Mødedato: 14.03.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerdialog om havnetunnel

Indre By Lokaludvalg skal beslutte borgerdialog om havnetunnel-planerne.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog inden 1. november 2013 om havnetunnel-planen
  2. at Indre By Lokaludvalg tilbyder studerende fra Roskilde Universitet at planlægge og gennemføre borgerdialogen jf. løsningsafsnittet
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger mindst to tovholdere, som sammen med sekretariatet bistår de studerende jf. løsningsafsnittet
  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter 20.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til borgerdialog om havnetunnel-planen

Problemstilling

Borgerrepræsentationen meddelte i november 2012 Transportministeriet, at man kan godkende den overordnede linjeføring for en havnetunnel (B4) som udgangspunkt for de fortsatte analyser af havnetunnel-planen. Den foreslåede model er en primært boret tunnel fra Nordhavnsvej til Nordhavn, Refshaleøen, Kløverparken og Amager Fælled til Amagermotorvejen ved Sjællandsbroen. 

Havnetunnel-planen indgår i et idékatalog, som Trængselskommissionen udsendte i februar 2013. Idekataloget er en oversigt over mulige tiltag, som kommissionen skal arbejde videre med frem mod en samlet strategi, der skal afleveres efter sommerferien 2013.

Der har været en debat i medierne om beslutningen. 




Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget har borgerdialog om havnetunnel-planen for at få afklaret og forklaret planens betydning for Indre By og høre, hvad borgerne i bydelen mener om det. Samtidig vil lokaludvalget kunne afprøve muligheden for at involvere studerende fra de højere læreanstalter i planlægningen og gennemførelsen af borgerdialogen. De studerende skal ses som en ressource, der kan komme med bud på udvikling af lokaludvalgets borgerdialog-indsats, herunder bud på hvordan lokaludvalget når endnu længere ud i bydelen end nu. Ved at involvere de studerende vil lokaludvalget desuden få spredt kendskabet til lokaludvalgene og deres virke. 

Sekretariatet vil tilbyde opgaven til studerende fra Roskilde Universitet via universitetets Projektforum - se http://www.ruc.dk/samarbejde/samarbejde-med-studerende/projektsamarbejde/.

Der er ingen garanti for, at de studerende vil påtage sig opgaven. Men hvis de gør, vil borgerdialogen finde sted enten i maj eller i oktober 2013, hvor det passer ind i semesterforløbet i forhold til opgaveskrivning og eksamen.  

Hvis de studerende ikke påtager sig opgaven, vil tovholderne planlægge og gennemføre borgerdialogen i oktober 2013 i samarbejde med sekretariatet. 

Byudviklingsgruppen har i sit møde den 6. marts 2013 drøftet hvilke aspekter ved havnetunnel-planen, det kunne være interessant at tage op med borgerne. Byudviklingsgruppens overvejelser vil blive udsendt til lokaludvalget inden lokaludvalgsmødet. Papiret vil kunne bruges af de studerende som en vejledning, men vil ikke være bindende.

Økonomi

Lokaludvalget afsætter 20.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til borgerdialog om havnetunnel-planerne.

Videre proces

Sekretariatet udbyder opgaven til de studerende på Roskilde Univeristet nu. Hvis nogle studerende påtager sig opgaven, vil borgerdialogen finde sted enten i maj eller i oktober 2013. Hvis de studerende ikke påtager sig opgaven, finder borgerdialogen sted i okotober 2013.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at tilbyde studerende fra Roskilde Universitet at planlægge og gennemføre borgerdialog jf. løsningsafsnittet 
  2. Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen til sammen med sekretariatet at bistå de studerende
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte 20.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til borgerdialog om havnetunnel-planen.
Til top