Mødedato: 14.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Dialogmøde om Sankt Pauls Plads

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at afholde et dialogmøde for lokale aktører og borgere i Nyboder-kvarteret angående udvikling af Sankt Pauls Plads.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 2.000 kr. til lokaleleje og forplejning i forbindelse med afholdelse af et dialogmøde om Sankt Pauls Plads. Midlerne tages fra lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Lokaludvalget har siden foråret 2015 beskæftiget sig med indretningen af Sankt Pauls Plads og den eksisterende hundegård på pladsen. Der er blandt andet blevet afholdt et debatvognsarrangement om emnet, og der har været debat i den lokale avis, Cityavisen samt på lokaludvalgets hjemmeside. Derudover har udpegede lokaludvalgsmedlemmer samt sekretariatet været i løbende dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen.

Kernen i sagen er, at den eksisterende hundegård virker generende og skæmmende for nogle af beboerne, mens andre ser den som et stort aktiv for kvarteret, særligt i kraft af dens funktion som socialt samlingspunkt. Derudover er der beboere, som ønsker generelle forbedringer af byrummet på Sankt Pauls Plads.

Sekretariatet har løbende afsøgt mulighederne for en alternativ placering af hundegården:

  • Græsarealet bag kirken ved Gernesgade: Ligger meget tæt på boliger (De grå stokke) og vurderes at ville være til gene for disse.
  • Trekantsgrunden ved siden af Villaen: Arealet skal formentlig bruges til en institution og vurderes derudover af Teknik- og Miljøforvaltningen, som værende for lille til at kunne rumme en hundegård.
  • Eidsvoll Plads: Der er lavet en helhedsplan for området omkring Den Frie Udstilling, som omfatter Eidsvolls Plads. Planen skal betragtes som en løs skitse, der endnu ikke er finansieret, og derfor er forvaltningen åben for lokale ønsker.
  • Græsarealerne ved siden af kirken: Er blevet låst for offentligheden af hensyn til tagstensnedfald fra kirkens tårn, der vil blive renoveret 2016/2017. Derefter vil kirken overveje, hvad arealerne skal anvendes til.

Den nuværende hundegård/plads, så har den været i løbet af efteråret været aflåst pga. opgravning. Den er nu genåbnet med nyt græs på. Teknik- og Miljøforvaltningen har også opsat flere bænke på pladsen på lokaludvalgets opfordring.

Der er en del lokale beboere mv., som har ytret sig i denne sag, og som har tilkendegivet et ønske om yderligere involvering. Det vidner om et stort lokalt engagement - ikke blot om spørgsmålet angående hundegården og Sankts Pauls Plads, men også om overordnede lokale behov og ønsker i Nyboder-kvarteret. Lokaludvalgets tovholdergruppe vurderer derfor, at der - uagtet om der måtte findes en kompromis-løsning for placeringen af hundegården - er et behov for øget borgerdialog i kvarteret.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget er vært for et mindre dialogmøde mandag d. 25. januar 2016 kl. 17-19, hvor kerneaktørerne, dvs. dem der har været særligt aktive i debatten, inviteres. Tanken med et sådant møde er, at de forskellige parter – i et lille forum - får mulighed for at mødes og høre hinandens synspunkter og ønsker til området.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil også deltage i mødet med det formål at forklare, hvilke fysiske muligheder og begrænsninger der er i kvarteret.

For så vidt muligt holdes mødet lokalt, f.eks. i Sankt Pauls Kirke, Nyboder Mindestue eller Bygningskulturens Hus.

Formålet er primært at facilitere mødet mellem forskellige lokale borgere og aktører, f.eks. kirken, og skabe dialog ansigt-til-ansigt. Derudover kan deltagerne få mulighed for at udtrykke deres motivation for at indgå i debatten. Lokaludvalget skal på mødet forholde sig neutrale og afsøge fælles interesser og ønsker for kvarteret, der kan danne grundlag for en konstruktiv videre proces.

Der kan eventuelt på et senere tidspunkt holdes et større offentligt dialogmøde, hvor alle interesserede i kvarteret inviteres, såfremt det vurderes nødvendigt med en åben opfølgende debat. Et eventuelt offentligt møde skal besluttes på et senere lokaludvalgsmøde.

Økonomi

Der afsættes en ramme på 2.000 kr. til afholdelse af dialogmødet. Midlerne kan gå til lokaleleje og forplejning.

Videre proces

Lokaludvalgets tovholdere vil efter dialogmødet d. 25. januar 2016 er afholdt vurdere, om der er behov for et yderligere, offentligt møde. I så fald vil lokaludvalget skulle beslutte dette på lokaludvalgets møde i februar 2016.

Beslutning

Godkendt.
Til top