Mødedato: 14.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Byrumsforbedringer på Strøget

Indre By Lokaludvalg skal udpege deltagere til et møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om byrumsforbedringer på Strøget.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. At Indre By Lokaludvalg udpeger 2-4 tovholdere, som bemyndiges til at repræsentere lokaludvalget i dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen om udvikling af byrumsforbedringer på Strøget.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har afsat midler i Budget 2016 til udarbejdelse af et idékatalog, der skal munde ud i byrumsforbedrende tiltag på Strøget.

Aftaleteksten lyder således:
"Parterne er enige om at prioritere forbedring af byrum og igangsætte projektering.

Bevilling: Der afsættes
- Anlæg: 1,8 mio. kr. til forprojektering af bedre byrum på Nørrebrogade, Strøget, Amagerbro Torv og en kreativ zone på Vesterbro.

Proces: Hele anlægsbevillingen er stjernemarkeret og forelægges derfor ikke Teknik- og Miljøudvalget. Afgrænsningen af projektet er ved at blive afklaret. Resultaterne af forprojektering forelægges Teknik- og Miljøudvalget i maj 2016 og vil danne grundlag for budgetnotater, der kan indgå i forhandlingerne om budget 2017."

Teknik- og Miljøforvaltningen vil sammensætte en gruppe, der ved et møde i januar (ca.1,5 time) skal pege på udfordringer og potentialer på Strøget (hele strækningen fra Rådhuspladsen til Kgs. Nytorv). Forvaltningen beder derfor om, at Indre By Lokaludvalg udpeger en antal medlemmer til at deltage i gruppen. KBH K - Commerce & Culture vil også blive inviteret.

Indre By Lokaludvalg holdt i maj 2015 et debatmøde i Vartov om æstetik på Strøget, som lokaludvalgsmedlem Kjeld A. Larsen og suppleant Niels Friis var tovholder på. Der deltog ca. 60 borgere. Lokaludvalget drøftede efterfølgende de følgende pointer på lokaludvalgets møde i juni:

  • Der er behov for en ambitiøs politisk vision for, hvordan København skal se ud. Kommunen bør undersøge, om der kan laves partnerskaber mellem kommunen og grundejere og/eller butiksindehavere om, hvordan København skal se ud, så den fælles ansvarsfølelse fremmes.
  • Det er problematisk, at husfacaderne på Strøget stort set alle er dækket til af reklamer, skiltning mv., så man ikke kan se husene på Strøget.
  • Med tilladelsen til frugtboden foran Helligåndskirken er kommunen ude på et skråplan. Den har presset skakspillerne væk og den larmer, hvorved stemningen, der var der tidligere, er ødelagt. Frugtboden fylder æstetisk i gadebilledet. Den er et eksempel på, at gadehandlen på Strøget og på andre central strøg og pladser har taget overhånd og fylder for meget. Der behov for en revurdering af politikken på området.
  • Strøget er ikke en ensartet strækning. Den varierer "fra Piccadilly-slum til historisk værdighed. Kommunen bør understøtte de positive forhold på Strøget. Det er ikke lige meget, hvordan der ser ud i den ende af Strøget, der støder op til Rådhuspladsen. Kan man lave en zoneopdeling af Strøget i strøggadelokalplanen, som kan skabe mulighed for præcise anvisninger for bl.a. skiltning og gadeinventar?"
  • Kommunen bør i forbindelse med belysningsplanen se på, hvordan byen belyses, så det skaber trygge, rolige og æstetisk flotte gadeforløb og pladser. Det behøves ikke at være dyrere end det nuværende, og det kan tilmed øge omsætningen i butikkerne, viser erfaringer fra Københavns Lufthavn.
  • Se på erfaringer fra andre lande, f.eks. Italien, eller fra udvalgte danske byer som Køge, Svendborg og Helsingør, i forhold til, hvordan myndighederne kan regulere og beskytte byens funktioner og egenart. Overvej at afsætte midler til kommunal håndhævelse af de gældende regler og retningslinjer i forhold til skiltning, udeservering, udendørs butiksudstillinger mv. for eksempel til aflønning af en opsøgende medarbejder, der tjekker om tingene er i orden.
  • Specialforretninger giver en by karakter. Kan deres vilkår i København, særligt i Indre By, forbedres?

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger 2-4 af lokaludvalgets medlemmer, som fremover bemyndiges til at deltage i møder med Teknik- og Miljøforvaltningen angående idekataloget for byrumsforbedringer på Strøget.

Økonomi

Intet

Videre proces

De udpegede medlemmer orienterer lokaludvalget om mødet med forvaltningen på lokaludvalgets møde d. 11. februar 2016.

Beslutning

Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen, Helle Klint, Steen Juhl Olesen, Marietta Bonnet og Maria Auchenberg til at repræsentere lokaludvalget i dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen om udvikling af byrumsforbedringer på Strøget.

Til top