokaludvalget, får mulighed for at kommentere på i perioden 15.-25. april 2013; eventuelt vil der blive tale om en længere periode til kommentering.

Det færdige udkast til plan skal ligge klar, så den kan forelægges Teknik- og Miljøudvalget den 17. juni 2013 og Borgerrepræsentationen den 22. august 2013.

Der er ikke afsat midler til planen, hvorfor den skal ses som et oplæg til forhandlingerne om kommunens budget 2014. Forvaltningen har oplyst, at der vil være borgerdialog om de projekter i planen, som der måtte findes finansiering til.

Løsning

Formandskabet mener, at lokaludvalget skal forholde sig positivt til, at der er taget hul på en plan, som regulerer trafikken i Nørre Kvarter, men havde gerne set, at der var mere tid til den forestående afklaringsproces forud for planens forelæggelse for politikerne, ligesom der burde være en egentlig høring af lokaludvalget og borgerne om udkastet til planen. Formandskabet mener ikke, at det er tilstrækkeligt at lade en referencegruppe få mulighed for at kommentere på udkastet. Formandskabet mener således, at lokaludvalget ikke skal lægge navn til borgermødet og den efterfølgende proces.

Derfor har formandskabet via sekretariatet meddelt forvaltningen, at lokaludvalgets logo ikke skal med på annoncen for borgermødet, ligesom lokaludvalget ikke vil være blandt indlederne på borgermødet, men at medlemmerne af lokaludvalget deltager i borgermødet på lige fod med øvrige borgere og interessenter og at lokaludvalget ser frem til at få mulighed for at kommentere planudkastet.

Formandskabet deltager i borgermødet bl.a. med henblik på at gøre opmærksom på forslagene i bydelsplan-projektet "Begrænsning af nattelivstrafik", nemlig 
  • at forbyde taxi-tomkørsel i kvarteret om natten
  • at etablere taxiholdepladser i Nørregade for enden af Studiestræde samt på det sidste stykke af Vester Voldgade op mod Jarmers Plads
  • at etablere en gratis shuttlebus-ordning for gæsterne i nattelivet mellem Middelalderbyen og et knudepunkt for offentlig transport
  • at lukke visse gader om natten fra torsdag aften til søndag morgen, fx. Vestergade

Borgermøde arrangeret af lokaludvalget
Hvis formandskabet vurderer, at der er behov for at lokaludvalget holder et borgermøde om sagen, vil det kunne holdes den 18. april 2013, når planudkastet er sendt til kommentering i referencegruppen. 

Der vil være behov for endnu et borgermøde, hvis borgermødet den 21. marts 2013 får et utilfredsstillende forløb, fx. hvis ikke alle interessenter er kommet til orde. Behovet vil også være der, hvis planudkastet har en sådan karakter, at en yderligere drøftelse med borgerne om sagen er nødvendig. 

Økonomi

Lokaludvalget afsætter 15.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til et borgermøde den 18. april 2013.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for et borgermøde den 18. april 2013 om trafikken i Nørre Kvarter. 
  2. Lokaludvalget valgte Bent Lohmann og Marietta Bonnet til at planlægge og gennemføre borgermødet i samarbejde med sekretariatet.
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte 15.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til borgermødet.
  4. Lokaludvalget valgte Kjeld A. Larsen, Marietta Bonnet og Ole Benny Nielsen til at repræsentere lokaludvalget i interessentmødet, som forvaltningen holder den 17. april 2013.
Til top