Mødedato: 14.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Miljøkonference for lokaludvalg

Indre By Lokaludvalg skal beslutte, at det ikke skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, at det ikke skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalg.

Problemstilling

I mødet den 10. december 2020 besluttede lokaludvalget, at det skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalg. Lokaludvalget bad samtidig, formanden om en indstilling til lokaludvalgets møde den 14. januar 2021 om rammerne for konferencen, herunder om økonomien.

Løsning

Umiddelbart mener formanden, at det kan være svært at se, hvad den lokale vinkel skal være, hvis lokaludvalget skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalgene i Københavns Kommune. Han vurderer, at miljøkonferencen ikke vil have værdi for lokaludvalget og for beboerne i Indre By. Ressourcerne, der skal lægges i opgaven, står ikke mål med det, lokaludvalget og beboerne i Indre By kan få ud af værtsskabet, vurderer han.

Han foreslår, at lokaludvalget drøfter:

  • Formål med konferencen, idet han vurderer, at der skal være et særligt formål med konferencen, som har værdi for lokaludvalget og for beboerne i Indre By, hvis lokaludvalget skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalgene

  • Tema for konferencen, idet han vurderer, at der skal være et særligt tema for konferencen, som har værdi for lokaludvalget og for beboerne i Indre By, hvis lokaludvalget skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalgene

  • Ressourcerne i sekretariatet og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn til at håndtere
    konferencen, idet han vurderer, dels at sekretariatet ikke har ressourcer til opgaven, medmindre andre opgaver for lokaludvalget ikke skal løses, og dels at der vil skulle ændres i årsplanen for det lokale miljøarbejde, så den indeholder færre aktiviteter, hvis Miljøpunktet skal løse opgaver i forhold til en miljøkonference for lokaludvalg. 

  • Det forhold, at den seneste miljøkonference for lokaludvalg blev afholdt i november 2020, hvorfor der skal være et særligt behov, hvis der skal holdes endnu en konference i 2021.

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter, at det ikke skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalg.

Økonomi

Sekretariatet har ikke regnet på, hvad det vil koste lokaludvalget at være vært for en miljøkonference for lokaludvalg.

Hvis konferencen skal betales af lokaludvalgets pulje, skal borgerne gives mulighed for at deltage.

Videre proces

Intet.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal være vært for en miljøkonference for lokaludvalg. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Konferencen kan handle om miljø i etageejendomme, og man kan fx. komme ind på grønne gårde og miljø.
    • Der kan på konferencen lægges op til, at arkitekturåret i 2023 fokuserer på den bymæssige bebyggelse.
    • Der er behov i Indre By for fokus på miljøet. Ideen om konferencen bør holdes åben.
    • Formanden kan høre de andre lokaludvalgsformænd, om der er fælles forhold, som kan tages op på en miljøkonference.
    • Lokaludvalgene kan deles om omkostningerne ved miljøkonferencen.

  2. Lokaludvalget bad formanden høre de øvrige lokaludvalgsformænd, om der er interesse for en miljøkonference for lokaludvalg vedr. etageejendomme.
Til top