Mødedato: 14.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Borgerdialog om Püchlers bastion og Danmarksmonumentet

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte at gennemføre en en offentlig besigtigelse af Püchlers bastion og dels om en ny placering af Danmarksmonumentet samt gennemføre borgerdialog om ønsker til fremtiden for Püchlers bastion og Danmarksmonumentet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg står for en offentlig besigtigelse i forsommeren 2021 af  Püchlers bastion og af Danmarksmonumentet jf. løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog om fremtiden for  Püchlers bastion og Danmarksmonumentet jf. løsningsafsnittet.
  3. at Indre By Lokaludvalg godkender, at formandskabet planlægger og gennemfører den offentlige besigtigelse og borgerdialogen sammen med sekretariatet. 
  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. til den offentlige besigtigelse og borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Denne sag er ændret i forhold til sagen, som lokaludvalget udsatte i mødet den 14. januar 2021.

Püchlers bastion i Østre Anlæg

Lokaludvalget har tidligere vedtaget ønske om en opretning af den tilgroede Püchlers bastion i Østre Anlæg ved udtynding af vildt buskads og bevaring af de store træer. Bastionen er den eneste velbevarede fra svenskerstormen på byen februar 1659, hvor borgerne netop her og ved det senere Stormgade, reddede byen - og dermed landet!

Ved parkvandringer har der været lokale ønsker om at få denne historisk markante attraktion tydeliggjort.

 

Danmarksmonumentet på Püchlers bastion

Teknik- og Miljøforvaltningen og Slots- og Kulturstyrelsen har tidligere tilkendegivet overfor lokaludvalget, at de ikke ser noget til hinder for, at Danmarksmonumentet flyttes fra Püchlers bastion. 

Imidlertid har ejerne af arealet ved havnefronten på Søren Kierkegaards Plads afvist lokaludvalgets ønske om, at Danmarksmonumentet placeres foran Krigsmuseet eller Kongernes Lapidarium. Arealet ejes af Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen.


Fremtid

Det flotte 120 årige monument af mytologiens Thyra Danebod (Dannevirkes skaber) har historisk stilmæssige kvaliteter, og fortjener en bedre placering efter 101 års tornerosesøvn, gemt blandt træer på Püchlers bastion. Det imposante, symbolrige monument - en folkegave - med dets tre bronceløver, kunne inspirere til kultur-debat i en kvindepolitisk nutids bybillede.

Det fortjener plads, f.eks. op mod kirkegårdens store træer på Hjalmer Brantings Plads - hvor nogle besættelsesbunkers i dag skaber en "sur" afslutning på en ellers fin plads.

En holdning til denne ny placering i bylandskabet, lige udenfor Østre Anlæg samt eventuelle andre forslag til ny placering ønskes; ligeså en udmelding om, hvad borgerne mener om at få disse to fine attraktioner, figur og bastion, frigjort/fremdraget fra glemslen! 

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget gennemfører en offentlig besigtigelse i forsommeren 2021 af Püchlers bastion og af Danmarksmonumentet. Undervejs bliver borgerne orienteret om bastionen og figurens historie og om lokaludvalgets tanker om deres fremtid.  

Besigtigelsen skal ses som et oplæg til en borgerdialog om, hvad der skal ske med Püchlers bastion og om hvorvidt Danmarksmonumentet skal placeres på Hjalmer Brantings Plads eller et andet sted. Tovholderne beslutter hvilken form for borgerdialog, der skal være.

Formanden foreslår desuden, at formandskabet planlægger og gennemfører borgerpanelundersøgelsen sammen med sekretariatet. 

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 20.000 kr. til den offentlige besigtigelse og til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Besigtigelsen foretages i forsommeren 2021. Umiddelbart efter vil der være borgerdialog om Püchlers bastion og Danmarksmonumentets fremtid. 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at lokaludvalget ikke lægger sig fast på en fremtidig placering af Danmarksmonumentet.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at en offentlig besigtigelse i forsommeren 2021 af  Püchlers bastion og af Danmarksmonumentet også skal omfatte besigtigelse af placeringen af en erstatning for Stokhusbroen.

    Lokaludvalget havde dermed besluttet at stå for en offentlig besigtigelse i forsommeren 2021 af  Püchlers bastion og af Danmarksmonumentet, som også omfatter besigtigelse af placeringen af en erstatning for Stokhusbroen. Lokaludvalget har ikke lagt sig fast på en fremtidig på placering af Danmarksmonumentet.


  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at borgerne forsøges spurgt om forslag til den fremtidige placering af Danmarksmonumentet med en omtale af sagen på bagsiden af Politiken.

    Dermed havde lokaludvalget godkendt, at det efter besigtigelsen har borgerdialog om fremtiden for  Püchlers bastion og Danmarksmonumentet jf. løsningsafsnittet, fx. via Politikens bagside.

  3. Lokaludvalget godkendte, at formandskabet planlægger og gennemfører den offentlige besigtigelse og borgerdialogen sammen med sekretariatet. 

  4. Lokaludvalget afsatte en ramme på 20.000 kr. til den offentlige besigtigelse og borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Til top