Mødedato: 14.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om skråparkering på Niels Brocks Gade

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om etablering af skråparkering på Niels Brocks Gade.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Med svarfrist den 18. januar 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende et projekt om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade. Baggrunden for sagen er følgende: 

Borgerrepræsentationen vedtog 13. marts 2014, i forbindelse med terrorsikring af Christiansborg, bl.a. at man lukkede for biltrafik i Tøjhusgade og Rigsdagsgården, og at der blev nedlagt 17 parkeringspladser i disse gader. Til erstatning for disse 17 blev der foreslået at optimere parkeringen i Colbjørnsensgade og Helgolandsgade. Forvaltningen har i forbindelse med detailprojekteringen konstateret, at det ikke er muligt, når der skal tages hensyn til gadernes brug (buskørsel til hoteller), samt at løsningerne vil være omkostningstunge. I stedet har forvaltningen fundet flere og billigere løsninger omkring Polititorvet. Forvaltningen vil derfor anbefale og indstille overfor Teknik- og Miljøudvalget, at de 17 pladser bliver etableret i Niels Brocks Gade langs med Glyptoteket ved optimering af parkeringen til skråparkering. Det vil kræve en ombygning af hjørner, ny afmærkning og flytning af taxiholdeplads. Projektet får ikke indflydelse på fortovsbredde og tilgængelighed for fodgængere eller cykelparkering. Projektet har fået samtykke fra Politiet.

I mødet den 10. december 2015 beslutte lokaludvalget at annoncere muligheden for at kommentere Teknik- og Miljøforvaltningens projekt om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade på lokaludvalgets hjemmeside.

Løsning

Ingen har kommenteret sagen på lokaludvalgets hjemmeside.

Lokaludvalgssuppleant Niels Friis, der bor i kvarteret, har som lokaludvalgsansvarlig for kvarteret kommenteret sagen: "Vi vil gerne lige tygge nærmere på idéen. Jeg ser selvfølgelig hellere, at parkering på den anden side af gaden omlægges - evt som skråparkering - og at denne afbrydes med heller med træer. For min skyld kunne det fortsætte hele vejen forbi Politigården, så hele gaden begrønnes, og den meget store og overflødige gadebredde reduceres, så Niels Brocks Gades karakter af gennemfartsgade forsvinder. Der efterlyses input til et høringssvar, så en så radikal en omtænkning af idéen falder måske uden for det, der efterspørges, men alligevel kunne lejligheden gribes og synpunktet gøres gældende. Ellers ser jeg som sådan ikke noget problem i, at den overflødige gadebredde anvendes til yderligere parkering, da det vil have en fart- og trafikdæmpende effekt. Hvis ikke det var for Tivoli, er der allerede mere end rigelig parkering i området, og flere pladser kunne komme bydelens beboere til gode. Jeg vender tilbage, når jeg har drøftet oplægget med mit bagland."

Lokaludvalgsmedlem Henrik Anton Svendsen har som lokaludvalgsansvarlig for kvarteret kommenteret sagen: "De nye parkeringspladser er godt nok lidt langt fra Christiansborg, men trods alt tættere end Colbjørnsensgade, så alt i alt synes jeg, det er et godt forslag. Jeg har således ingen bemærkninger til forslaget."

Formanden foreslår på den baggrund, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Med svarfrist den 18. januar 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende et projekt om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade.

Borgerdialog

Lokaludvalget har annonceret muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside. Ingen har benyttet sig af muligheden.

Lokaludvalgets holdning

De nye parkeringspladser er godt nok lidt langt fra Christiansborg, men trods alt tættere end Colbjørnsensgade, så alt i alt mener lokaludvalget, at det i sig selv er et godt forslag. Den yderligere parkering kan have fart- og trafikdæmpende effekt og vil kunne imødekomme det behov for parkering i nærområdet, som Tivolis gæster åbenbart har. De yderligere parkeringspladser vil også  kunne tilgodese det behov for parkering, som beboerne i Indre By har. 

Kan parkering på den anden side af gaden omlægges - evt som skråparkering - og at denne afbrydes med heller med træer? Det kunne det fortsætte hele vejen forbi Politigården, så hele gaden begrønnes, og den meget store og overflødige gadebredde reduceres, så Niels Brocks Gades karakter af gennemfartsgade forsvinder. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 4.000 kr. på Budget 2015 til borgerdialog om skråparkering på Niels Brocks Gade. Der er indtil videre brugt 2974 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen oplyser, at projektet ønskes anlagt fra forår/sommer 2016.

 

Beslutning

Godkendt.
Til top