Store skoler på små grunde
Lokaludvalget skal godkende et brev til Amager Vest Lokaludvalg og Børne- og Ungdomsforvaltningen om store skoler på for små grunde.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Amager Vest Lokaludvalg og Børne- og Ungdomsforvaltningen om store skoler på for små grunde, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
I mødet den 10. december 2020 drøftede lokaludvalget, om det skal være medunderskriver af et brev til Borgerrepræsentationen om store skoler på små grunde, som Amager Vest Lokaludvalg
har foreslået. Se bilaget.
Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Forholdene, som Amager Vest Lokaludvalg nævner, gør sig også gældende i Indre By.
- Udearealerne på skolerne i Indre By er i orden. Lokaludvalget bør ikke være
medunderskriver. - Der er flere spor på vej på skolerne i Indre By, hvilket der skal tages højde for.
- Dele af brevet, som Amager Vest Lokaludvalg, foreslår, bør lokaludvalget ikke være
medunderskriver af.
Lokaludvalget besluttede at udsætte sagen til mødet den 14. januar 2021. Lokaludvalget bad formanden komme med et forslag til et brev, der tager udgangspunkt i problemerne for skolerne i Indre By med hensyn til udearealer.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Amager Vest Lokaludvalg og Børne- og Ungdomsforvaltningen:
"Indre By Lokaludvalg skulle i efteråret 2020 tage fat på en runde borgermøder med forældre til børn i daginstitutioner og folkeskoler i Indre By om, hvordan de oplever forholdene for deres børn. Borgermøderne måtte aflyses, da corona-situationen blev forværret.
I november 2019 gennemførte lokaludvalget en borgerpanelundersøgelse om skolerne i Indre By. De blev ikke direkte spurgt om skolernes udearealforhold, men enkelte af de knap 300 borgere, der besvarede spørgeskemaet, havde negative kommentarer til skolernes ydre rammer.
Dette for at fortælle, at Indre By Lokaludvalg er bekymret for og opmærksom på forholdene i Indre Bys folkeskoler, herunder udearealforholdene, og at vi har forståelse for Amager Vest Lokaludvalgs opfordring til de øvrige lokaludvalg om at være medunderskriver af en opfordring til Borgerrepræsentationen vedr. store skoler på for små grunde.
Indre By Lokaludvalg anerkender, at bebyggelsesforholdene og grundpriserne i Indre By gør det vanskeligt for kommunen at skabe optimale friarealforhold for skolebørnene, men ikke desto mindre opfordrer vi Børne- og Ungdomsforvaltningen til at tænke kreativt, når det kommer på tale at udvide de eksisterende folkeskoler i Indre By med ekstra spor. Fremfor at presse flere børn ind i de eksisterende folkeskoler, kunne man eventuelt købe eller leje sig ind i en eksisterende ejendom og indrette den til skole eller skoleanneks. Der er ledige kontorlejemål og butikker rundt om i vores bydel.
Det giver ikke et større udeareal til skolebørnene, men her kunne man overveje at samarbejde med ejerne af parker og grønne områder i bydelen om at indrette dem, så de kan bruges af skolebørn i frikvartererne, fx.
- Rosenborg Eksercerplads og Kastellet, der ejes af forsvaret
- Kongens Have, der ejes af Slots- og Kulturstyrelsen
- Botanisk have, der ejes af Statens Naturhistoriske Museum
- Østre Anlæg og Ørstedsparken, der ejes af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Dele af brevet til Borgerrepræsentationen, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår, er Indre By Lokaludvalg ikke enig i. Derfor kan vi ikke være medunderskriver af brevet.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Amager Vest Lokaludvalg og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede forslaget til brev til Amager Vest Lokaludvalg og Børne- og Ungdomsforvaltningen om store skoler på for små grunde, der fremgår af løsningsafsnittet. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- I Indre By er der samme problemstilling som i Amager Vest. Der kommer stadig flere børn i Indre Bys folkeskoler, hvorfor der er mindre plads. Der er behov for en ny skole i Indre By.
- At bruge parker og grønne områder til opholdsareal for børn i frikvarterer er ressourcekrævende. Det vil have karakter af udflugter.
- De store skoler på små grunde skriver sig ind i historien om kampen om pladsen i byrummet.
- Når der planlægges, skal dagliglivet tænkes ind.
- I brevet, som Amager Vest Lokaludvalg foreslår, er der en passus om urimelige krav til arkitekter og designere. Den passus bør udgå af brevet.
- Børn skal have frikvarter ved skolen, hvor de går.
- Børn skal ikke have langt til skolen.
- Privatskolerne i Indre By har ingen friarealer.
- Lokaludvalget bør tage udgangspunkt i Indre By Bydelsplan 2017-20, når det skal forholde sig til skoleområdet.
- På forslag fra Bent Lohmann udsatte lokaludvalget sagen til lokaludvalgsmødet den 11. februar 2021, idet lokaludvalget får et nyt udkast til brev at tage stilling til. Brevet skal tage udgangspunkt i Indre By Bydelsplan 2017-20.