Mødedato: 14.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

UNESCO World Capital of Architecture i 2023

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte, hvordan det kan bruge arkitekturåret 2023 til at fremme sine synspunkter vedr. arkitektur og byrum i Indre By.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan det kan bruge arkitekturåret 2023 til at få sat fokus på de positive forhold i Indre Bys arkitektur og byrum med henblik på at øge forståelsen for, at de har bevaringsværdi.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan det kan bruge arkitekturåret 2023 som løftestang i forhold til at få gjort noget ved de negative forhold i Indre Bys arkitektur og byrum. 

 

Problemstilling

Den 15. december 2020 orienterede stadsarkitekten lokaludvalgene om UNESCO World Capital of Architecture i København i 2023. I bilaget ses stadsarkitektens power points fra mødet.

Ambitionen er at markere Københavns arkitektur i samarbejde med en række relevante aktører, erhverv og organisationer – og københavnerne i særdeleshed.

Under overskriften "Copenhagen in Common – vi har København til fælles", vil man med arkitekturåret rette fokus mod vores fælles omgivelser, arkitekturen i København. Centralt for arkitekturåret 2023 er, at det skal forankres lokalt i alle bydele.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter,

  • hvordan lokaludvalget kan bruge arkitekturåret til at få sat fokus på de positive forhold i Indre Bys arkitektur og byrum med henblik på at øge forståelsen for, at de har bevaringsværdi.
  • hvordan lokaludvalget kan bruge året som løftestang i forhold til at få gjort noget ved de negative forhold i Indre Bys arkitektur og byrum. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Bilag

0. Link til arkitekturårets hjemmeside:

https://copenhagenincommon.kk.dk/

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget drøftede, hvordan det kan bruge arkitekturåret 2023 til at få sat fokus på de forhold i Indre Bys arkitektur og byrum, som lokaludvalget løbende har peget på i andre sammenhænge. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

    • Der skal fokus på borgerinddragelse og høringer i forbindelse med planlægning.
    • Der skal fokus på behovet for homogenitet i bybilledet. Der er ikke behov for arkitektur, der skiller sig ud, herunder højhuse.
    • Der skal fokus på sammenhæng mellem arkitektur og liveability.
    • I arkitekturåret skal man afholde sig fra at fremvise det specielle.
    • København har ikke noget at prale af.
    • Hvis lokaludvalget involverer sig i arkitekturåret, er der en fare for, at det bliver kørt over. 
    • Der skal fokus på livet mellem bygningerne nede i gaderne. Det skal vises frem.
    • Der skal fremmes en forståelse for, at højhuse ikke er lig med "storby".
    • Byfornyelsesselskabet udgav engang en arkitekturguide, som bør tages frem igen.
    • Der skal fokus på, at lokalplaner kan bruges til at passe på byen og byens harmoni.
    • I kommunens arkitekturpolitik er udgangspunktet "egenart", men man efterlever det ikke i praksis.
    • Kommunen skal gå bort fra begrebet "By med kant".
    • Højhuse i København er vanvid. Vindforholdene i Danmark er ikke til det og de kaster en lang skygge i vinterhalvåret.
    • Kernefortællingen, som arkitekturåret bygger på, er i orden.
    • Behovet for bevarende lokalplaner skal synliggøres i forbindelse med arkitekturåret.
    • Byrummets betydning for det sociale liv skal synliggøres i forbindelse med arkitekturåret.
    • Bygningerne er kulisser for livet i byen. De iscenesætter livet.

  2. Lokaludvalget besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe vedr. UNESCO World Capital of Architecture.

  3. Lokaludvalget udpegede Jep Loft, Sally Mountfield, Lars Vedel Jørgensen, Gunna Starck og Niels Kongshaug til arbejdsgruppen.
Til top